Mens jeg lavede Krigsbog, stod Elsa (hustruen, red.) i Kø foran Slagteren for at faa lidt hakket Kød, hvilket ogsaa lykkedes. EFTER FROKOST afsted til Bladet. Graavejr, men ret mildt. Mødte Viceværten i Gaarden da jeg tog min Cykel. Han havde talt med en Politimand, der mente, at det hele varede en Maaned endnu. Jeg troede ikke, at jeg kunde give ham saa megen Tid. Da jeg kørte forbi Domhuset kom Salatfadet imod mig med et lille Dannebrogsflag paa en Stander paa den ene Forskærm. Der var noget komisk i Modsætningen mellem den tunge alvorlige Kolosvogn og det lille muntre Dannebrogsflag. Jeg mødte et Kompagni modfaldne Ungarere i deres gulgrønne Uniformer. De var uden Vaaben. Til Gengæld havde de Tyskere, der gik uden om dem rigeligt med Maskinpistoler m.m. Megen Gavn kan Tyskerne ikke have af disse fremmede Tropper, som de ikke kan stole paa, snarere Besvær. Oppe paa Bladet tog Forchhammer (Politiken-journalist, red.) fat i mig, halede mig hen til det store Kort med Knappenaalene. Nu var Berlin bleven forvandlet til en Pindsvinestilling. Hvis Hitler vilde dø heroisk, saa maatte Berlin være Stedet, ikke netop f.Eks. Esbjerg. Vi talte om en eventuel Landgang paa Sjælland. Han bemærkede hertil at det danske Korps var bleven flyttet til Helsingborg, hvilket jo ingenlunde stod i Modstrid med Landgangs-Muligheden. Frk. Strandin (chefredaktør Hasagers sekretær, red.) kom ind og viste mig National-Socialisten, som paa Bagsiden havde et Uddrag af Politikens og Skovs (lederskribent på Politiken, red.) Artikel af 28. August 1940. JEG KOM FOR SENT til at se Fangerne fra Frøslev, der kørte over Raadhuspladsen. Begejstringen havde været stor. Man havde raabt Hurra og var sprunget op i Vognene. SANDVAD (Politiken-journalist, red.) kom ind. Han havde mødt den tidligere almægtige tyske Pressechef, Dr. Meissner. Da hans Rolle var udspillet her i Byen, blev det meddelt, at han skulde til Fronten, han var altsaa kommen igen mere fedladen end før. Han havde hilst elskværdigt paa Sandvad. Iøvrigt forlød det, at Himmler havde været i Lübeck og forhandle. Om hvad? KLAUSEN (Politiken-journalist, red.) kom ind og holdt Palaver. Han fortalte, at Hasager (chefredaktør på Politiken, red.) havde spurgt ham, hvad man sagde om Politiken indenfor de unge Akademikeres Kredse. Han svarede frimodigt, at man i hvert Fald indenfor de kommunistisksindede var meget harm paa Politiken, bl.a. som Følge af Skovs Artikel. Dertil havde Hasager bidsk bemærket, at Kommunisterne i hvert Fald havde mindre Grund til at kæfte op. Hasager var nu ved at samle Udklip fra Arbejderbladet fra den Periode, da Rusland var allieret med Tyskland. Radio-Optagelserne kom. Den mest sensationelle Meddelelse var en endnu ikke bekræftet Ting om, at de tyske Styrker i Italien havde givet op. Var det rigtigt vilde meget andet snart følge efter. ELSA bemærkede, at Franckes ovenpaa (Tyskerne) i den sidste Tid var bleven meget stille. Han spillede ikke mere, og Radioen gik ikke paa fuld Kraft, og Fru Francke var bleven mindre "høj i Hatten." Tavsheden bredte sig deroppe. Elsa mente, at der var noget, de var bange for. Hun havde lagt Mærke til, at de gik til Vinduet og rullede op for at kigge ned. ... Da jeg atter ringede til Stribolt fortalte denne mig, at Göring havde bedt om sin Afsked paa Grund af et daarligt Hjerte og havde faaet det bevilliget. "Han har spist for mange Wienerbrød," bemærkede Elsa tørt og mindede dermed om Görings Orienteringstur til Danmark før Krigen. Stribolt fortalte endvidere at det tyske Sammenbrud i Italien var bleven bekræftet. Endelig kunde han oplyse at Bremen havde kapituleret.