Skatteforvaltning når den er smukkest

Læsernes skæbne kan fortsat lettes af midler fra Politikens Portofond. Uden at betale skat af de 18,75 kr., glade modtagere får i hånden. - Foto: Politiken
Læsernes skæbne kan fortsat lettes af midler fra Politikens Portofond. Uden at betale skat af de 18,75 kr., glade modtagere får i hånden. - Foto: Politiken
Lyt til artiklen

Post Danmark vogter over sine indtægter. Er et brev underfrankeret med blot 25 øre, falder hammeren: efterbetaling af det skyldige beløb. Plus 18,75 kr. i gebyr. Eller 75 gange den manglende 25-øre. Politikens Portofond hjælper efter bedste evne ved at refundere gebyret, men skal man betale skat af uddelinger fra fonden? Hidtil har det været en sag mellem modtagerne og de lokale ligningsmyndigheder, men Politikens Portofond besluttede på et forretningsudvalgsmøde forleden at få de skattemæssige aspekter klarlagt en gang for alle hos Told & Skat. Det ordnede kontorchef Ebbe Willumsen: »Folk skal tage imod de 18,75 kr. fra Portofonden og være glade. Glem alt om at betale skat af pengene«, lød budskabet. Skatteforvaltning med et menneskeligt ansigt. »Vi ser forskelligt på sagen«Men Post Danmark er jo ivrig efter at kradse hver 25-øre ind. Hvordan kan I være så store i slaget, når vi taler beskatning af 18,75 kr.? »Vi må konstatere, at vi ser forskelligt på sagerne. Det er i hvert fald ikke skatten af de 18,75 kr., vi går efter. Det lover jeg«, understreger Ebbe Willumsen, der på trods af sin ledende stilling i Told & Skat ikke kendte til, at Portofonden driver sit hjælpearbejde: »Det skulle jeg bare have vidst. Derhjemme sendte vi for nogen tid siden et brev, og indholdet forskubbede sig undervejs i posten, så brevet blev tykkere i det ene hjørne. Så skulle vi pludselig betale strafporto«, husker Ebbe Willumsen. Ledende embedsmænd gør sjældent meget væsen af sig, men læserne vil måske huske Ebbe Willumsen fra undertegnelsen sidste sommer af 'Gensidigt aftalememorandum mellem Danmark og Schweiz vedrørende investeringsforeningers tilbagesøgning af udbytte- og renteskat'. Køkkenvægten snød Midlerne i Portofonden kommer paradoksalt nok især fra Post Danmark i form af nye frimærker, som Post Danmark gerne ser omtalt i avisen. I sidste uge kom der mærker for 30,50 kr., og de er hastigt ved at blive vekslet til solstrejf: Moster Bitte alias Birgit Jenvold i Haderslev havde sendt et Peter Plys-blad til sin gudsøn Jon med tilhørende skumplastfastelavnsmaske. Men tilsyneladende havde køkkenvægten snydt Moster Bitte, da brevet skulle vejes. Kunne Portofonden mon bistå? Selvfølgelig. »Det skal aldrig blive glemt«, skrev Moster Bitte tilbage, ør af lykke. Og Jons far, Peter Christensen, var lige så glad: »På familiens vegne er jeg Bagsidens Portofond dybt taknemmelig. Det giver ro i hverdagen igen«, skrev han. Tilbage er kun at håbe, at skattefriheden for uddelinger ikke frister Post Danmark til at øge kontrollen. For skattefrihed eller ej: Bag hver portoregning gemmer sig en menneskeskæbne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her