Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver beskyldt for at komme med »helt- hen-i-skoven svar«, når han skal forklare, hvorfor salget af TV 2 er blevet bremset. Beskyldningerne kommer fra to af de interesserede købere, SBS og MTG. Fogh forklarede på sit pressemøde i går, at alle kan indse, at netop de to selskaber pludselig har fået et fortrin i forhold til de seks øvrige tilbudsgivere. Det er sket ved, at de har anlagt de retssager, som har fået regeringen til at trække håndbremsen. Vinder SBS og MTG kapløbet om TV 2, så vil de kunne droppe retssagerne igen. Forskelsbahandling Sagerne er ubehagelige for en ny køber, fordi de handler om, at TV 2 skal betale penge tilbage til statskassen. »Det skaber en forskelsbehandling blandt tilbudsgiverne. Jeg tror, at enhver kan se, at de to nu sidder med en særlig knap, som de kan skrue på i forhold til de andre tilbudsgivere«, sagde Fogh og uddybede: »De to tilbudsgivere, som har anlagt sager, de kan nu opføre sig på en sådan måde, at skulle det gå sådan, at de køber TV 2, så kan de opgive sagerne. Hvis det går sådan, at de ikke køber, så kan de fastholde sagerne. På den måde, så er de stillet bedst i forhold til de andre tilbudsgivere«, sagde Fogh. 'Fogh snakker udenom Det er det rene sludder, fastslår kommunikationschef Niels Jørgen Langkilde fra MTG, der bl.a. ejer TV3. »Hvis TV 2 bliver solgt til os, tror du så at SBS, der er vores benhårde konkurrent vil sidde og sige: 'Nej, så trækker vi også vores sag?' Nej, selvfølgelig vil de køre den videre. Han snakker uden om«, siger Langkilde. Og den udlægning bekræfter SBS: »Altså, én sag er jo rigeligt til at få dømt TV 2 til yderligere tilbagebetaling. Så derfor er det et forunderligt synspunkt. Dertil kommer, at der da også er den mulighed, at domstolen af egen drift kan vælge at sige, at det har offentlighedens interesse, og derfor fastholde sagen. Så det er juridisk ikke engang korrekt. Og jeg kan da sige, at det er helt utænkeligt, at vi ville droppe sagen, fordi TV3 havde købt TV 2. Tværtimod.«, siger informationschef Lars Kaspersen. Langkilde frygter stadig, at den egentlige forklaring er, at regeringen ikke vil sælge til bestemte købere. Fogh: Ingen anden udvej Til netop det spørgsmål svarede Fogh: »Vi har ansvar for som regering at sikre på skatteborgernes vegne, at når man sælger et aktiv, så får man den bedst mulige pris. Når vore rådgivere siger, at det ikke er forsvarligt at fortsætte processen, fordi der er usikkerhed om, hvilken pris vi kan få, og fordi der er ulige vilkår for tilbudsgiverne, så er der ikke anden udvej«. Også det ophidser Langkilde: »Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at han ikke vil svare på spørgsmålet om det er for at forhindre en bestemt tilbudsgiver i at få TV 2. Jeg undrer mig over forløbet, og jeg håber, at vi snart får det opklaret. Det havde da været nemt for statsministeren at svare afvisende«, siger Langkilde. TV 2 skal stadig sælges Ud over Foghs to argumenter - prisen og de ulige vilkår - så brugte han mødet til at fastslå, at regeringen stadig vil sælge TV 2. Hvornår det kan ske, svarede han ikke på, men han understregede, at det nu handler om at sikre en ordentlig økonomi. »Jeg vil godt understrege, at i hele den periode der går, er det helt centralt for regeringen, at vi har et stærkt TV 2, der kan konkurrere på lige vilkår med DR«. Hvordan Fogh vil tilføre TV 2 flere penge ville han ikke uddybe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








