Når et filmselskab sætter 140 millioner på højkant, og jeg er manden, der har hovedrollen hos en af verdens bedste instruktører, så følger der naturligvis et vist pres med«, siger Orlando Bloom forud for premieren på Ridley Scotts nye, store korstogsfilm 'Kingdom of Heaven'.
Og økonomisk har bosserne i filmselskabet 20th Century Fox set helt rigtigt, da de valgte Orlando Bloom til hovedrollen som smeden Balian of Ibelin.For i øjeblikket er der ingen, der kommer blot i nærheden af den 28-årige britiske skuespillers popularitet blandt helt unge kvinder og piger verden over. Så alene den gruppe kan garantere, at de 140 millioner dollar ,som filmen har kostet, kommer hjem med renter og renters rente.
Orlando Blooms popularitet er lige nu på højde med hysteriet, da den unge Leonardo DiCaprio overlevede 'Titanic's forlis. Og kødranden af især helt unge piger med autografbøger og fotoklare mobiltelefoner udenfor The Dorchester Hotel på Park Lane, hvor interviewet foregår, er derfor betragtelig.
Det er i roller som Legolas i 'Ringenes Herre'-trilogien, som den smukke, unge prins Paris i 'Troya' og som Will Turner i 'Pirates of the Caribben', at Orlando Bloom især har hentet sin popularitet.
Ingen af dem er karakterroller, men derimod præstationer, hvor hans gode udseende har stået ham bi. Alligevel forsøger han at bagatellisere det faktum, at hans billede lige nu hænger i millioner af pigeværelser verden over, og at han konstant topper hitlister over verdens mest sexede mænd.
»Jo, jeg har da snakket med Johnny Depp og Brad Pitt om, hvad man kan stille op med de der paparazzi-fotografer, som dukker op overalt. Men de har rådet mig til ikke at bruge for meget tid på det«. På den anden side må det da også være flatterende at været jaget, fordi man ser godt ud og betragtes som et sexsymbol?
»Det tænker jeg nu ikke så meget over«. Arh - hold da op mand!
»Jamen det er sandt. Jeg er ærlig. Jeg har nemlig meget hurtigt lært, at uanset om det, der bliver skrevet om mig, er godt eller skidt, så er der intet af det, der kan hjælpe mig som skuespiller. For enten bliver man høj på det eller også bliver man deprimeret.
Og jeg har faktisk ikke brug for nogle af tingene i mit arbejde. Selvfølgelig hænder det, at nogle af mine venner fortæller mig, at jeg nu er stemt ind som nummer et på dén eller dén liste. Og det er da også meget sjovt. Men så er det heller ikke mere«. Du er med andre ord ligeglad med, hvad dine fans synes om dig?
»Nej, nej - men en af mine venner sagde for nogen tid siden noget meget klogt til mig. At der altid vil være en hot, ung skuespiller, eller et boyband som The Beatles.Der vil altid være unge mennesker i verden, som er i gang med at blive voksne og som søger nogle typer at spejle sig i.
»Hvis du er et af de idoler, bare for en kort tid af dit liv, skal du nyde det«, sagde han. Og jo, jeg har gode fans. Som skriver til mig og som støtter mig. Som godt kan lide de film, som jeg spiller med i. Det er da dejligt - det er sødt«. Moderne hippieJeg har læst i et interview med dig, at du kalder dig selv for en moderne hippie. Hvad mener du med det?
»Det er fordi, jeg slet ikke er med på det her teknologi-ræs, som de fleste af mine fans er. Jeg har ingen e-mail adresse, jeg spiller ikke computerspil - jeg kan end ikke finde ud af at sende SMS'er. Og så ser jeg stort set ikke tv«. Hvordan kommer du så i kontakt med venner og bekendte?
»Det er ikke noget problem. Der findes stadigvæk de gode gammeldags telefoner, og så skriver jeg faktisk rigtige breve og postkort«, siger Orlando Bloom. .
Det er kun syv år siden, at Orlando Bloom forlod teaterskolen i London. Og han understreger igen og igen, at han er i begyndelsen af sin karriere. Og at han indtil videre har været tilsmilet af heldet, selv om så meget har været tilfældigheder. Men lige netop rollen som Balian i 'Kingdom of Heaven', har han kæmpet hårdt for at få.
»Indtil videre har jeg kun spillet bi-roller. Store bi-roller ganske vidst, men her var chancen for at få en rigtig hovedrolle som en rigtig sværd-fægtende superhelt. . Det var enormt vigtigt for mig og min udvikling«. Eva Green, som spiller den kvindelige hovedrolle som Sibylla, siger, at du i rollen som Balian har udviklet dig fra at være en stor dreng til en mand. Hvad siger du til det?
»Det er jeg glad for, og det er også præcist, hvad jeg har trængt til. Efter at jeg havde spillet den kujonagtige lillebror prins Paris i 'Troja', havde jeg brug for at blive en rigtig mand.
Fysisk skete det ved, at jeg forøgede min kropsvægt med mere end 20 pund muskler ved at løfte en masse jern. Og psykisk fortalte Ridley mig, at jeg skulle spille som en af de her cowboys fra en Sergio Leone spaghettiwestern. Den der totalt stenede Clint Eastwood-facon, uden for megen mimik. Det var det, vi gik efter«. Filmen foregår i korstogstiden, men har mange referencer til fjendskabet i dag mellem kristne og muslimer. Har det underliggende politiske budskab haft nogen betydning for dig i ønsket om at være med i 'Kingdom of Heaven'?
»Vi vidste på forhånd, at det ville blive en kontroversiel film om korsfarerne, som tog til Jerusalem i år 800 og et eller andet. Og så står vi her i dag, 1000 år senere, og går igen i krig på grund af religion.
Selv om der ikke er blevet snakket meget om det i den aktuelle debat, så er det sårene fra dengang, som stadig er udgangspunktet for de konflikter vi har i dag. Hvis folk forlader biografen med et større ønske om af få en dialog i gang og få løst de konflikter, vil jeg være meget stolt. «, siger Orlando Bloom.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








