Vi behandlede de tyske flygtninge anstændigt og har intet at skamme os over. Det er meldingen fra tre danske besættelsestidseksperter, der sætter spørgsmålstegn ved den ph.d.-afhandling, Kirsten Lylloff i dag forsvarer på Københavns Universitet. I afhandlingen dokumenterer Kirsten Lylloff de usle kår, 10.000 tyske flygtningebørn levede under i danske lejre fra 1945-1949. Behandlingen af de mange børn, der måtte flygte uden forældre efter russernes invasion af det østlige Tyskland, kalder hun »en humanitær katastrofe«, fordi børnene manglede mad, tøj og medicin. Myndighederne beskyttede flygtningene Men de danske myndigheder beskyttede blot flygtningene. Danskernes had til tyskerne var så stort, at flygtningene skulle isoleres: »Pigtråden skulle beskytte dem mod raseriet fra den danske befolkning«, siger arkivleder Arne Gammelgaard, som har skrevet flere bøger på baggrund af interview med tidligere tyske flygtninge. »Ressourcerne var knappe, og vi havde nok at gøre med vore egne. I den situation kan man ikke forvente, at vi havde behandlet de tyske flygtninge bedre«, siger Gammelgaard og fastslår, at »vi ikke har noget at skamme os over«. Intet at gøre med folk som lever i dag Også den tidligere modstandsmand Jørgen Kieler tager afstand fra Kirsten Lylloffs undersøgelse: »Jeg vil ikke være med til at fordømme den behandling, de tyske flygtninge fik. De blev behandlet anstændigt«. Historieprofessor Henning Poulsen fra Aarhus Universitet afviser, at den ny viden, der er kommet frem, skulle give anledning til selvransagelse: »Folk, der lever i dag, har jo stort set ikke noget med det at gøre«. Dén holdning kalder Kirsten Lylloff »nonchalant«: »De tidligere flygtninge, jeg har talt med, har fortalt frygtelige livshistorier. Jeg mener ikke, at seriøse historikere er grundlæggende uenige med mine konklusioner«.