Båndet med sidste afsnit af denne vinters 'Krøniken' ankom til anmelderen med en taxa, der var kørt fast flere gange i snefoget! Og det var ikke, fordi DR Drama først havde gjort afsnittet færdigt lørdag aften. Båndet rummede en tikkende bombe, som først skulle eksplodere uden varsel søndag aften. Som at få besked om et totalt uventet dødsfald i sin egen nære familie: Erik havde fået nok og er fejende flot skrevet ud af historien, før der gik uhjælpeligt 'Bryggeren' i den. Vi kommer nu til at savne ham. Ken Vedsegaard havde fået tag på denne karaktersvage, ambitiøse drømmer og tegnede ikke mindst i vinteren 05's fem afsnit hans nedtur med stigende intensitet. Og rørende korte glimt af nyt skrøbeligt håb. Fire hovedpersoner Så overlever fire hovedpersoner. Kaj Holger, den magtsyge far, som hører alle 'soaps' til, men som i Waage Sandøs skikkelse er forblevet et rigtigt, troværdigt og endda lidt medlidenhedsvækkende menneske - fanget i kræfter, han ikke selv begriber. Den sensuelle Søs, som måske har til gode både at tage Eriks faderopgør op og et opgør med den pylrende mor? Et klassisk græsk-freudiansk familiedrama, hvad enten det forløses eller ej. Kunne ingen seer have gættet Eriks død, så kunne de fleste nok have regnet ud, at denne vinters sidste billeder ville vise os Palle og Ida side om side. De synes skabt for hinanden. Vi anede det allerede i den indlagte Vesterhavsidyl. Men de to er desværre næsten for gode til at være sande. Derfor langt mindre taknemmelige roller. Der skulle skuespillere som Anne Louise Hassing og Anders W. Berthelsen til for at give dem kød og blod. Begge skikkelser havde denne vinter nedture, som langt ude var i slægt med Eriks: Den idealistiske politiker, som må lære at leve med realpolitikkens kynisme. Og den glade gå-på-pige fra Jylland, som i mændenes verden køres ud på et tilsyneladende endeløst sidespor. Den skæbne ville Søs ikke dele. Med et lille stænk kynisme og en undertone af forsømthed som politikerenke lykkedes det hende at holde sig i karrieresporet. Det er de hårde, bløde, komplekse fra Gentofte-villaen, som bærer dramaet. Fint fik Maibritt Saerens lov til at tegne den varmblodede Søs, som bag den hårdkogte facade stadig er et rigtigt menneske og vistnok fortsat dybt forelsket i Palle. 'Krøniken's miks af velprøvede og næsten nye skuespillere har været heldigt. Og historierne har loyalt givet os muligheden for at komme rundt om dem. Mens birollepersonerne enten står ubelyste tilbage eller er reducerede til klicheer. De nye skikkelser i denne vinters fem afsnit var tegnet med mærkværdigt løse rids. Jesper Lohmanns invalide arbejder - hvem var han? Knap nok en dramatisk nødvendig brik. Og hvem var Kjeld Nørgaards flossede snedker, og hvem var hans kønne giftelystne datter? Slemme klicheer Værre dog med klicheerne. Eksempelvis Bodil Jørgensens krumryggede, hændervridende missionske mor. En københavner-joke? For slet ikke at tale om vinterens skurk, Niels Olsens liderlige tv-producer. På listen over stikord til 1960'erne har der stået: det åbne ægteskab. Men det ender helt ude i hampen, når man snerpet frakender sin biperson det sidste glimt af menneskelighed og lader Olsen fnise sig gennem rollen, som var der tale om vraggods fra en Cirkusrevy. Så er det, man kommer til at tænke på det, som man ellers har pålagt sig selv ikke at tænke på. 'Matador'. Ikke mindst birollerne. Tegnet i knivskarpe rids. Stille, ofte skæve eksistenser. Af og til mere levende end hovedpersonerne. Vi skal ikke banke det næstbedste med det bedste. To en halv million danskere (inklusive undertegnede!) kan måske godt 'tage fejl', men de kan ikke løbe fra, at 'Krøniken' har gjort det igen: skaffet os en familie på halsen, som vi har endevendt, næsten som det var vores egen. Det er måske provinsielt, men det er også noget tiltrængt i en globaliseret verden. Det er dansk kanon. Fælles historieskrivning. Og hvordan skal det dog gå uden stakkels Erik? Dejligt ikke at vide det. Dejligt at have det til gode.