Indenfor sad den 15-årige G.A. klar til endelig selv at fortælle retten de helt centrale detaljer om, hvordan popstjernen Michael Jackson for to år siden angiveligt forgreb sig på ham. Udenfor gik forsvarsadvokat Tom Mesereau utålmodigt frem og tilbage med sit hvide hår flagrende i vinden, mobiltelefonen klistret til øret og tv-kameraerne som magneter drejende efter hvert et skridt, han tog. På tv-stationen CNN satte producerne et ur til at tælle ned til udløbet af den vrede dommers frist klokken 9.35, en time og fem minutter efter, at retsmødet skulle være begyndt. Otte minutter, syv minutter, seks minutter, fem, fire, tre, to, Mesereau trådte helt ud på fortovet og spejdede ned ad gaden, 9.35, teksten på tv-skærmen konstaterede, at Jackson havde misset fristen. Et par minutter for sen på den To et halvt minut senere dukkede verdens p.t. mest omtalte pædofilanklagede endelig op i sin vanlige karavane af to sorte biler med tonede ruder. Iført pyjamaslignende blå bukser, hjemmesko, hvid skjorte under en nusset sort jakke, uglet hår og stivnet ansigt måtte han støttes, da han langsomt og gammelmandsagtigt gik ind i retsbygningen, hvor han blev ført først ind i retssalen og siden til et sidegemak. Ifølge hans talsmænd havde han været på hospitalet med rygproblemer. »Tydeligt lidende«, konstaterede hæren af tv-reportere, der stillede op med deres mikrofoner, mens de spekulerede over, om dommeren ville gøre alvor af sin trussel om at kræve udbetaling af kautionen på næsten 18 millioner kroner, og hvorvidt Jackson nu må tilbringe resten af retssagen i en fængselscelle, så han ikke kan komme for sent igen. Slap for anholdelse Dommeren lod dog nåde gå for ret og undlod at anholde Jackson, for at han mødte for sent op i retten og dermed er de tre millioner dollars i kaution heller ikke spildt for verdens mest omtalte popstjerne. Netop i går var dagen, hvor det på forhånd var sikkert, at retssagen mod popkongen skulle nå sin foreløbige kulmination. Onsdag eftermiddag havde anklager og forsvarer afsluttet afhøringen af G.A.'s 14-årige lillebror, S.A. Lillebroderen blev fanget i en række upræcise detaljer, men holdt grundlæggende fast i sin tidligere forklaring om de to, måske tre gange, han havde set en masturberende Michael Jackson med sin hånd nede i den sovende storebrors underbukser. Nu var tiden kommet til at høre den måske misbrugte drengs egen fortælling. Onsdag nåede de lige til optakten og drengens minder om første møde med Jackson i 2000, hvor han var »den mest cool fyr i hele verden«. Dengang havde drengen som 10-årig lige fået fjernet en otte kilo stor kræftknude fra maven og havde hørt lægen råde hans forældre til at begynde at forberede en begravelse. Så på pornonetsider sammen Det var »hypnotiserende« at møde Jackson, som allerede under brødrenes første besøg på ranchen Neverland inviterede dem til at sove i hans seng. Og hvor Jackson sammen med en assistent brugte 20-30 minutter ved en computer for at vise drengene pornosider på internettet. Trods de dystre udsigter blev drengen rask, og kontakten til popstjernen døde ud. Men i går var alt klar til, at G.A. vidnede om begivenhederne i februar og marts 2003, efter at han var blevet kaldt tilbage til Neverland for at deltage i en videooptagelse, der skulle rense Michael Jackson for mistanker om usømmelig omgang med drenge. Ifølge broderens vidneudsagn og ifølge et skriftligt referat af G.A.'s egen tidligere forklaring for en lukket storjury var det først efter videooptagelsen, Jackson flere gange drak den dengang 13-årige dreng fuld, forgreb sig på ham og i praksis holdt hele hans familie som fanger på Neverland. Jackson har nu tre dage til at få bugt med sine rygproblemer, da fredag er afsat til andre gøremål i retssagen, og vidneforklaringerne fortsætter dermed mandag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








