Saul Bellow, der døde i går, 89, var en forfatter af den slags, der skriver historie, samtidig med at de fortæller historier. Hans bedste skikkelser - regnkongen Henderson, brevskriveren Herzog og den triste dekan Corde - er mænd, der fortæller deres egen private historie og på samme tid indfanger det 20. århundredes Amerika, som deres forfatter så det, med raseri, ironi og godt skjult overbærenhed. Hans forældre var emigreret fra St. Petersborg til Canada, kort før han blev født som familiens fjerde søn, og døbt Salomon. Faderen drømte om, at sønnen skulle blive til noget stort, helst rabbi, for han havde selv svært ved at klare sig. Først da han var emigreret videre til Chicago og havde vundet en position som spritsmugler i forbudstiden, kom der skik på familiens økonomi. Men 8 år gammel var familiens yngste med kælenavnet Saul under et langvarigt hospitalsophold blevet opslugt af 'Onkel Toms Hytte'. Fra da af vidste han, ifølge sin egen senere mytologi, at han ville være forfatter. Hemingway som ideal Hemingways hårdkogte prosa var tidens ideal. Det brød Bellow med. Han søgte sig grandiosere forbilleder, Shakespeare, Det Gamle Testamente, de store russiske romanforfattere fra det 19. århundrede. Måske kan vi takke Bellows oplevelse på Chicagos Universitet for dette valg. Hans engelskprofessor fortalte ham, at »ingen jøde kan gøre sig håb om at fatte den engelske litteraturs tradition«. Så skiftede unge Bellow fag. Det blev til et uafsluttet studium i antropologi og sociologi, inden han blev forfatter på fuldtid. Det er skæbnens ironi - eller Bellows bevidste valg - at han senere skulle blive anklaget for den samme racisme, som den han her var blevet mødt med. Afrikanerne vil aldrig kunne skrive litteratur som hans egen, mente han, da han var 73, for »hvor er zuluernes Tolstoj?«. Subtil analyse Sin stemme fandt Saul Bellow, da han fandt midler til at udtrykke den mandlige hovedperson, som fusker lidt med tilværelsen, stiler mod de svære valg, men vælger de nemme løsninger. Med dem som redskab kunne Bellow udfolde sin subtile analyse af den menneskelige komedie i det 20. århundrede, med ironisk distance og humoristisk indlevelse. Det begyndte med 'En ung amerikaners eventyr' og fortsatte i 'Regnkongen Henderson', der foregår i et Afrika, Bellow aldrig har besøgt. Det voksede videre i 'Herzog', om fem dage af en ung akademikers liv, og det kulminerede med 'Humboldts gave', der fik priserne til at regne ned over ham, inklusive den største af dem, Nobelprisen i 1976. Charlie Citrine er bogens lidt snuskede fortæller, som har en ven, Humboldt, der skrev digte og prædikede poesi, men gik til i piller, politik og paranoia uden at drive det til noget. Charlie sætter sig for at »udforske det gode og det onde i Humboldt, forstå hans nederlag, rumme hans smerte og finde ud af, hvorfor så store gaver førte til så små resultater«. Udforskningen af Humboldt bliver til udforskningen af en kultur, af Amerikas dille med Freud, som Bellow var skeptisk overfor, af den amerikanske kulturs materialisme og dens kønsroller. Romanstrøm Saul Bellow var ikke udskrevet med bedriften Humboldt. Ved siden af en fortsat strøm af romaner, fra 'Dekanens December' i 1982 til 'Ravelstein' i 2000, har han skrevet samtidskritiske essays i en stadig strøm, blandt andet i New York Review of Books. Man mærker på produktiviteten, at Bellow er undsluppet den normale forfatterskæbne her til lands. Han er den eneste amerikanske nobelpristager i litteratur, bortset fra Pearl S. Buck, der ikke endte med at blive regeret af kong Alkohol. Prins Eros har derimod givet ham et omskifteligt liv, foruden et hav af affærer fem ægteskaber, hvoraf de fire første endte i skilsmisser. Med den sidste hustru blev han far til en datter, der ved sin fars død er fyldt fem år. Mens jeg skriver dette, hører jeg Saul Bellows stemme på den lokale radiostation i San Francisco. Han giver en påmindelse, det er værd at huske: »Læsere skal give fanden i, hvordan forfattere lever. Der er kun én ting, der er interessant ved en, der skriver: det, han skriver«.