DA NICK Cave ved sit klaver var omtrent halvvejs i sin omvendte, satiriske salme 'God's In The House', lød pludselig et højt »Halleluja!« ude fra den fyldte, mørke sal. Den latter, der straks rejste sig som svar, antydede, at mange havde lyst til at istemme udbruddet. Enten i begejstring over en medrivende og opløftende koncert eller i protest mod, at der efterhånden er mere messe end massemord i Nick Caves univers. Manden, de engang kaldte mørkets fyrste, synes på mange måder genfødt som lysets fyrste. Og i Falconer strålede den klejne herre i al sin glans. En sensuel elegantier Båret frem af sit nye kor med tre kvinder og en mand var Nick Cave og bandet The Bad Seeds fra starten i en buldrende version af 'Bring It On' - eneste sang, vi fik fra sidste års 'Nocturama' - fuldkomment overskud. Kapelmesteren dansede nærmest flyvende over hele scenen med bløde bevægelser i alle sine 47 år gamle led. En sensuel elegantier i stramt sort jakkesæt, der uden anstrengelse satte hele koblet af beregnende efterlignere til vægs med en veloplagt vokal. Også de danske af slagsen. Nick Cave balancerer fornemt mellem det disciplineret velformede udtryk og de inderlige, ja nærmest overgivne udladninger. Ganske enkelt en formidabel præstation. Besættende sug - men ringe lyd Mens bandet sugede os ind i et besættende sug fra første taktslag, luftede det gospelprægede kor ud og tændte nye lys over Nick Caves sange. Ingen havde formentlig tid til at tænke over et eventuelt savn af guitaristen Blixa Bargeld, der forlod gruppen i fjor. Hans afgang gav blot Warren Ellis' violin mere farve og fylde, mens Mick Harvey sikkert lagde smagfulde guitarer ind i et imponerende sammensat lydbillede med et på en gang løst og dog swingende spil. Som dog blev skæmmet af en uhørt ringe lyd på et ellers normalt velfungerende koncertsted som Falconer. Det kunne dog ikke forhindre Nick Cave og hans medsammensvorne i at levere en nærmest triumferende gennemspilning af mange af sangene fra dette års glimrende dobbelt-cd 'Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus'. I første del af showet leverede bandet, koret og Cave nærmest stormende udgaver af 'Hiding All The Way', 'Nature Boy', 'Get Ready For Love', 'There She Goes My Beautiful World' og 'Easy Money'. Sange, der blev foldet ud og understregede den mere melodiøse stil på de to plader. Men de mere blide sange som den afmægtige gospelhymne 'O, Children' og især de helt centrale 'Baby You Turn Me On' lyste også op. Alternativet er sex og spiritualitet I sidstnævnte synger Nick Cave ømt om den blanding af sex og spiritualitet, som han synes at mene er det eneste brugbare alternativ til verdens dårskab. »Now, the nightingale sings to you/ and raises the ante/ I put one hand on your round ripe heart/ and the other down your panties«, synger Nick Cave. Han slutter den smukke sang med at konkludere: »Everything is collapsing, dear/ All moral sense has gone/ It's just history repeating itself/ And babe, you turn me on«. Så enkelt er det. Og det er - for de fleste - lidt sjovere at sætte sensualitet op som værn mod forfaldet end den arme af seriemordere, Nick Cave før har sluppet løs i sine sange. I de mange ekstranumre fik vi dog fornøjelsen af at møde et par af dem igen. Også som gengangere er hovedpersonen i 'Red Right Hand' og den febervilde, stakåndede og svimle 'Stagger Lee' truende, men dybt fascinerende bekendtskaber. Som dog kan få enhver til at søge ly i Guds hus. Og så er vi jo tilbage, hvor vi startede, ved den syrlige sang til den fromme gudsfrygt i en - vist nok - amerikansk landsby. Forfriskende nyt på gamle klodser I 'God's In The House' fra albummet 'No More Shall We Part' er Nick Cave helt i sit es som den lille drillepind, der har kigget op under præstens kjole og ikke fundet meget andet end en erigeret penis i begejstring over dobbeltmoralsk selvglæde. Og sygdommen har bredt sig, mener Cave, som høstede bifald for linjen: »Moral sneaks in the White House«. Forudsigeligt, vil nogen måske mene. Men det var i så fald også det eneste, man kunne sige det om i en koncert, der viste, at man sagtens kan basere sin musik på gamle klodser fra country, rock, blues og gospel og alligevel få en helt ny og ekstremt forfriskende forestilling ud af det. Hvis man blot lader mørkets fyrste forny sig og tænde lyset.