Flemming Jensen ser helt bedrøvet ud, da jeg spørger ham, hvorfor han pludselig er begyndt at optræde på scenen som samfundskritiker. Først med forestillingen 'Spindoctor' og senest med hans enmandsforestilling 'Causeri' på Nørrebros Teater. I den brede offentlighed er han jo stadig mest kendt som den sjove, glade mand fra tv-programmerne 'Jensen Tonajt' og som Lunte fra Nissebanden. »Jeg er jo sådan en lille tyk og rund mand, der har let til latter. Men det er ikke rigtigt, at jeg ikke har været politisk før«, forklarer han. »Jeg har lavet masser af revyer med et meget skarpt politisk indhold. Men der er ingen, der har opdaget det. For når jeg skal sige nogle meget ubehagelige ting, så siger jeg det som regel på en venlig måde. Jeg har altid holdt mig til den engelske tradition, hvor tingene er lidt underspillede. Jeg elsker for eksempel at lave sådan nogle sætninger som »Tyskland har jo et imageproblem, fordi det gennem tiderne har skabt mere historie, end man har kunnet opsuge«. Men det er jo kun dem, der hører efter, der opdager det. Og der er blevet en tendens til kun at skimme alting, også ord, og derfor har jeg tit opdaget, at når jeg synes, at jeg er sådan rigtig uforskammet, så tænker folk: »Jamen, det er da en venlig mand««. »Jeg synes, der står al for stor respekt i vores samfund om debattører, der er i dårligt humør. Når der kommer en mand og siger noget alvorligt, så tager man ham alvorligt. Men hvis der kommer en lille rund mand med røde kinder og siger nøjagtig det samme, men som har intellektuelt overskud til at tilføje udsagnet noget humor, så siger folk: »Nå, det var meget sjovt, men nu skal vi tale om noget alvorligt«. Der står stor respekt om folk, der tør kalde en spade for en spade, hvorimod der opstår forvirring, hvis der er nogen, der kalder den et graveredskab. Jeg er meget spændt på, hvad der sker, når jeg får det her skæg af, som jeg hader, men har haft både i forbindelse med 'Spindoctor' og mit 'Causeri'. Om folk så siger: »Nå, nu er han ikke skarp mere«. Venstreorienterede tosser Flemming Jensens politiske bevidsthed er noget, der er kommet med alderen. »Som ung var jeg ufattelig ubevidst. Og jeg kan føle mig ufattelig dum, når jeg tænker tilbage på det. Jeg var en af dem, der grinede ad dem, der demonstrerede mod Vietnamkrigen, og tænkte, at det bare var nogle venstreorienterede tosser. Det er enormt flovt at måtte sige det. Jeg tog det slet ikke alvorligt«. Men du var heller ikke ovre på den anden fløj?

»Nej, jeg tog bare livet ad notam og prøvede at få det bedst mulige ud af det. Opfattede det ikke som noget, man kunne have indflydelse på eller forsøge at lave om. Det var først senere, at det gik op for mig, at man selv kunne gøre noget. Jeg ved ikke præcis, hvornår jeg blev bevidst om det politiske. Det kom som sådan en glidende ting. Som lærer havde jeg selvfølgelig nogle holdninger. De må være kommet sådan automatisk fra de omgivelser, jeg gik i. Men jeg tror egentlig først, det rigtig kom, da jeg begyndte at optræde«. I virkeligheden er 'Spindoctor' og 'Causeri' jo en slags politisk teater. Men har du nogensinde medvirket i politisk teater i klassisk forstand?

