Selvransagelse efter Esmann-bog

Lyt til artiklen

Tv-journalisten Frank Esmanns biografi om Henry Kissinger er formentlig efterårets mest omtalte bog, men ikke for det gode. Forlaget Aschehoug må betale dyre lærepenge, fordi bogen i to omgange er blevet udsendt og derefter trukket tilbage, men ifølge administrerende direktør i Aschehoug Anette Wad er problemet med biografien ikke kun af økonomisk karakter. »Vi håber, at denne sag kan rejse en principiel og nødvendig debat i forlagsbranchen om såkaldt almen kulturel litteratur«, siger - eller rettere skriver - Anette Wad. Forlagsdirektøren har efter de seneste to måneders debat om Esmannbogen draget den konsekvens, at hun kun svarer på skriftlige spørgsmål. Kritik fra medierne Af flere anmeldere er Frank Esmann blevet kritiseret for, at han - uden klar kildeangivelse - i en lang række tilfælde har skrevet af efter eller har parafraseret materiale fra amerikaneren Walter Isaacsons Kissingerbiografi fra 1992. Esmanns Kissingerbog kom senest under kraftig beskydning af David Gress i fredagens udgave af Jyllands-Posten, hvor han mente at kunne konstatere omkring 40 steder, hvor der ifølge Gress burde have været kildehenvisninger til Isaacson. Ifølge Anette Wad var beslutningen om at trække Esmanns bog tilbage imidlertid truffet allerede torsdag i sidste uge.

Hvad sker der nu med Esmannbogen, som er til granskning på Syddansk Universitet. Bliver den genudgivet, hvis universitetet siger god for den?

»Når vurderingen fra Syddansk Universitet foreligger, vil forlaget vurdere sagen på ny«. Hvad skal der til, før den bliver genudgivet?

»God citatskik skal være overholdt«, siger Anette Wad. Det er det faglitterære udvalg under Kunstrådet, der har bedt Syddansk Universitet om at vurdere Frank Esmanns bog, fordi udvalget har støttet udarbejdelsen af bogen med 50.000 kroner. Anette Wad håber, at universitetet kommer med en meget klar afgørelse, så fremtidige forfattere får nogle klare retningslinjer for deres arbejde. Et brancheproblem »Dette her er ikke et isoleret Aschehougproblem, men et brancheproblem. Vi vil naturligvis fortsat have fuld tillid til vores forfattere; de skriver jo også under på i deres kontrakt, at værket ikke er i strid med gældende lov om ophavsret. Derudover vil vi gennemgå vores procedure for behandling af denne type bøger«, siger hun. Frank Esmann har tidligere udgivet bøger hos Aschehoug, men Anette Wad oplyser, at forlaget ikke har yderligere aftaler med ham. Vil Aschehoug udgive mere af Esmann?

»Det afhænger af emne og kvalitet«, siger Anette Wad. Sagens hovedperson, Frank Esmann, har flere steder, bl.a. til Politiken, sagt, at der efter hans mening er tale om en hetz. Politiken forsøgte i går forgæves at få ham til at uddybe bl.a. dette synspunkt. »Jeg har ikke mere at sige«, var Esmanns eneste kommentar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her