Suzanne Brøgger synger jazz

Foto: Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Suzanne Brøgger er gået til jazzen. Og hun nøjes ikke med at lægge ord til - hun synger også selv. Det bliver der lejlighed til at opleve i aften i Christians Kirken på Christianshavn, hvor den kendte forfatter optræder sammen med Valdemar Rasmussens Trio. Nyt samarbejde Trompetisten Valdemar Rasmussen er kendt for at fortolke danske sange og salmer i jazzede versioner. Samarbejdet med Suzanne Brøgger er forholdsvis nyt og blev indledt med en koncert i Århus Domkirke under sidste sommers festuge. Kan du overhovedet synge, Suzanne Brøgger? »Det må man spørge andre om. Men jeg har altid sunget, og især jazz og blues. Men ikke sådan rigtig professionelt«. Suzanne Brøgger fortæller, at det var Valdemar Rasmussen, der tog initiativet til samarbejdet. »Han kontaktede mig på et tidspunkt, hvor jeg netop var begyndt at skrive en hel masse sange inden for jazz- og bluesgenren. Så jeg sagde ja«. I kalder koncerterne Rosenkoncerter. Hvorfor det? »Det handler altså ikke om havedyrkning. Det er rosen i spirituel forstand. Rosen er gennemgående tema i de salmer, vi har udvalgt til programmet. Og ind imellem numrene taler jeg så om rosen som tema gennem den europæiske kultur og som symbol«. En fællessalme indleder koncerten i aften, »Kirken den er et gammelt hus«. Derefter kommer trioens salmefortolkninger, med Suzanne Brøggers talte indslag ind imellem. Sidste del af programmet består af Brøggers egne bluesnumre, som hun har skrevet både ord og musik til. Og det er hér, hun synger. Indgår rosen også som tema i dine egne numre? »Indirekte, i hvert fald«. Hvordan? »Det kan jeg ikke fortælle, det kan jeg kun synge«. I optræder kun med koncerterne i kirker, hvorfor det? »Fordi det er et salmerepertoire. Og fordi jeg ikke har lyst til at gå ind i showbusiness. For mig er det mere seriøst at optræde i en kirke«. Rosenkoncerterne er ikke Suzanne Brøggers eneste bidrag til jazzen. Hun har også skrevet tekster til nogle af Jan Kaspersens kompositioner, som skuespilleren og sangeren Ulla Henningsen optræder med. Og det er ikke slut med det. Suzanne Brøgger fortæller, at hun er i gang med nye tekster og kompositioner, men vil endnu ikke løfte sløret for, hvad der kommer ud af det. »Jazzen har altid været min musik. Det er blot først kommet til udfoldelse i en udadvendt form nu«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her