Oscarmodtager får støtte til debut

Lyt til artiklen

Forventningerne er helt i top til Martin Strange-Hansen, når han i begyndelsen af det nye år debuterer med sin første spillefilm 'Den rette ånd'. Og det er helt hans egen skyld. For først fik han en såkaldt studenter-oscar for sin afgangsfilm fra filmskolen 'Når lysterne tændes'. Og dernæst fik han en rigtig Oscar for kortfilmen 'Der er en yndig mand'. Den slags er trods alt ikke hverdagskost. Magisk historie Martin Strange-Hansen har selv skrevet manuskriptet til 'Den rette ånd' sammen med Flemming Klem, som fortæller historien om den 40-årige tryllekunstner Poul, der endnu ikke har haft sit helt store gennembrud. For at få råd til det helt rigtige udstyr, laver han en aftale med forsikringsagenten Arne, som også er i nød for likvid kapital. Det bliver til, at Poul er clairvoyant og kan uddrive ånder, mens Arne skaffer betalingsvillige ofre. Ken Vedsegaard (Erik fra 'Krøniken'), Jesper Asholt, Sofie Gråbøl, Laura Bro og Ellen Hillingsø har hovedrollerne i filmen, som konsulentstøttes med seks millioner kroner. Store forventninger er der også til Annette K. Olesen, som efter 'Små ulykker' og 'Forbrydelser' nu er gået i gang med optagelserne til endnu en film med noget på hjertet, med titlen 'Den der sover'. Igen er Annette K. Olesen gået sammen med Kim Fupz Aakeson, der har skrevet manuskriptet til historien om Per, der bliver udsat for et brutalt overfald og indlægges i koma på intensiv afdeling. Der er ingen vidner til overfaldet, men i forstaden har man sine anelser og 'kvalificerede' gæt på, hvem overfaldsmanden kan være. Pers lillesøster Mie hører rygter - det samme gør hendes kæreste Shadi, som kaster mistanken på sin storebror. Optagelserne er startet i denne uge med Anette Støvelbæk, Helle Hertz og Trine Appel i de store roller. 'Den der sover' har fået 7,5 millioner kroner i konsulentstøtte, og forventes at få premiere i februar næste år. Frugtbart samarbejde Susanne Bier fortsætter sit frugtbare samarbejde med Anders Thomas Jensen i filmen 'Efter brylluppet', som går i optagelse næste måned med bl.a. Mads Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen og svenske Rolf Lassgaard på rollelisten. Filmen, som har en mands svigt over for sin datter i centrum, får konsulentstøtte på 7,9 millioner kroner og forventes at komme ud i biograferne i begyndelsen af det nye år. Wikke og Rasmussen, derimod, venter med premiere på deres nye film 'Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger' til efteråret 2006. Filmen, som har fået ni millioner støttekroner fra Filminstituttet, er skrevet af Michael Wikke og Steen Rasmussen i samarbejde med Rasmus Heisterberg (Kongekabale) og har - foruden Wikke og Rasmussen selv - Nicholas Bro og Anders W. Berthelsen på rollelisten. Og endelig får Simon Staho to millioner kroner i konsulentstøtte til 'Bang Bang Orangutang', som allerede er optaget i Sverige. Mikael Persbrandt i spidsen Som det var tilfældet med Simon Stahos seneste film 'Dag og nat', så er denne film også besat med svenske skuespillere, med Mikael Persbrandt i spidsen som den succesrige forretningsmand Åke Jönsson, der elsker sig selv, sin karriere og sin store, dyre bil. Hvad han derimod har glemt at elske, er sin familie, som han pludselig mister på et skæbnesvangert sekund. 'Bang Bang Orangutang' har svensk premiere i oktober, mens den danske premiere endnu ikke er fastsat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her