Som rockmusikeren Willy har Thomas Bo Larsen store planer i Jesper W's nye film af samme navn. Efter at han for gud ved hvilken gang har været en tur i spjældet, denne gang på grund af noget checkfalskneri, opsøger Willy sine plus 40-venner fra deres fælles band The Winstons. Nu skal de udgive en plade, de skal på turne, og de skal på tv. Kort sagt - de skal være berømte. I Thomas Bo Larsens liv er planerne mindre ambitiøse. »Dagen efter premieren er jeg den, der er smuttet. Til Mexico og ligge på en strand og ikke lave en skid andet end at slappe af«, siger den 41-årige skuespiller med det der drengede smil, som har været hans brækjern ind til større eller mindre roller i hen ved 40 danske film på 12 år. »Sådan er mit liv. Jeg lever bedst, når jeg rejser. Når jeg i lange perioder knokler med film og teater hjemme i København, er det min gulerod, at jeg kan se frem til en længere rejse. Tyrkiet, Mexico - you name them. Og det er samtidig, når jeg er derude, at jeg får længslen efter at arbejde igen. Så det passer helt fint«. Så du går ikke rundt med sommerfugle i maven i spænding over, hvad anmelderne nu mener om 'Store planer' og om din præstation?

»Nej, nej - det rager mig sgu' en høstblomst. Den slags har jeg prøvet så mange gange efterhånden, at det ikke gør mig noget mere. Det bekymrer mig mere, hvordan vejret er i Mexico«. Willy og vindmøllerneHvordan vil du beskrive Willy?

»Willy er en blanding af en plattenslager og så ham der ridderen, der kæmper mod vindmøller nede i Spanien«. Don Quijote? »Ja, ham der. En mand, som på den ene side tror på, at der findes nemme løsninger på besværlige ting. Men som samtidig er fuld af gåpåmod og tror på de ting, han har gang i. Men hvis man spørger Willy, hvad han laver, så får han problemer. For i virkeligheden laver han ikke noget. Det kan man naturligvis ikke holde til som far over for en otteårig søn, så ham fortæller han, at han er rockstjerne. Eller at han i hvert fald er meget tæt på«. »Willy er typen, som gerne ville være med i Robinson eller Big Brother, hvis han blev spurgt. Men det bliver han aldrig. Så møder han altså hende luderen inde ved siden af. Og hende prøver han også at tage røven på«, siger Thomas Bo Larsen med et glad smil. Hvor godt kender du Willy? »Ham kender jeg sgu' ikke særlig godt. Jo, jeg har jo selv prøvet at spille i et band - De skrigende halse - foran 12.000 på Roskilde Festivalen. Men ellers er der ikke meget af Willy i mig. Det der med at være helt fremme i skoen som ham, det er slet ikke mig«. Du har ellers spillet den der lidt anløbne platugle nogle gange. Instruktørerne må jo synes, at der er nogle lighedspunkter?

»Nej, det ved jeg nu ikke. Hvilke af mine roller tænker du på?«. Karsten i 'De største helte' og Michael i 'Festen', bl.a. Samt en række mindre biroller, hvor du også er mindre fin i kanten.

»Nåh ja. Det har du sgu' nok ret i. Jo, Michael i 'Festen' var også lidt af en platugle med noget kørende derude i Sydhavnen. Men det er ikke det, jeg er faldet for ved Willy. Det, jeg godt kan lide ved rollen, er forholdet mellem Willy og hans søn. Hvor det går op for Willy, at han altså skal lægge nogle flere kræfter i det forhold, hvis de to skal have det godt«. Men hvordan har du det med hele tiden at blive typecastet?

»Det er helt fint for mig. Jeg kan godt lide at spille så mange proletarer som muligt. Der er jeg vist bedst til. I mine snart 40 film og en masse teaterstykker har jeg spillet mange af de typer i gråzonegenren. Og ærligt talt, så går jeg ikke rundt med store ambitioner om at spille bankfunktionær eller bibliotekar. Jeg har det godt i de mere egoistiske roller, hvor jeg kan få lov til at sprælle lidt«. Hvis du nu fik lov til at vælge frit på alle hylder, hvilken rolle ville du så gerne spille næste gang?

»Jeg kunne godt tænke mig at spille politibetjent. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg har mest spillet dem, der er på den anden side af skrivebordet. Og jeg går ikke rundt med store ambitioner om at spille Hamlet eller den slags, hvis det er det, du hentyder til. Det er slet ikke mig. Jeg har for nylig spillet Jeppe i 'Jeppe på Bjerget' på teatret - det var en fin oplevelse«. Vinterbergs ven Og fine oplevelser får vi forhåbentligt også med Thomas Bo Larsen i 2005. Vi kommer i hvert fald til at se meget til ham. Ikke færre end fem film med ham på rollelisten har således premiere i løbet af året. Foruden 'Store planer' drejer det sig om Tomas Villum Jensens komedie 'Solkongen', Morten Gieses kortfilm 'Min far er bokser', Laurits Munch-Petersens 'Ambulancen' samt en lille rolle i Thomas Vinterbergs 'Dear Wendy'. »Jeg mødte Thomas Vinterberg, da han skulle lave sin afgangsfilm på Filmskolen, 'Sidste omgang', hvor han spurgte, om jeg ville være med. »Kun hvis jeg er den rigtige«, svarede jeg. Og det må jeg jo have været. For Thomas og jeg er enige om, at 'Sidste omgang' er den bedste film, vi har lavet sammen. Og jeg har været med i alle Thomas' film lige siden«. »Vi har siddet til Oscar-fest med Jack Nicholson og Michelle Pfeiffer, vi har været i Cannes sammen med alle de store. Men min største oplevelse var at lave 'Sidste omgang' sammen med Thomas. Det har også gjort, at vi privat er venner. Vi spiser bl.a. sammen på Rio Bravo én gang om måneden, hvor vi får sild og snaps«, siger Thomas Bo Larsen med et varmt smil. Men nu gælder det altså 'Store planer', hvor Thomas Bo Larsen sætter stærk strøm til 'spaden' og fyrer den af som Tårnbys bedste forsanger i The Winstons. Men hvilken musik lytter han selv til, når han har frit valg? »Elvis, naturligvis. Og så en del 70'er rock med Thin Lizzy i spidsen. Og jeg kan også godt lide Lou Reed. Fælles for den musik, som jeg gider beskæftige mig med, er, at den skal have et stort udtryk - og helst nogle gode tekster«.