»Jeg voksede op i den periode, hvor man havde gruppeteatrene, som politisk var meget firkantede. Og altid venstredrejede. Mens jeg stadig var lærer på Trørødskolen, som jo var i Søllerød Kommune med pæne børn, kom der et gruppeteater fra Vesterbro, som skulle spille et eller andet for de små. Og de spillede et stykke, der foregik i en hønsegård, hvor hanen jo var kapitalisten, som udnyttede de stakkels høns. Det var grufuldt, og den opførte sig rigtig dårligt, den hane. Så lige før slutningen stoppede skuespillerne og sagde til børnene, at nu måtte de bestemme slutningen. Og inde på Vesterbro var de vant til, at børnene råbte: »Det er hanen, den skal edderma'me koges, den skal sparkes i røven og kvæles«. Men nu stod de ude i Søllerød, og her var der ikke rigtig nogen reaktion. Først efter et stykke tid var der en pige, der sagde: »Altså, hvis det er forbi, så skal man klappe«. »Den form for politisk teater har jeg aldrig været med i. Alligevel føler jeg jo, at jeg i revyerne har været med til at lave politisk teater. Men det har selvfølgelig ikke været firkantet politisk, kan man sige. Da vi smed 'Spindoctor' ind på Nørrebros Teater, syntes jeg faktisk, at det var efter en længere periode uden politisk teater på de større scener. Det var altid på de mindre scener, hvor der sad nogle idealistiske mennesker og lavede teater til et publikum, der primært bestod af folk, der var enige med dem i forvejen. Nørrebros Teater er jo et noget større teater, der er vant til at spille lystige og folkelige ting, så jeg syntes, det var et godt sted at anbringe 'Spindoctor', der fik folk til at grine, men som jeg også kunne mærke, at folk blev rystede over«. Venstre med store skoHvad vil du opnå med dit 'Causeri ?

»Jeg vil gerne gøre opmærksom på nogle ting i vores samfund, som jeg synes er uheldige. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er glad for den regering, der sidder. Jeg synes ikke, at det er ondsindede mennesker - jeg var i øvrigt med til Venstres landsmøde. De bad mig om at komme og holde deres festtale på baggrund af 'Spindoctor', der netop foregår på Venstres landsmøde. Det var udtryk for enormt store sko, synes jeg, og det var søde mennesker. Jeg sagde jo også ting, som de ikke syntes var hyggelige, så jeg synes, dialogen er fin. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke er enig med dem. Og det er et faktum, at Danmark har ændret sig, så der er kommet flere rigtig, rigtig fattige og flere rigtig, rigtig rige. Det samme har man set i England i de senere år. Hver gang jeg kommer til London, så ligger der lidt flere på gaden, og der kører lidt flere Bentley'er. Der er denne polarisering af vort samfund, som er en primitivisering. Og jeg kan godt se, at det giver en kraft i samfundet, for man vil jo enormt gerne være en af dem i Bentley'erne, og man er pissebange for at ende på gaden«. »Og så synes jeg, det er rystende, at Danmark gik med i Irakkrigen. Tænk, at vi skulle opleve en dansk udenrigsminister sidde i BBC i en time og blive spanket i programmet 'Hard Talk'. En fuldstændig forsvarsløs mand. Ikke fordi han ikke kan sætte ord sammen. Men fordi det ikke var til at forsvare. Jeg bilder mig ind, at det i løbet af regeringens første 100 dage lykkedes den at ødelægge 40-50 års omhyggeligt oparbejdet image af Danmark som et sødt lille land med nogle ordentlige mennesker, der var forrest med humanitær bistand og havde et ry for et godt socialt system. Det, kan jeg ikke synes, er så klogt«. »Men det er, som om alle bare accepterer, at Danmark er blevet en krigsførende nation. Vi taler ikke rigtig om det mere. I det hele taget er samfundet blevet utrolig overfladisk. Vi smider penge og ressourcer ud på ting, som ikke er noget. Substansen er blevet så ligegyldig. Jeg synes, at det eksempel jeg bruger i mit causeri med Nike-skoene - at der bruges 16 gange så meget på at markedsføre som på at producere - viser, hvor meget vi satser på tomhed. Der er ikke noget forkert i at lave en annonce eller en reklamefilm, og det er heller ikke forkert, at man laver det godt. Det er alene proportionerne, jeg er ude efter«. »Demokratiet er også begyndt at køre på markedets principper. Partierne indretter deres politik efter Gallup-målinger. Og så er det ikke demokrati længere. Jeg synes faktisk, at meningsmålingerne er en slags landsskadelig virksomhed. Jeg siger altid nej, hvis de ringer og spørger. Det repræsentative demokrati bliver undermineret af meningsmålingerne. Når vi har repræsentativt demokrati, er det jo netop, fordi vi ønsker, at beslutninger skal tages på et kvalificeret niveau. Det er derfor, vi vælger tillidsmænd og politikere, som så får mulighed for at sætte sig ind i tingene. Og så har vi mulighed for at justere vores tro på dem eller selv stille op ved det næste valg«. I virkeligheden er dit 'Causeri' jo ét langt læserbrev. Et af de mere festlige, ganske vist ...

