Med en ven som EU-kommissionen, hvad skal man så med fjender? Et EU-pålæg stadfæstet af Folketinget med det formål at beskytte folk i løse ansættelser får nu den umiddelbare konsekvens, at de store danske musikkonservatorier skiller sig af med rundt regnet 150 timelærere hurtigst muligt. Derfor opfordrer Dansk Musikerforbund nu alle medlemmer til stillingsblokade: de skal ikke søge de nyopslåede stillinger på de to københavnske musikkonservatorier. »Hvis de stillinger bliver besat, blokerer det for en løsning. Derfor har vi opfordret alle vores medlemmer til ikke at søge dem, så vi kan komme i forhandling i den her groteske sag. Vi vil forplumre ansættelserne, så det ikke bliver muligt at omgås loven på den måde«, siger Martin Arnoldsen, der er direktør for Dansk Musikerforbund, som har organiseret de løstansatte. Miseren er opstået, fordi EU-direktivet dikterer, at en løs medarbejder kun kan få sin kontrakt forlænget to gange i en tidsbegrænset stilling. Herefter bør medarbejderen i lovens ånd tilbydes fastansættelse for at blive sidestillet med de kolleger, der allerede sidder i faste stillinger. Altså et direktiv, der skulle sikre tryghed for den enkelte, men som nu resulterer i masseafskedigelser. På Rytmisk Musikkonservatorium vil cirka 75 timelærere, det vil sige de, der er blevet forlænget to gange, ikke blive genansat, og for Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums (DKDM) vedkommende handler det om omtrent det samme antal. »Steen Pade (rektor for DKDM, red.) har offentligt kaldt situationen grotesk, og så langt er vi jo i hvert fald enige«, siger Martin Arnoldson. »Og tilsyneladende er det udsigten til at skulle betale disse mennesker pension, når de er blevet ansat, der får konservatorierne til straks at kigge sig om efter nogle nye folk til afløsning for de gamle«. Situationen blokeres Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Rytmisk Musikkonservatorium har allerede begge med lynets hast opslået en række deltidsstillinger til besættelse lige efter påske, og det er de stillinger, som Martin Arnoldsons nu opfordrer medlemmerne af Dansk Musikerforbund til ikke at søge. Hvis de gør det, vil det efter hans mening nemlig »blokere situationen fuldstændig«, fordi sagen dermed vil være afgjort på kort sigt. »Der sidder over hundrede mennesker og frygter, at de ikke har noget arbejde efter påske. Man skal ikke kunne lykkes i at sige, at man vil beskytte en række løstansatte for så at fyre hele bundtet«. Peter Danstrup, der er rektor for Rytmisk Musikkonservatorium, var, straks han så EU's direktiv, på det rene med, hvad konsekvensen måtte blive, og han kalder den aktuelle situation for en undtagelsestilstand: »Og ja, det er absurd, at en lov, der skulle beskytte nogle mennesker, nu skader dem, men på en kunstnerisk uddannelsesinstitution kan vi ikke have fast personale i det omfang, som direktivet lægger op til. Vi er nødt til at have en langt større fleksibilitet og en bedre balance mellem faste og løse. Vores verden er i stadig bevægelse, og behovet for f.eks. en lærer, der underviser i bas, afhænger af, om der lige nu mest er behov for undervisning i elbas eller i kontrabas. Vore lærere er specialister, og behovet for dem skifter fra sæson til sæson«. Ny struktur Rytmisk Musikkonservatorium har i høj grad lagt sin struktur om i de seneste år, og Danstrup, der har iværksat en større analyse af, hvilken pædagogik der er behov for, forestiller sig, at flere af timelærerne vil kunne tilknyttes i kursussammenhænge, altså i kortere tidsmoduler. Den typiske lærer på et musikkonservatorium lever ikke af sin undervisning alene, og der er stor forskel på, hvor mange timer den enkelte har. Peter Danstrup fastholder, at det, der gør en lærer attraktiv som lærer, er, at han eller hun er tilknyttet to-tre orkestre og måske komponerer musik ved siden af. »Og de folk, vi uddanner herinde, skal både kunne spille og undervise«, siger han. »Vi er selvfølgelig også med på, at konservatorierne skal være optimalt fungerende«, siger Martin Arnoldson fra Dansk Musikerforbund. »Vi mener bare, at man bør fastansætte timelærerne i stedet for at skaffe sig af med dem. Man kan jo bare ansætte dem i det timetal, de allerede har, og hvis det så om nogle år viser sig, at behovet ligger et andet sted end inden for den enkelte lærers kompetence, så kan man afskedige vedkommende. Det er fælles for alle brancher«. Fastansættes Ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg har rektor Axel Momme taget en anden konsekvens af EU-direktivet end kollegerne i København. Indtil videre er én ud af de berørte ti timelærere blev fastansat, og Momme regner med, at man efter påske vil tilbyde ansættelse til de sidste ni. »Så skal vi betale mere i pensioner, og det er jo ikke noget, man har råd til, men noget man skal tage sig råd til«, som han siger. »Men pengene skal findes i konservatoriets samlede lønsum, og det kan komme til at gå ud over undervisningen. Ikke at jeg tror, at alle de ni vil tage imod tilbuddet, for vi tilbyder ikke rejsegodtgørelse for de ansatte, og mange af timelærerne kommer rejsende fra både København og Århus, og for dem kan det måske ikke betale sig længere«. Undervisningen ved Vestjysk Musikkonservatorium fordrer dog ikke samme elasticitet som den, Peter Danstrup fortæller om for sit københavnske konservatoriums vedkommende: »Vi underviser i tre ret afgrænsede områder, ensemble, kirkemusik og musikformidling, og her er det lettere at finde en profil, der kan holde i lang tid«. Fra Kulturministeriet udtaler Brian Mikkelsen kort via sin pressechef, at »konservatorierne må selv tilrettelægge deres undervisning efter de gældende regler«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








