Siden Børge Outze & Co. 5. maj 1945 rykkede ind i passagen mellem Store Kongensgade og Bredgade og gjorde den tyskvenlige avis 'Fædrelandets' lokaler til befriet område for det hidtil underjordiske nyhedsorgan Information, har det derpå overjordiske dagblad kunnet kendes på to ting: Avisen er så »uafhængig af økonomiske interesser«, at det ses på livvidden: En 'bette pjosker' fik Per Højholt kaldt den i en af Gittes Monologer. 'Landsdækkende', joh, men i et meeeget tyndt lag. Desuden var den - før alle de andre blev det - »uafhængig af partipolitik«. Sine meninger bar den - også som landets eneste - uden på tøjet: Én leder på forsiden, og én på bagsiden. Inddelt i to-tre hovedafsnit med hver sit store begyndelsesbogstav - på typografisk ikke blot et initial, men et 'uncial' - der i særlige tilfælde var samme bogstav hele vejen fra top til bund: Outzes vandmærke sammen med det lille 'o' efter sidste linie. Med sin evne til at vende ethvert emne begavet i luften, så det landede på benene, var han i en menneskealder avisens galionsfigur og dansk dagspresses Akrobat O. Mandagens kolbøtte afskaffede begge dele på hans gamle avis: Forsidelederen står nu på side 2 og - ligesom dén forkortede, der er bevaret på bagsiden - nu med kun ét uncial. Og den tynde tryksag er blevet dobbelt så tyk. Men med samme papirmængde, for formatet er halveret fra 'broadsheet' - som det 'dobbeltlagen' De har i hånden nu - til 'tabloid', frokostpausens format. »Kompakt« foretrækker de at kalde modellen. Omlægningen følger en international trend - og foregriber formentlig en dansk ditto, jævnfør bl.a. Berlingskes 'ny' kultursektion i tabloid. Franske Libération og engelske Independent, som den danske avis hhv. har haft og har redaktionelt samarbejde med, er begge for længst 'gået i kompakt' uden bare at 'gå til frokost'. For Information har de netop begge været eksempler på det modsatte: Indholdet kan være morgenseriøst, selv om formatet bliver frokostbekvemt. Resultatet mandag var 32 sider præget af overskuelighed, nøgternhed - et »anti-B.T.« har redaktionens fødselshjælpere haft i tankerne. Akkompagneret af en massiv opmærksomhed på, at avislæsere er ret konservative: Vi holder jo en avis, fordi vi foretrækker dén, som den er - frem for andre. Og selv om Outzes gamle avis efterhånden kun tæller en snes tusind 'holdere', som abonnenterne hedder dér. Men der er »ikke noget, der ikke kan lade sig gøre i dette format, som kunne lade sig gøre i det gamle, og avisens historie og værdigrundlag springer forhåbentlig ud af siderne med endnu større kraft end før«, lyder besværgelsen fra avisens ny chefredaktør Palle Weis i tirsdagens side 2-leder (bagsidelederen handler dog ikke om avisen selv, men om Irans uran). Uomtvistelige er de fordele, chefredaktøren foreholder læseren: Håndterlig, bedre læsbarhed, bedre fokusering på den enkelte artikel (når den skal dele side med færre andre), mere fleksibelt sideforløb - her godt vist i et nyhedsbærende tema om danskernes (mis)tillid til velfærdsstatens beståen. Sideforløbet er ellers helt traditionelt: 6 sider Indland, 6 sider Udland, 5 sider Kultur, 3 sider Opinion, ca. ni spredte siders annoncer (! - halvdelen er forlagsannoncer) og et par siders servicestof. Gevinsterne har selvfølgelig omkostninger: Dobbelt så mange sider med hver sin bærende artikel kræver f.eks. dobbelt så mange 'gode historier' (og gode, bærende illustrationer) - og tilsvarende skal en sides sekundære historie, 'kælderen', så at sige 'skrives op' til niveau (ikke pustes!). Alt andet må skæres helt ned til notestørrelse. I tirsdagsavisen er flere eksempler på vellykket håndtering af de krav. Manøvren med sådan en omlægning er enormt ressourcekrævende - så man skal vel ikke beklage sig over en vis (for)mathed? Men den er der, midt i soberheden og al den kompakt artige umage. En skrigende mangel på forne tiders vid og vildskab, hvis forklaring måske ikke kun ligger i skiftedagens udmattelse. Men også i, hvad Weis selv er inde på: »Form uden indhold er uinteressant«. Og eftersom »de aviser, der klarer sig bedst, er de, der klarest kan definere en niche«, skal der »arbejdes med at skærpe nichen«. Er sproget ikke just af outzesk humør eller elegance, så er meningen dog god nok: Profilen skal avisen nu engang ikke finde i formatet, men i sin særlige tilgang til stoffet, verden - sin i bedste forstand politiske brug af dét afgørende instrument i den moderne medie- og meningsmusik, som et dagblad med holdning er. »Hvor er den ihærdige og dybdeborende og nuancerende presse henne? Har flertallet bare ret?« spørger Marianne Jelved i gårsdagens kronik i Information, en efterlysning af pressen som 'vagthund'. Med en vis ret, for ganske vist findes dén journalistik da, og dét - sagt i al ubeskedenhed - nok på flere danske dagblades redaktioner end i 1945. Eller i 1970, da Information var mere ene om at få vind i sejlene ved at satse på befolkningens nye uddannelsesforspring. Men vagthundens logrende modsætning er unægtelig mere synlig: en »meningsdannelse, der går i ring« mellem opinionsmålinger og mainstream-liderlige politikere, som pressen holder mikrofon for. »Hvordan kan det give mening at have en midte i dansk politik, når der ikke er nogen uden for den midte?«, klager Jelved. Avisen, der mandag gik i halvformat, kunne begynde dér, hvis den ikke også vil ende på halv stang, »fremtidssikret« kompakt eller ej. Vigtigere end at »skærpe nichen« er det vel for en avis »uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser«, at skærpe standpunkterne. Tydeliggøre forskelle og modsætninger uden for Store Kongensgades 'helt egen verden' - dér ude hvor 'midten' er et sort hul af provinsiel konsensus.