Lars von Trier efterlyser it-virksomhed

Nu vil Lars von Trier hjem og filme i Danmark, og han vi ud i virkeligheden og gøre det. Måske sad han og glædede han sig til det her ved årets filmfestival i Cannes.   Foto: AP
Nu vil Lars von Trier hjem og filme i Danmark, og han vi ud i virkeligheden og gøre det. Måske sad han og glædede han sig til det her ved årets filmfestival i Cannes. Foto: AP
Lyt til artiklen

Når Lars von Trier i slutningen af februar næste år går i gang med optagelserne til sin nye dogmefilm, 'Direktøren for det hele', skal der ikke fifles kyskhedsløftets 10 bud. Den danske instruktør er stadig dybt beskæmmet over, at et par af hans nærmeste medarbejdere tilbage i 1998 satte ekstra lys på et par scener i hans første dogmefilm 'Idioterne', så denne gang pålægger han sig selv yderligere restriktioner. Filmen skal optages i 'det virkelige liv', lige netop på det sted, som han selv har skrevet ind i handlingen. En komedie om en flink direktør 'Direktøren for det hele' er en komedie, og den handler om ejeren af en it-virksomhed, som forsøger at sælge sit firma. Han har blot det problem, at han er alt for flink, og kan derfor ikke sige nej til nogen mennesker. Derfor opfinder han en direktør, som er det stik modsatte af ham selv, og som i den grad forstår at sige nej. Men da de potentielle købere til slut insisterer på at forhandle med direktøren ansigt til ansigt, bliver ejeren af it-virksomheden nødt til at ansætte en skuespiller til at spille bad guy-direktøren. Og det kommer der selvsagt mange både komiske og pinlige forvekslinger ud af. Ekstremt alvorligt »Lars tager Dogme ekstremt alvorligt. Derfor skal vi nu ud og finde en it-virksomhed, som er villig til at lægge lokaliteter til 'Direktøren for det hele'«, siger Lars von Triers faste producer, Vibeke Windeløv. »Da vi optog 'Idioterne', flyttede vi ind i et tomt hus. Men denne gang er det vigtigt for Lars, at det bliver i originale omgivelser«. Indrykker annonce Derfor indrykker Zentropa Production på fredag en annonce her i Politiken samt i dagbladet Børsen, hvor man søger en it-virksomhed med omkring 50 ansatte. »Kunne det være dit firma?«, spørges der i annoncen, som fortsætter: »Lars von Trier ville i de kommende måneder skulle have adgang til at researche i firmaet og fra slutningen af februar 2006 have lov til at optage filmen blandt de ansatte - dog med skuespillere i selve rollerne. Da det drejer sig om en dogmefilm, vil der ikke blive sat lys, der vil ikke blive ændret i møbleringen og de ansatte vil ikke skulle ændre arbejdsgange eller på anden måde lide unødigt under tilstedeværelsen af det lille filmhold og de syv-otte skuespillere«. »Vi skriver omring 50 ansatte, men det må også godt være et lidt større firma. Det vigtigste er, at man kan fornemme, at der er tale om et firma af en overskuelig størrelse. Og der bliver på ingen måde tale om at firmaets navn eller eventuelle forretningshemmeligheder bliver udstillet. Det skal ikke holde potentielle firmaer tilbage fra at reagere«, siger Vibeke Windeløv. Flere roller på plads Det bliver Jens Albinus, der skal spille rollen som den falske direktør, og i andre roller vil vi bl.a. kunne se Peter Gantzler, Iben Hjejle og Louise Mieritz. Og Vibeke Windeløv er overbevist om, at der inden længe kommer endnu flere navne til. »Lars har bl.a. også haft møde med Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen, som er interesseret i at være med. Det var i øvrigt et meget fornøjeligt møde, hvor Lars havde fremstillet navneskilte til hver enkelt, hvor der stod 'Mads Mikkelsen, skuespiller', 'Iben Hjejle, skuespiller' og så fremdeles«. »Men allerførst skal Lars ud i den it-virksomhed, som vi forhåbentlig hurtigt finder frem til, for at lade sig inspirere. Denne gang vil han nemlig først skrive manuskriptet, når han ved, hvilke skuespillere han har til rådighed, og hvordan lokaliteterne ser ud«, fortæller Vibeke Windeløv og tilføjer: »Det er enormt sjovt, det her. Langt mere en leg, end når vi laver 'Dogville' og 'Manderlay'. For det første er økonomien slet ikke oppe på niveau med de to andre film, og så foregår det på dansk. Jeg har ikke set Lars så glad, siden han lavede 'Idioterne'«. Selv om optagelserne til 'Direktøren for det hele' ventes afsluttet i begyndelsen af april 2006, regner Vibeke Windeløv ikke med, at filmen får premiere før engang i februar 2007. »Og indtil da vil tredje del af Lars von Triers USA-trilogi, 'Washington', ligge på hylden«, understreger Vibeke Windeløv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her