Fingrene med de sortmalede negle retter på den blonde lillepigefrisure, hvor et hårbånd med en stor sløjfe holder lokkerne på plads. I forhold til den blåhårede og punkede Gwen Stefani, som debuterede som forsanger i bandet No Doubt i 1991, er det en feminin og stilet Gwen Stefani, der møder den europæiske presse på Sanderson Hotel i London for at tale om sit netop udgivne soloalbum, 'Love. Angel. Music. Baby'. 35-årige Gwen Stefani er iført en renæssanceagtig bordeauxrød jakke med en hvid flæsekant. Under den har hun en minimal sort top og bart maveskind. Foruden håret er både jakken og den korte grå nederdel udsmykket med store sløjfer. En stil, der ikke er særlig typisk for den rock- og punkscene, hvor hun færdes til dagligt. Modemagasinet Vogue udråbte Gwen Stefani til det ultimative musik-ikon, da bladet havde hende på forsiden i april. Og sammenligningen med Madonna er ikke til at komme udenom. En inspirationskilde som Gwen Stefani vedkender sig helt åbent. Gwen Stefani er netop ankommet fra Japan og snart på vej til Tyskland. Hun smiler venligt til de fire journalister fra forskellige europæiske lande, der skal interviewe hende på én gang. »Marrrtiinne«, siger hun, da hun forsøger at gengive den rigtige udtale af mit navn og byder os alle på sød pandalakrids. Musical og punk »I starten troede jeg, at denne plade ville være et sjovt, nemt sideprojekt. Men vi havde alle lyst til at tage en pause fra bandet. Det har været 17 års komplet lidenskab. Som et ægteskab, intet kunne komme i vejen for. Og jeg havde dette store ur, der tikkede i mit øre«, forklarer Gwen Stefani. Og soloalbummet var bare en af flere ting, som Gwen Stefani gerne vil nå, inden det bliver for sent. Gwen Stefani er vokset op i Anaheim, Californien. Hun kom med i sin storebror Erics band som 16-årig, mens hun stadig var fan af Julie Andrews fra musicalen 'Sound of Music'. Da broren sprang fra i 1994 for at blive animator på tv-tegneserien The Simpsons, forblev Gwen Stefani i bandet. Ni år senere - i 1997 - slog No Doubt igennem med sin iørefaldende ska-inspirerede stil, en blanding af punk og reggae, på albummet 'Tragic Kingdom'. »Da jeg fandt ud af, at jeg kunne skrive sange, fandt jeg ud af, hvem jeg var. Før det ville jeg bare have en baby og ... Og det er fine ting, som jeg stadig gerne vil. Men når du finder ud af, at du kan gøre noget, som du er god til, så giver det dig en slags magt. Du ved, du er så forpulet magtfuld«, forklarer hun. Med tiden er Gwen Stefani blevet en mere fremtrædende frontfigur. I starten havde hun ingen ambitioner, siger hun. Hun var Erics lillesøster, senere kæreste med bassisten Tony Kanal. Hendes højeste ønske var at blive gift og få sin egen familie. Hun dømte ikke om at få pladekontrakt og turnere verden rundt. Virkeligheden i dag er helt anderledes. Gwen Stefani er trådt meget mere i karakter. Hun går ustyrligt meget op i sin personlige stil, makeup, hår, tøj og ikke mindst i sin krop. Hun træner fitness eller løb fem dage om ugen og er på konstant slankekur. De klassiske Hollywood-skuespillerinder er blandt hendes store inspirationskilder. Som teenager var væggene i hendes værelse plastret til med plakater med Marilyn Monroe. Også Jean Harlow har været et forbillede for Gwen Stefani. I den kommende Martin Scorsese-film 'The Aviator' spiller hun faktisk rollen som den afdøde skuespillerinde. Og selv om det er en lille rolle, har det været en drøm, der gik i opfyldelse at være med i en film: »Det handler om at prøve ting, jeg aldrig har prøvet før. Jeg følte, at tiden var ved at løbe fra mig, og der var nogle ting, jeg ville prøve, før jeg dør«, siger hun. Gift to gange Men også babydrømmene er der endnu - side om side med ambitionen. Gwen Stefani blev gift med forsangeren i Bush, Gavin Rossdale, i september 2002. Brylluppet blev gentaget to uger senere - for hun var bare nødt til at bære sin Christian Dior-kjole to gange. »Selvfølgelig har jeg altid gerne villet have et barn. Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har fået nogen endnu, men jeg tror ikke, det ligger til mig lige nu. Denne plade er som en rejse, som Alice i Eventyrland. Jeg følger bare skiltene«, siger hun. »Men når Gud vil det, sker det vel. Hvis Gud vil have mig til at vente, så ...«, siger hun og lader sin katolske opvækst skinne igennem. Hun understreger dog, at det ikke er fordi hun ikke kan få børn. »Jeg har ikke prøvet, for der har altid været noget i vejen«, siger hun. Ifølge Gwen Stefani har hendes forældrene bakket op om No Doubt hele vejen frem til bandets succes, men samtidig anså de i starten ikke musikken som mere end en hobby og forlangte derfor, at datteren gik på college. Og måske var det ikke med udelt begejstring, at forældrene fulgte bandets succes. På No Doubts hjemmeside finder man en lille historie om, hvordan Gwen Stefani før en koncert i Californien i 1995 lovede sin mor ikke at bande under nummeret 'Just a girl'. Men hun kom til det alligevel. Efter det talte moderen ikke til hende en uge. Selv understreger Gwen Stefani, at hun har haft en kærlig og tryg opvækst. Hendes oldemor syede tøj og gaver til alle i familien, og moren syede det meste af Gwen Stefanis tøj, før hun selv overtog den kreative proces. Herfra har hun sin store interesse for tøj og stil. »Det er i mit blod«, siger hun. Japanske muser Sideløbende med at Gwen Stefani har arbejdet med det nye album, har hun også designet tøjet til det nye tøjmærke, L.A.M.B. Og det har resulteret i, at de to ting overlapper en del. Samtidig med promoveringen af pladen er Gwen Stefani en omvandrende reklamesøjle for sit tøj. Desuden er et af numrene på pladen en hyldest til et shoppingområde i Tokyo, Harajuku, som Gwen Stefani er stilmæssigt inspireret af. »Den ene dag designede jeg, den anden dag var jeg i studiet og flippe ud. Så de forskellige temaer krydsbestøvede hinanden«, siger hun og forklarer, hvordan de japanske piger, som shopper i Harajuku, nærmest blev hendes designmuser. »Det blev et tema, der dukkede op igen og igen. Det var ikke med vilje, men jeg blev bare ved med at tale om det«, siger hun. 'Lamb' var navnet på Gwen Stefanis hund, men tøjmærkets navn er også det samme som initialerne på albummet 'Love. Angel. Music. Baby'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








