Lone Scherfig flirter med Von Trier-manuskript

Lyt til artiklen

Den danske filmbranche har på det seneste været overophedet af rygter om, at det er Lone Scherfig, som skal instruere komedien 'Erik Nietzsche - de unge år'. En vanvittig morsom film skrevet af pseudonymet Erik Nietzsche, som handler om en ung rebelsk instruktørelev på Den Danske Filmskole. Enhver lighed med Lars von Trier er både tilsigtet og uundgåelig, og de glohede rygter vil da også vide, at det er von Trier, der har skrevet manuskriptet. 'En stor forfatter' Selv har Lone Scherfig kategorisk nægtet at udtale sig. Men da Politiken traf hende under filmfestivalen her i Berlin, sagde hun: »Jamen, jeg vil da håbe, at rygterne taler sandt. Selvfølgelig kender jeg manuskriptet til 'Erik Nietzsche - de unge år'. Jeg har læst det, og det er vanvittig godt og hylende morsomt. Jeg må sige, at Erik Nietzsche for mig fremstår som en meget stor forfatter«. Alle siger, at det er dig, der skal instruere filmen. Hvorfor siger du ikke bare, at sådan forholder det sig? »Jamen ... Det er ikke noget, der ligger lige om hjørnet. Først skal jeg filmatisere C.P. Taylors teaterstykke 'Good' her i Berlin. Men tanken om at komme hjem og lave en komedie - det ville da være fantastisk. Det ville være en befrielse at lave den film. Fordi 'Good' er en meget alvorlig sag, og så på grund af sproget. Efter to engelsksprogede film er det vigtigt igen at lave noget dansk«, siger Lone Scherfig med det helt specielle scherfigske smil, som ikke levner nogen tvivl om, at hun flirter intensivt med Nietzsche. Naziprofessoren C.P. Taylors teaterstykke 'Good' fra 1981, som er oplægget til Lone Scherfigs kommende film, betegnes af adskillige anmeldere som et af de 20 bedste teaterstykker i nyere tid. Det er historien om litteraturprofessoren Halder, som underviser i Goethe i 1930'erne. Et godt menneske, som elsker sin kone og sine børn, og som har jødiske venner. Men som alligevel ender som en af de værste bødler i koncentrationslejren Auschwitz. »Jeg har de seneste uger været her i Berlin for at finde locations til filmen, som vi starter optagelser til i maj. Og for at forhandle med nogle meget store engelske skuespillere, som jeg selv har været med til at vælge, og som jeg regner med at få til rådighed for filmen. Og lykkes det, er det intet mindre end en ønskedrøm af et cast«, siger Lone Scherfig med drømmende øjne. Budget på 100 millioner kroner Budgettet på 'Good' er på 13 millioner euro - cirka 100 millioner kroner, eller tre gange så stort som budgettet til Lone Scherfigs forrige film 'Wilbur begår selvmord'. Og de mange penge skal altså bruges på de helt rigtige skuespillere og på leje af de berømte studier i Babelsberg uden for Berlin. Blandt de øvrige locations i Berlin er Det Olympiske Stadion, hvor Leni Riefenstahl skød store dele af sin film 'Triumf des Willens' om den årlige nationalsocialistiske partikongres i Nürnberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her