Illegale folk krævede sygekassebøger

Lyt til artiklen

Ordnede Krigsbogen i de tidlige Morgentimer. Gjorde 204 færdig og saa afsted. Klokken var 9:15. Knippelsbro gik op. En Kulpram [blev] bugseret igennem. En Mand fortalte, at den blev lastet med Kurve og atter skulde losses med Kurve til Eksport, hvilket var en sen Historie. Altsammen paa Grund af Langebros Sprængning. Ud til Mødet paa Frederiksberg. Det blev fortalt, at Tyskerne troede, at naar nu de danske Betjente blev sendt hjem, vilde de atter gaa i Arbejde. Det var imidlertid en meget stor Fejltagelse. Man snakkede om den øverste Politiledelse, som saa smukt havde meldt sig efter at Bomberne mod 'Shellhuset' havde befriet dem. De kom med indbyrdes modsigende Forklaringer. Og nogen Beundring høstede de ikke. Dahl og v. Magius var de sidste, der meldte sig, og de havde benyttet Lejligheden til at drikke sig snydefulde. Der blev paa Mødet givet en Oversigt over Politiets Hjemkomst. Men længere Tid tog det at diskutere Tobakskort-Problemet. Det var et stort Problem. Mange var misfornøjede med, at de daarlige elementer ogsaa skulde have Tobak, men enten eller? Og saa fandt det alligevel bedre ikke at forsage. DER VAR saa koldt i Værelset, at jeg sad med Frakke paa. Det hjalp, da vi fik en god Frokost med Snaps. Ved Slutningen af Mødet blev den kvindelige Sekretær udelukket for hendes egen Skyld. Jeg trak mig ogsaa tilbage, da der skulde drøftes Forhold, som ikke vedkom mig. Ude paa de frederiksbergske Villaveje skinnede Solen. Tog ind til Bladet. Lille Næsh (Politikenjournalist, red.) havde lavet det meste. Talte med Bak-Sørensen fra Social-Demokraten. Han fortalte, at 10 illegale Folk havde været i Gentofte-Vangede Sygekasse, hvor de havde tiltvunget sig 50 Sygekassebøger, som rimeligvis skal bruges til at underbygge Legitimationen med. En Mand var bleven skudt i Toget mellem Jægersborg og Lyngby. Det var en Cykelhandler Frode Jensen, som havde stukket flere Politibetjente og afsløret et illegalt Trykkeri. Ved 17:30 Tiden tog jeg hjem i det pragtfulde Vejr. Spiste lidt, skrev lidt og tog saa atter afsted. Foretog mig intet paa Bladet, men gik hjem efter en Times Forløb. Der kørte nogle store Biler med Lærredsomhæng fra Røde Kors gennem Gaden. Mange ældre, deforme Soldater saas. Menneskestrømmen til Knippelsbro vældig. For anden Gang saa jeg Broen gaa op. Kom bag paa Tusse (datteren, red.), der sad og spillede. Elsa (hustruen, red.) klippede. Syslede lidt med Krigsbogen. I Seng Kl. 23.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her