Pædofili er vores værste tabu

Lyt til artiklen

Hvad skal vi med alle de filmfestivaler? Spørgsmålet stilles ofte, og 'The Woodsman' er et af de bedste svar længe. Helt uforståeligt har denne film om en pædofil mand, som efter 12 år i fængsel skal integreres i samfundet, ikke fundet vej til en eneste dansk biograf. Men takket være NatFilm Festivalen rettes der nu op på dette misforhold. 'The Woodsman' var det helt store samtaleemne ved filmfestivalen i Cannes sidste år, selv om den blev vist i et af de mere ydmyge sideprogrammer. Den er instrueret af debutanten Nicole Kassell og har Kevin Bacon i den altdominerende hovedrolle som den pædofile Walter, der bliver sluset ud til et arbejde på et savværk, og som får en lejlighed over for en skolegård med mindre børn! Men Kevin Bacon, som vi sidst så som den splittede kriminalbetjent Sean Devine i Clint Eastwoods 'Mystic River', nøjes ikke med at spille hovedrollen. Fordi han anså filmen for at være så vigtig at få lavet, stak han en pæn sum af sine egne penge i den og blev medproducer. »Og det var lige netop, hvad jeg ikke havde brug for på det tidspunkt«, siger Kevin Bacon til Politiken forud for den danske premiere på NatFilm Festivalen. »Efter 'Mystic River' var jeg på udkig efter noget stort og noget, som ikke var så mørkt som Clints film. Noget, som jeg kunne tjene penge på. Og så kommer en af mine venner med manuskriptet til 'The Woodsman', som han er blevet opfordret til at skyde penge i, og spørger, om jeg ikke lige gider læse det og give ham et godt råd. Og der stod jeg så med en film om en pædofil, som jeg ikke alene havde lyst til at spille, men som jeg også var sikker på, at jeg ville komme til at sætte penge til på«. Havde du ikke betænkeligheder ved at skulle spille - ikke alene en pædofil, men en pædofil, som publikum oven i købet bliver bedt om at have en vis forståelse for? »Der var mange, også blandt mine venner, der sagde: Lad være! Det er en karrieredræber! Men jeg tror ikke på den slags. Jeg har engang haft en meget lovende karriere, hvor jeg stort set kunne få, hvad jeg pegede på. Det er slut. Nu er jeg bare en skuespiller. Sådan opfatter jeg mig selv. Det er, hvad jeg altid har ønsket mig at være; det er der, min styrke ligger. Så nej, jeg havde ingen betænkeligheder. Oven i købet har jeg trukket Kyra med ind i filmen«, siger Kevin Bacon og refererer til sin hustru, Kyra Sedgwick, som spiller Walters kollega Vicky på savværket, og som han senere bliver kæreste med.
Det værste tabu
Du har selv to børn. Har det haft indflydelse på din interesse for at sætte fokus på pædofili? »Børn påvirker alle vores beslutninger i livet. De er så stor en del af vores liv, for deres ve og vel kommer altid i første række. Og på grund af dem forstår jeg da også på den ene side, hvorfor pædofili er det værste tabu, vi har. Men på den anden side må vi også være parate til at konfrontere vores værste mareridt. For ellers kommer vi aldrig nogen vegne«. »Da jeg sagde ja til at spille Walter, var det, fordi jeg syntes, at rollen var udfordrende. Det var først, da jeg begyndte at researche i emnet, det gik op for mig, hvor enormt et tabu pædofili er. Filmen tilbyder ingen moralske løsninger. Og det gør jeg heller ikke som producer og skuespiller. Men at feje problemet ind under tæppet og se den anden vej, må aldrig blive vores løsning på et problem«, siger Kevin Bacon. Har du talt med pædofile i din forberedelse til at spille rollen? »Nej, men det ved jeg, at Nicole (Kassell, filmens instruktør, red.) har. Hvis jeg skulle tale med pædofile, skulle det være for at lure dem nogle ting af. Finde nogle specielle træk hos dem. Og det tror jeg ikke på, at man kan. Jeg tror ikke på, at pædofile er en bestemt type, som alle sammen gør de samme ting. Tværtimod var det vigtigt for mig, at Walter skulle være så almindelig som muligt. Jeg ville ikke sætte en bestemt etiket på ham«. Hvilke ting fokuserede du specielt på, som Walter skulle indeholde? »I min research fandt jeg frem til, at der er en masse skyld og skam involveret. Derfor satte jeg mig for at udforske de to tilstande i flest mulige former. Men selv da jeg havde gjort det på forhånd, overraskede det mig, hvor smertefuldt det var at spille Walter. Det gjorde virkelig ondt«, siger en eftertænksom Kevin Bacon. 'The Woodsman' er en af de film, som deltager i konkurrencen om TV 5's kritikerpris, og den indgår som et af emnerne til publikumsprisen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her