TV 2 lancerer ny kanal til efteråret

Ekspert forudser, at den kommende TV 2-kanal bliver en ren nyhedskanal. - Arkivfoto: Klaus Holsting
Ekspert forudser, at den kommende TV 2-kanal bliver en ren nyhedskanal. - Arkivfoto: Klaus Holsting
Lyt til artiklen

Danskerne kan se frem til mere tv - og det kommer til at koste. TV 2 har nemlig planer om at åbne en ny betalingskanal til efteråret, fortæller tv-stationens økonomidirektør, Anders Kronborg. »Vores ambition er at åbne en ny kanal i løbet af efteråret, men vi ved endnu ikke præcis hvilken. Det ligger dog fast, at det bliver en betalingskanal ligesom Zulu og Charlie. Prisen bliver mellem 1 og 15 kroner om måneden - afhængigt af indholdet«, siger han. TV 2 Charlie Sidste efterår åbnede TV 2 Charlie til seere, der er »nærmest voksne«. Kanalen er indtil videre en blandet succes med en seerandel på én procent. TV 2 Zulu, der henvender sig til unge seere, har efter fem år en andel på to procent. Når TV 2 endnu en gang vælger efteråret til at lancere nyt, så skyldes det, at man vil tilbyde kanalen gratis til seerne i de første måneder, så de kan nå at stifte bekendtskab med kanalen, inden antenneforeningerne i februar og marts stemmer om, hvilke kanaler de vil have med i paletten. Flere små TV 2 vil i de kommende år åbne flere nye kanaler. Det er en forudsætning for at opretholde den nuværende indtjening, siger Anders Kronborg. »De sidste fem-seks år har de store kanaler, DR 1, TV 2 samt TV 3 og TV Danmark, tabt seere til de små kanaler som DR 2 og TV 2 Zulu. Det betyder, at vi får sværere og sværere ved at opretholde reklameindtægten på hovedkanalen«. Derfor prøver TV 2 at samle de tabte seere op med de nye kanaler. At det drejer sig om betalingskanaler giver desuden en klar fordel. De er ikke afhængige af, hvor meget reklameplads annoncørerne køber. »Brugerbetaling er jo uafhængig af konjunkturerne, så det giver os et ekstra ben at stå på«, siger Kronborg. Flere tematiske kanaler Det kuldsejlede salg af statens aktier i TV 2 betyder, at tv-stationen nu er på jagt efter nye samarbejdspartnere, der har penge og ekspertise. Medieforsker Frands Mortensen fra Aarhus Universitet tør godt give et par bud på indholdet af TV 2's nye kanal. »Man kunne forestille sig tematiske kanaler. En 24-timers nyhedskanal som CNN, en filmkanal, en sportskanal eller en mere livsstilspræget kanal om boligindretning eller mad. Jeg tror dog mest på en nyhedskanal, for der har TV 2 i forvejen stor ekspertise og vil kunne starte op forholdsvis ubesværet«, siger han. »Det gælder ikke om at få høje seertal, men hvis TV 2 kan få en million seere til at betale 100 kr. om året for adgangen til kanalen, så har man pludselig en indtægt på 100 mio. kr. I det øjeblik røgen kommer op fra Det Sixtinske Kapel, så vil mange gerne have muligheden for at følge med live på en dansk kanal«, siger Frands Mortensen, der forudser, at en nyhedskanal ville få en seerandel på én procent. Dyrere tv upopulært Frands Mortensen advarer dog TV 2 mod at tro, at danskerne er villige til at tage alle nye kanaler til sig. For de skal have pungen frem hver gang: »Det bliver jo dyrere at se tv, for du skal betale abonnement for hver enkelt kanal. Der har allerede været brok i antenneforeningerne over prisen på Zulu og Charlie (5-10 kr. om måneden, red.), og det er ingen hemmelighed, at TV 2 har måttet markedsføre sig massivt for at få de nye kanaler solgt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her