Det er tydeligvis ikke nogen ulykke, Thomas Vinterberg har begået med filmen 'Dear Wendy'. Samtlige dagbladenes anmeldere har roser at aflevere i anledningen af premieren. For de flotte billeder og det besynderlige ungdomsunivers. Men den mest begejstrede anmeldelse vores egen. De øvrige anmeldere har flere forbehold, og flest finder man hos Informations anmelder Christian Monggaard, der mener, at det måske alligevel ikke var den film, Vinterberg burde have lavet. 'Dear Wendy' er et »snævert, abstrakt portræt af en våbenkultur, som det kan være svært at forholde sig til, når man bor i et land som Danmark og aldrig har holdt et våben i hånden«, skriver han. Thomas Vinterberg har ikke samme behov som manuskriptets forfatter, Lars von Trier, for »at sætte USA under lup«, og heller ikke samme »helt unikke visuelle sans og lyst til konstant at eksperimentere og udfordre publikum«. Resultatet er, mener han, »en film, som forekommer mærkeligt distanceret, både fra sit emne og sine personer, der svæver rundt i et lufttomt rum af spændende, men ufokuserede tanker og idéer«. Når man griner undervejs i filmen, er det ikke, fordi man morer sig, skriver Kristeligt Dagblads anmelder Palle Schantz Lauridsen. »Men nærmest fordi det, der sker, er for meget«. Han finder det svært at leve sig ind i hovedpersonerne. »Det er nogle underlige starutter, der lever på kanten af det lille sydstatssamfund, og man kommer mere til distanceret at betragte deres underlige gerninger end til egentlig at holde af dem, eller bare lide med dem«. Løftet pegefinger Tre stjerner får 'Dear Wendy' i Jyllands-Posten. Den sætter sig, står der at læse i avisen, »midt mellem sin egen trang til at engagere publikum i en god og medrivende historie og Lars von Triers trang til med løftet pegefinger at belære med en historie, der er mere didaktisk fabel end engagerende drama«. Det er professionelt dygtigt håndværk. Dekorationer, fotografering, skuespil og klip er »i orden«. Men »det hjælper intet, når der er for lidt kød på filmens mennesker«. Helt sådan så Ekstra Bladets Henrik Queitsch ikke filmen. Tværtimod. I sin anmeldelse taler han om et »eminent ensemblespil af det unge hold skuespillere, der formår at give de på papiret noget skarptegnede karakterer kød og blod«. Han ser 'Dear Wendy' som »en film om den svære overgangsfase mellem at være barn og voksen«. Og giver den fire stjerner. Filmen er ikke noget fuldtonet mesterværk, men en tankevækkende film med masser af kultpotentiale for et yngre, nysgerrigt publikum. Eller som han skriver: »En (vellykket) ungdomsfilm med westernislæt fra Trier og Vinterberg«. Der er »lidt Dogville light« over 'Dear Wendy', konstaterer Bo Green Jensen i Weekendavisen. Men Thomas Vinterberg har »forankret Triers abstrakte fabel i en konkret ung synsvinkels virkelighed, som på én gang føles frisk, realistisk og meget romantisk«. Resultatet er et møde mellem erfaring og uskyld »i en særpræget film, der både har moralsk vision, romantisk løft og gennemkomponerede billeder«. Fire stjerner bliver det til i Berlingske Tidende, hvor Ebbe Iversen synes, at filmen »har et lidt tørt præg af moralsk afhandling«, men at figurernes følelser holdes under kontrol, og at filmen undlader at manipulere med tilskuerne. Den er »en flertydig fabel om tragisk-ironisk tab af uskyld og om den form for voldsforskrækket paranoia, der selv kan slå om i livsfarlig aggression«. Alt i alt »mere stilfuld end sjælfuld, mere tankevækkende end bevægende«, skriver Ebbe Iversen, men tilføjer, at ingen indvendinger dog skal skjule, at »dette er intelligent underholdning skabt med en helt særegen balance mellem det sarkastiske og det sørgelige«.