TV 2's bejlere er skuffede

Lyt til artiklen

Vi er skuffede, overraskede og frustrerede. Sådan siger en række af de mediekoncerner, der har budt på statens aktier i TV 2, efter at regeringen har sat salget på standby. Lars Kaspersen, informationschef i SBS Broadcasting, der står bag TV Danmark, siger: »Vi er overraskede. Det var kendt, allerede da regeringen satte TV 2 til salg, at der var en række sagsanlæg og dermed usikkerhed om tv-stationens økonomi. Derfor undrer vi os meget over, at processen nu kuldsejler. Vi håber, at regeringen er bedre forberedt, når salget engang genoptages«. Regeringen satte størstedelen af statens aktier i TV 2 til salg 28. oktober sidste år. 8. december meddelte kulturminister Brian Mikkelsen (K), at otte nordiske og internationale foretagender havde budt. Nu er processen stoppet, fordi en række sager ved EF-domstolen kan ende med, at en milliardregning havner hos tv-stationen. Kendte risiko Jørgen Madsen, direktør i MTG, der blandt andet ejer TV3 og Viasat, siger, at MTG's interesse i TV 2 ikke afhænger af udfaldet af de verserende sager. Derfor forstår han ikke, at regeringen sætter processen i stå. »Vi bød, vel vidende at der kører en række sager ved EF-domstolen. Hvis en virksomhed, der er til salg, er involveret i retssager, så er det jo helt normalt, at man fastsætter sit bud ud fra den risiko, der er forbundet med sagerne. Det har vi også gjort. Vi synes selv, vi har givet et meget flot bud, når man tager usikkerheden om TV 2's økonomi i betragtning«, siger Jørgen Madsen. Usikkerheden har dog været mindre for MTG og SBS end for de andre bejlere. Det er de to mediekoncerner, der i år har anlagt sager ved EF-domstolen for at få underkendt, at staten har skudt 833 millioner kroner ind i TV 2 for at hjælpe tv-stationen med at betale ulovlig statsstøtte på en milliard tilbage. Både MTG og SBS er fortsat interesserede i at købe TV 2, selv om salget skal gå forfra, når EU-sagerne er afgjort om mindst to år. Nej tak til regning Lasse Bolander, direktør i Det Berlingske Officin, der sammen med svensk TV4 har budt på TV 2, er skuffet over, at der nu kommer til at gå endnu længere tid, hvor de største landsdækkende tv-stationer alene er kontrolleret af staten. »Vi kan ikke gøre andet end at tage regeringens beslutning til efterretning. Vi har intet imod at tage en forretningsmæssig risiko ved TV 2 - for eksempel at annoncemarkedet kan svigte. Men vi ønsker ikke at påtage os den juridiske risiko, de ligger i de uafklarede retssager«, siger han. I JP/Politikens Hus tager direktør Lars Henrik Munch regeringens beslutning til efterretning. Han siger, at koncernens interesse for TV 2 er intakt, såfremt betingelserne er de rette. »Vi er overbeviste om, at regeringen har gode grunde til at udskyde salget«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her