Det er ikke så faretruende, som det ser ud på billedet til højre. Det er faktisk i sidste ende en positiv historie. Manden til venstre er operasangeren Niels Juel Simonsen, der blot spiller grumme gal som Hans Heiling i operaen af samme navn. Og der er indlysende grunde til, at direktøren for Teatermuseet i København, Ulla Strømberg, forsøger at favne Lurifax i skikkelse af skuespilleren Victor Neumann. Kunstneren bag begge billeder er P.S. Krøyer, der først og fremmest er berømmet som den mest populære skagensmaler. Tænk blot på de blålige strandbilleder. Her viser han en helt anden og forholdsvis ukendt side af sit talent, og fra i morgen udstilles værkerne, der i årtier fik lov til at forfalde i glemsel. De indgår ikke i de almindelige registreringer af Krøyers arbejde, men er på Ulla Strømbergs initiativ og med støtte fra private fonde blevet restaurerede og konserverede. Ulla Strømberg fik øje på dem og deres miserable tilstand, da hun for to år siden tiltrådte som direktør. Dengang hang de i forhallen oppe under loftet, og først da en stige var bragt til veje, afslørede signaturen deres ophavsmand. Oversete kunstværker Hvorfor de i alt 11 skrøbelige portrætter blev overset, og fik lov til at sygne hen, er uvist. Festmennesket Krøyer skabte dem på bestilling, da skuespillere og sangere kaldte til maskerade en marts-aften i 1885 i Casino i København. »Hvorfor værkerne ikke indgår i de større Krøyer-biografier er uvist. De er blevet overset, men der er ingen tvivl om deres ægthed«, siger Ulla Strømberg. De cirkelrunde billeder, der måler 65 cm i diameter, var fra Krøyers side ikke tænkt for evigheden. De blev en farverig fests farverige udsmykning malet med pastel på papir og pap - og oven i købet af den ringe kvalitet, der gik under navnet fattigmandspap. Eller som Ulla Strømberg siger: »Det er hurtig lejlighedskunst udført med kunstnerisk overlegenhed«. Materialet, de er gjort af og på, er let forgængeligt, og konservator Mette Krag Nørgaard fra Fælleskonserveringen på Kronborg blev sat på en nervepirrende opgave, da Ulla Strømberg fra private fonde havde skaffet de nødvendige midler, cirka en kvart million, til restaureringen. Fattigmandspappet har en tendens til at smuldre, og det er i følge Mette Krag Nørgaard forbløffende, at Krøyers portrætter trods alt har overlevet.