Unge vil i teateret

Lyt til artiklen

»Teaterkrisen i hovedstadsområdet er for længst afblæst«, sagde formanden for HUR (Hovedstadens Udviklingsråd), Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech (K), da han skød den kommende teatersæson i gang. Også med tørre tal kan det dokumenteres, at teatrene i København som helhed har gode tider efter en række år, hvor nøgleordet var 'krise'. Udviklingen skyldes også større interesse for teatret blandt de unge, hvilket Jon Dahl Stephensen, direktør på teatret Aveny-T, kan tale med om. »Selvfølgelig har det noget at gøre med, at unge under 25 kan få billige billetter til en række forestillinger. Men erfaringerne siger os, at denne aldersgruppe udgør et modtageligt publikum med teatret på deres bevidsthedsskala. Det er vigtigt, at teatrene ikke taler ned til de unge eller lefler for dem. De vil gerne udfordres og have noget 'med kant på', og som går i dybden. Glem alt om mainstream, hvis du vil lokke de unge til, de har rigeligt med mainstream i deres hverdag«, siger han. Pænt salg Teatrene har i sæsonen 2004-05 solgt omkring 100.000 af de billetter, som unge under 25 år kan erhverve sig efter ordningerne Reumert og T30. »Foreløbig må det siges at være en succes, men på længere sigt skulle det gerne vise sig, at de unge bliver mere eller mindre faste kunder i teatrene, når de ikke er unge længere«, siger Henrik Bering Liisberg, kulturdirektør i HUR. »For mig står det klart, at jo højere uddannelse folk har, desto større chancer har teatrene for at stå stærkt i samfunds- og kulturbilledet«, anfører Jon Stephensen fra Aveny-T. Abonnementsordningen 'Ta' i teatret' kunne i den snart overståede sæson tegne sig for omkring 245.000 solgte billetter, omkring 6.000 flere end sæsonen forinden. »Udsvingene er store. Nogle teatre i hovedstadsområdet går rigtig godt, mens andre er trængt. Hvis vi ser på den samlede mængde af kulturtilbud, er konkurrencen hård, og et ellers velkørende teater skal bare have én fiasko på en sæson for at komme i vanskeligheder«, forklarer Bering Liisberg. Brochuren med næste sæsons repertoire på de otte store DST-teatre og en række af de mindre teatre i hovedstaden omdeles til 880.000 husstande i regionen. Sæsonen byder på i alt 145 forestillinger, heraf mere end 50 nye danske forestillinger og 30 stykker, der specielt er møntet på børn og børnefamilier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her