Nyt dogme-projekt fra von Trier

Nu har Lars von Trier igen opstillet et sæt regler, der skal fremme instruktørernes kreativitet.   Foto: Jens Dresling
Nu har Lars von Trier igen opstillet et sæt regler, der skal fremme instruktørernes kreativitet. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

I al stilfærdighed har den danske filmskaber og inspirator, Lars von Trier, udviklet et sæt nye filmregler, som allerede fra begyndelsen af næste år vil kaste tre nye spillefilm af sig. De tre film er hver lavet af en spillefilmsdebuterende instruktør. Det drejer sig om englænderen Andrea Arnold med filmen 'Red Road', skotten Morag McKinnon med 'Worms' og danske Mikkel Nørgaard med 'The Old Firm'. Videreudvikling af dogmereglerne Lars von Triers nye regler er en videreudvikling af de 10 år gamle dogmeregler, som han lavede sammen med Thomas Vinterberg, og de er hjørnestenen i et dansk-skotsk filmsamarbejde, som har fået navnet 'The Advance Party'. Mest opsigtsvækkende for det nye projekt er, at det er de samme skuespillere, der skal medvirke i de tre film. Dog i forskellige roller fra film til film, således at forstå, at skuespiller A kan eksempelvis være gartner i den første film, direktør i den anden film og bistandsklient i den tredje. Men hver skuespiller trækker sine individuelle karaktertræk med sig fra film til film. Så hvis A bider negle i første film, ja så gør han det også i de to andre. De enkelte rollers egenskaber fastlægges af Lone Scherfig, som tidligere har været i skotsk selskab med filmen 'Wilbur vil begå selvmord', og Anders Thomas Jensen, som lige nu fremstår som Danmarks ubestridt førende manuskriptforfatter. Indspilles digitalt Af andre regler fremgår det, at filmene skal indspilles digitalt, de skal optages on-location i Skotland på seks uger, og hver enkelt film må ikke koste over en million pund. »Sidste år indgik Zentropa en samarbejdsaftale med det skotske filmselskab Sigma Films i Glasgow. Og det er skotterne, der har bedt Lars von Trier om at udtænke et sæt spilleregler for en række kommende film. Fordi de har noteret sig, hvor godt de danske dogmefilm fungerer«, siger Marie Gade fra Zentropa, som er producer på de tre film sammen med Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa og Gillian Berry fra Sigma Films. »De tre instruktører mødtes sidste år i København, og siden har de været i tæt kontakt med hinanden om projektet. Nu er vi parate til at gå i gang med at finde de otte skuespillere, som skal være med i de tre film, og vi regner med at kunne begynde optagelserne i Skotland i løbet af sommeren«, siger Marie Gade, som beskriver samarbejdet som lykkeligt og lystfyldt. »Man kan virkelig mærke entusiasmen i arbejdet. Der er denne her stemning af, at vi er i gang med noget helt nyt - en slags pionerånd, som er meget frugtbar. Og det er så endnu et bevis for Lars von Triers påstand om, at kreativitet springer ud af begrænsninger og regler«. Beroligende netværk Engelske Andrea Arnold er inde på det samme. Den succesfulde kortfilminstruktør, hvis film 'Wasp' er nomineret til en Oscar i år, og som allerede har fået hele 29 internationale priser, siger således til filmmagasinet Variety: »Von Trier har ret, når han tænker i restriktioner og konstant hjælp via samarbejde. Selv om det at arve skuespillere (roller) kan synes som en uinspirerende start i min første spillefilm, så er støtten via netværket meget beroligende«. Netværket består såvel af de tre instruktører, som af Lars von Trier, der er parat til at hjælpe med spørgsmål angående instruktion. Samt af Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen, som er med ved finpudsningen af de tre manuskripter. Oscar-kandidat Som det ser ud lige nu, så bliver Andrea Arnolds 'Red Road' den første film, som skal indspilles. Den engelske instruktør har netop lagt sidste hånd på manuskriptet mens hun deltog i Sundance Screenwriters Laboratorium fra 14.-19. januar - et skrivekursus under Sundance-filmfestivalen som er meget benyttet af yngre og debuterende forfattere og instruktører. 'Red Road' fortæller historien om en kvinde, som sørger over tabet af sin familie, og som bruger sit arbejde i et firma som står for tv-overvågning til at konfrontere den mand, som er ansvarlig for familiemedlemmernes død. Morag McKinnons film 'Worms' er historien om en døende mand, som er lystløgner, og som nu konfronteres med sin fortid. Morag McKinnon er heller ingen novice i britisk kortfilm. Hendes film 'Home' har således fået førsteprisen på adskillige filmfestivaler, og den modtog i 1999 den prestigefyldte BAFTA-pris for bedste britiske kortfilm. Endelig er der Mikkel Nørgaard, som i 2001 lavede kortfilmen 'Sidste weekend'. Senere har han instrueret adskillige afsnit af TV 2 Zulus sitcom 'Langt fra Las Vegas' og han var tillige instruktørassistent på Nikolaj Arcels meget roste politiske thriller 'Kongekabale'. Mikkel Nørgaards debuterende spillefilm 'The Old Firm' har stikordene kærlighed og fodbold. Og da lokalopgørene mellem Glasgows to store fodboldklubber, Celtic og Glasgow Rangers, netop betegnes som 'The Old Firm', spiller den begivenhed sikkert en stor rolle i filmen. Det er tanken at optage de tre film 'back to back', hvilket vil sige umiddelbart efter hinanden, og resultatet af de nye dogmeanstrengelser får vi altså næste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her