Britiske kunstnere i samlet protest mod teateraflysning

Lyt til artiklen

Hundredvis af personer fra den britiske kunstverden gik torsdag sammen om at protestere mod aflysningen af et kontroversielt sikhteaterstykke. De er oprørte over, hvad de ser som undertrykkelse af ytringsfriheden. »At stoppe denne produktion af et kunstværk ved hjælp af magt og fortsatte trusler om magtanvendelse er uacceptabelt«, hedder det i et åbent brev underskrevet af omkring 700 skuespillere, skribenter og instruktører. Aflyst efter stenkast Teatret The Birmingham Repertory Theatre i det centrale England besluttede i denne uge at aflyse opførelsen af stykket 'Behzti' eller 'Vanære'. Stykket omfatter seksuel misbrug og mord i et sikhtempel, og aflysningen kommer, efter at 400 sikher har kastet sten mod teaterbygningen. Forfatter er gået under jorden Sikhforfatteren bag stykket, Gurpreet Kaur Bhatti, er gået under jorden efter at have modtaget dødstrusler. Det oplyser hendes venner, og det bringer minder om Irans dødsdom mod forfatteren Salman Rushdie, der for femten år siden blev tvunget til at gå under jorden. »Vi vil uden tvivl se, at nogle vil synes, at når dette stykke er blevet taget ned, er det som følge af en kampagne for at skræmme folkene bag det, og at det dermed er en sejr for trusselsmagerne«, hedder det i det åbne brev, som er trykt i avisen The Guardian torsdag. Tabere »Vi er i virkeligheden alle tabere på grund af denne beslutning. Den voldelige misbrug af magt for at få den enkelte til at tie i et samfund, er en af de vigtigste pointer i denne forfatters stykke. Der er en trist ironi i det her, fordi opførslen blandt nogle af de protesterende i lørdags blot har tjent til at bekræfte stykkets relevans«. Demonstranter fra Storbritanniens ellers stille sikhsamfund var rasende over stykkets skildring af seksuel misbrug, kys, dans, homoseksualitet og mord, der finder sted i et sikhtempel. 'Ret til at protestere fredeligt mod kunst' Underskriverne af torsdagens brev, der bærer overskriften 'Vi må forsvare ytringsfriheden', omfatter velkendte personer som skuespilleren Prunella Scales, forfatteren Willy Russell og den prisbelønnede poet Andrew Motion. »Vi har alle retten til at protestere fredeligt, hvis et kunstværk krænker os. Vi har ikke ret til at bruge vold og trusler for at forhindre, at det kunstværk bliver set af andre«, fortsætter brevet. »De, der bruger voldelige metoder for at bringe andre til tavshed, må møde stærk modstand og udfordres af os alle, uanset vores tro, meninger og holdninger«. Britisk fortilfælde Den nuværende situation omkring 'Behzti' er ikke uden fortilfælde i Storbritannien. Jim Allens stykke 'Fortabelse', der var et retssalsdrama, der pegede på, at nogle zionister samarbejdede med nazisterne i 1944, blev taget af plakaten i 1987 to dage før premieren i London, efter at demonstranter havde blokeret teaterets indgang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her