Uret står på 16.20. Et tilsyneladende helt nymalet hvidt og blåt skib lægger til ved foden af Operaen. Med en helt speciel passager om bord. Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller. På vej til åbningen af det spritny operahus på Holmen i København. Med lang mørk frakke og skinnende sko træder han fra borde. »Goddag, unge dame. Fryser De ikke«, spørger han Politikens fotograf og skutter sig lidt i den sene eftermiddagskulde. Om han glæder sig? »Ja, det gør jeg sandelig. Det manglede da bare«, smiler han venligt og fortsætter sammen med sit følge mod indgangen. Ikke på den ellers udrullede røde løber. Lige ved siden af. Men plastikken var selvfølgelig heller ikke taget af de sidste meter af løberen. Inde i varmen fjerner en ung fyr de sidste par gule 'Pas på, gulvet er vådt'-skilte. Så er alt ved at være klar. Andre tør godt sætte foden på det røde stof. I mørke Audier, Lexus og Volvoer ankommer pelsklædte kvinder og mænd i nydelige frakker. Med chauffør bag rattet. Byens taxiselskaber har tydeligvis også en travl aften. Vogn efter vogn triller stille op foran den mægtige bygning og lader kendte og ukendte stige ud med kursen mod kultur. Men det er ikke kun manden bag huset, der har valgt vandvejen. Lidt længere henne ad kajen træder omkring 20 festklædte folk ud af gabet på den gule havnebus, der har hjulpet gæsterne over havneløbet. Med vaklende stiletter og lange flagrende kjoler. Tørklæder om hovedet, der passer på de finurlige frisurer. Og endnu flere pelse, halvlange herrefrakker og funklende sko. »Det er den hurtigste vej«, fastslår en af passagererne: Mads Øvlisen, der er bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater. Tågernes kaj Signe og Knud Tommerup er enige. »Det er det mest indlysende. Vi har jo hørt snakken om trafikken herude, og så tænkte vi, at det også ville være den flotteste vej. Men så er det bare så tåget«, siger de og peger op på Operaens tag, som næsten er forsvundet i tågen. På forhånd har mange da også været bekymrede for, hvordan regnestykket med 1.500 åbningsgæster og Operaens 195 parkeringspladser skulle gå op. Men forventninger om kaos er umiddelbart forsvundet, kort tid inden sidste gæst skal være ankommet. Parkeringspladsen står næsten gabende tom. Kun tre håndfulde biler fylder båse op. Nysgerrige forsynet med fotograferende telefoner og blikke kigger forbi. Men får ikke lov at kigge. Eller komme tæt på Operaen. »Hvorfor må vi ikke komme tættere på?«, vil et midaldrende par med kamera om halsen vide. »Fordi det er alle de prominente, der er her i aften. De kongelige, ministrene ...«, fortæller politiet, der stopper parret. »Er de prominente? De er sgu da lige så almindelige som vi andre«, lyder svaret. I morgen er det vores Men ingen kommer forbi afspærringerne uden billet. Heller ikke, selv om man kommer fra Jylland. Som Janus Viborg fra Haderslev, der står sammen med sin kone og far. »Vi ville bare lige se huset. Få en fornemmelse af det. Vi har jo kun set det i fjernsynet. Og vi har jo været med til at betale det«, lyder argumentet. »Det bliver ikke i aften. Men i morgen er det vores hus«, trøster politiet.