»Ja, det kan man selvfølgelig godt sige. Og så har det har jo en karakter, hvor det nærmest kan opføres hvor som helst. I virkeligheden var teatret måske det eneste sted, hvor jeg kunne tvivle på, at det var egnet til at opføre. Men det, synes jeg, er bevist, at det godt kan«. »Undskyld, jeg tog fejl«Man kunne også kalde causeriet for et stand up-show.

»Nej, faktisk er stand-up-traditionen udsprunget af causeri-traditionen. Da disse stand-uppere kom, var det jo i starten ufattelig primitivt. Men pressen hoppede på og troede, det var noget nyt. Og ih, hvor er det gammeldags, det, de laver i revyerne. Og fred med det. For der har været en enorm kraft i, at man har troet, det var noget nyt. Det har medført, at der er en masse unge mennesker, der kan sidde og lytte til ord. Det er da vidunderligt«. »I starten havde stand-upperne en amatørisme og aggressivitet, som jeg ikke brød mig om. Jeg syntes, det var dårligt. Og det sagde jeg også højt. Men så gjorde nogle af stand-upperne det, at de inviterede mig med til det store stand-up-show 'Talegaver for børn', da de begyndte med det. De havde lagt mig næstsidst i tredje afdeling, og i de to første afdelinger sad jeg så nede i salen. Og da var jeg sgu nødt til at skrive en artikel bagefter og sige: »Undskyld, jeg har taget fejl«. Selvfølgelig var der nogle smuttere. Men generelt kom der den ene begavede og morsomme stand-upper efter den anden. Det eneste, man kunne indvende imod det, var, at cirklerne var lidt små. Men hva' fa'en, al begyndelse er svær. Det var skidesjovt. Jeg var nødt til at sige undskyld. Det ændrede ikke ved, at stand-up ikke var noget nyt, men det var nyt, at det var så massivt. Og så er der nogle af dem, som har udkrystalliseret sig, blandt andre Mick Øgendahl og Jan Gintberg, hvor jeg synes, det er rigtig, rigtig sjovt, også fordi der er begyndt at komme noget gods i det«. Et af budskaberne i din forestilling er, at man skal lade tiden følge med én, i stedet for at man er den, der forsøger at følge med tiden. Med det aktivitetsniveau, du lægger for dagen, virker det ikke umiddelbart, som om du selv følger det råd ...

»Jo, faktisk. Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, at jeg har lært af de gamle idioter deroppe på Grønland. Det, der tit redder mig, er det der med at tænke nu. Situationen er nu. Tvinge sig til at koncentrere sig om det nu, man befinder sig i. Jeg tror, det har reddet mig i mange situationer, at jeg ikke hele tiden står og tænker: »Hvad skal jeg så gøre i morgen?«, og »Så skal jeg huske at gøre sådan og sådan«, så man aldrig rigtig er til stede i nuet. Der er faktisk ret mange mennesker, der hele tiden er forud. Aldrig har ro på sig«. »Der er jeg blevet bedre til at sige: »Det kan godt være, at der ligger en dyne til mig i morgen, men det vil jeg skide på«. Det gør, at jeg kan eksistere med en større ro i det, der umiddelbart kan se meget hvileløst ud«.