Efter Opstemtheden er fulgt en vis Depression. Offentligheden er ikke mere sikker paa, at det kommer til at gaa saa glat, som man i første Omgang troede. Selvfølgelig smuldrer Tyskland, men det er en Skuffelse, at Hitlers Død ikke har betydet Overgivelse. Disciplinen holder. Regimet har virkelig formaaet at fremkalde en dybtgaaende Skrækpsykose. (...) Hertha (hustruens søster, red.) ringede og fortalte, at den svenske Radio havde sagt at ogsaa Goebbels havde taget sig af Dage. Elsa (hustruen, red.) sagde med en svag kvindelig Sympati: »Det er ham den lille Mand med de smukke Børn«. En genial Agitator er faldet. Jeg ringede til Brandvæsenet. Det havde været en ret urolig Aften. To Mænd var ved 21 Tiden bleven skudt i Brystet i Ryesgade. Paa Vesterbrogade havde der været et vældigt Skyderi udfor Nr. 23, hvor 4 Personer var bleven mere eller mindre saaret. Endelig var der bleven dræbt en Mand, Leo Taunsig, i Sct. Annægade udfor Nr. 47. Han havde Ausweis og saa ud til at være bleven kastet ud fra en Bil. Natten var forløbet rolig. (...) Elsa sendte mig ned og hente noget Fiskesennep. Der var klistret noget paa Bankens Vægge (Amagerbanken) som fik Folk til at standse og studere. Det var Billedet af Hipofolkene, som jeg har i Bogen, men Opslaget var i større Format. Om Billedet stod der Opfordring til at mærke sig disse Fysiognomier og give Oplysninger efter Krigen. Folk studerede de enkelte Figurer med den største Interesse og af de Udtalelser, der faldt, kunde man slutte sig til, at man tog Opfordringen til sig. Selv om Hipoerne gaar helt ned i Blaaleret vil de ikke i det lange Løb kunne dække sig. De vil mangle de 95 %s Velvilje, som Frihedskæmperne har haft. Det faldt mig ind, at jeg maaske havde Ret til lidt Snaps, hvorfor jeg gik ind til Vinhandleren, som overlod ikke en halv, men en hel Flaske. (...) Oppe paa Redaktionen summede det. Berlin var taget. Prag og Hamborg var taget. Englænderne havde passeret Kielerkanalen og var i Nærheden af den danske Grænse. I Aarhus sloges Østrigere og Tyskere. I den tyske Top blev der forhandlet. (...) Bjerring (politimand, red.) lod ringe fra 'Stadil', om jeg vilde komme derover. Han var endelig kravlet op af Blaaleret. Skægget var bleven saa langt, at han mindede om Stauning. Han fortalte, at der i den anden Ende af Lokalet sad Gestapo-Mænd. Men nu var han aabenbart ikke bange længere. Jeg viste ham Ministerlisten. Han holdt ikke rigtigt af, at Prof. Fog skulde være Minister for særlige Anliggender. Derimod var han knapt saa ked af Aksel Larsen. Denne kunde ikke døje den tidligere Formand for Søfyrbødernes Fagforening, Ricard Jensen, som blev befriet af de illegale Kommunister fra Vestre Fængsel, hvor han sad til Afsoning i 12 Aar for Anstiftelse til Mord m.v. Bjerring havde i sin Tid arbejdet med Sagen vedrørende de spanske Skibe og var kommen i Karambolage med Ricard Jensen, der havde lovet ham Døden og Djævlen. Bjerring er nu stadig i Klemmen for den Sag, mange Kommunister har svoret ikke at ville glemme ham. (...) Det var den almindelige Mening, at Kapitulationen vilde finde Sted i Aften. Da jeg kom over Knippelsbro, saa jeg, at de lysegrønne Politisoldater var trukket væk, og der stod almindelige Soldater i skidne og falmede Uniformer. Skulde Politisoldaterne garderes? Hjemme lavede jeg Krigsbog. Kl. 17 blæstes der rigtig Luftalarm. Nede paa Gaden gik Folk bare videre, eller stillede sig op og kiggede paa Hipo-Fotografiet. Mon Englænderne vil ind over Byen og kaste Sedler ned med en Hilsen? Bomber bliver det neppe. Den eneste Reaktion, der bemærkedes var, at Sporvognene standsede. Mange Passagerer blev siddende. Folk snakkede ikke om andet end Krigens Ophør. (...) Paa Gaden standsede Feltpolitiet Soldaterne og spurgte om de vidste Besked. Om hvad? Vel om, at der blev Fred. Og saa ventede der os en kolossal Skuffelse. Den nye Fører proklamerede i en Tale, at Krigen skulde fortsætte. Alle rystede paa Hovedet. (...)