Disney er faldet for Hella Joofs danske komedie 'Oh Happy Day'. Den amerikanske filmkæmpe vil nu satse på at lave en amerikansk version af filmen, og efter planen begynder produktionen allerede til sommer. Imponerede amerikanere Den utraditionelle satsning er blevet en realitet, efter at filmens producent Thomas Gammeltoft og instruktør Hella Joof præsenterede filmen for amerikanerne for nyligt - endda med et syngende gospelkor i baggrunden som en henvisning til filmens religiøse undertoner. Præsentation gik efter sigende over al forventning: Filmen tog amerikanerne med storm. Og nu er planerne en realitet. Hach skriver manus De amerikanske pendanter til rollerne - herunder hovedrolleindehaver Lotte Andersen - er endnu ikke fundet, men den amerikanske manuskriptforfatter Heather Hach - der bl. a. er kendt for filmen Freaky Friday - er i fuld gang med at skrive det amerikanske manuskript. »Det var grænseoverskridende at se Heather Hach's amerikanske oplæg; nogle af filmens temaer vil blive omskrevet, så de passer til det amerikanske biografpublikum, for eksempel versioneres kærlighedshistorien mellem sort og hvid«, fortæller producer Thomas Gammeltoft. Den danske version af filmen - der blev belønnet med fire ud af seks hjerter af Politikens anmelder - er stadig biografaktuel her i landet. Den er hidtil blevet set af 152.000 danskere.
Disney vil lave amerikansk version af 'Oh Happy Day'
Lyt til artiklen