Billy Bob Thornton smiler bredt og henviser til 'The Method', mens han river kapslen af endnu en Budweiser. Den tredje mens dette interview har løbet her sidst på eftermiddagen.
Og da kolleger har berettet om, at den 49-årige amerikanske skuespiller allerede var godt i gang med pilsnerne sidst på formiddagen, må det være blevet til nogle stykker, mens Billy Bob Thornton har holdt alternativ julestue på Hotel Majestic denne varme dag i Cannes i maj.
Det drejer sig naturligvis om Billy Bob Thorntons rolle som julemanden Willie i Terry Zwigoffs ekstremt amoralske - nogle vil sige direkte platte - julefilm 'Bad Santa'. Hvor Billy Bob Thornton drikker, bander, horer, stjæler, lyver, prutter, pisser og svindler sig gennem 96 minutters 'julehygge' på amerikansk.
Og mens en 'method actor' må indleve sig totalt i den rolle, vedkommende skal spille på film, så er Billy Bob Thornton her i Cannes 'the method man', der som menneske tager farve efter den rolle, han netop har spillet, og som der skal tales om.
Her er åbenbart ingen fine fornemmelser, så jeg går direkte på og spørger: Hvorfor hader du julen så meget, at du er nødt til at nedgøre julemanden så vederstyggeligt? Hvordan kan du gøre det mod ham?
»Hold lige dine heste et øjeblik - eller dine rensdyr, om du vil. Jeg hader ikke jul. Jeg elsker jul. Jeg har selv børn på 9 og 10 år, og jul handler for mig om at se dem glæde sig over højtiden og julemanden. Når man har børn omkring sig, er julen altid skøn«, siger Billy Bob Thornton, mens han peger direkte på mig og puster en stor ladning røg fra sin evindelige cigaret i hovedet på mig.
»Og sagen er altså den, at jeg ikke spiller julemanden i 'Bad Santa'. Jeg spiller en kriminel, som udgiver sig for at være julemanden. Det gør en stor forskel. Jeg troede selv på julemanden, indtil jeg var 11 år.
Så var der en eller anden skiderik der fortalte mig, at julemanden ikke fandtes. Jeg nægtede at tro på det, men da han spurgte mig, hvordan jeg troede at julemanden kunne komme fra Sverige til Los Angeles på én aften, kunne jeg godt se, at der var noget galt. Det hang simpelthen ikke sammen. Det var en matematisk umulighed«. Fuld på job
På spørgsmålet om han har tal på, hvor mange gange han siger fuck i løbet af filmen, svarer Billy Bob Thornton: »Nej, det ved jeg ikke. Men det er uden sammenligning den film, hvor jeg har sagt ordet flest gange. Og jeg kan ikke forestille mig, jeg nogensinde indspiller en film igen, hvor jeg skal sige det lige så ofte«.
»Men jeg kunne identificere mig med rollen, fordi han kommer fra en dårlig baggrund, hvor han intet ejer. Derfor er han heller ikke særlig glad. Og så ser han pludselig en tyk dreng, der dybest set er som ham selv, nemlig en taber, og de to finder en eller anden form for glæde i hinanden. Så på den måde er 'Bad Santa' måske i virkeligheden mere realistisk, end enhver anden julefilm«. Helt ærlig - var du fuld, mens I indspillede 'Bad Santa'?
»Ham jeg spillede, var fuld hele tiden«, siger Billy Bob Thornton og smiler afværgende. Han tænder endnu en cigaret, tager en dyb indånding, puster ud og siger så: »Ok - det er den eneste gang, jeg har besluttet mig for at drikke, mens jeg arbejdede. Så ja. Der er mange ting, jeg ikke husker helt klart fra indspilningerne«.
»Nu skal I høre! Der var en dag, hvor jeg havde haft det lidt for sjovt i frokostpausen. Vi skulle indspille en scene, hvor drengen venter på mig for enden af en rullende trappe. Der står en kvindelig assistent med en walkie-talkie, som skal sige »kør«, når trapperne skal starte, men der var hele tiden nogle ting, der kom i vejen.
Til sidst lagde jeg mig på det nederste trin, og meddelte, at hun bare skulle vække mig, når de var klar. Der må være faret en djævel i hende, for pludselig vågnede jeg ved, at trapperne kørte, uden at hun havde vækket mig. Jeg huskede tåget et eller andet om, at jeg var med i en film, og fik mig kæmpet nogenlunde på benene - hvorefter jeg faldt igen.
Det blev en fantastisk scene, som det ikke var nødvendigt at tage om. Den sad lige i skabet - fordi jeg var så fuld«. Dovne amerikanereHvor mange ryger du af dem der?, vil en kvinde gerne vide, da Billy Bob Thornton tænder endnu en American Spirit.
»Omkring en pakke om dagen. Jeg var ellers holdt op, da jeg var færdig med 'The Man Who Wasn't There', men det holdt desværre ikke så længe. Men hvad fanden - det er kun tobak. Jeg har ingen bivirkninger ved det. Jeg får heller aldrig tømmermænd af at drikke. Det er noget med mit blod - det er så rent«, griner Billy Bob Thornton larmende. Er det rigtigt, at man i Disney var nervøse for 'Bad Santa', da man så det færdige resultat? At direktør Michael Eisner direkte overvejede at droppe at sende den ud, fordi den ikke gik så godt i spand med Disneys børnepolitik?
»Nej - det passer ikke. Det er bullshit. Et studie (Disney, red.) laver ikke en film, hvis man er i tvivl om, hvad resultatet bliver. Den slags er nøje overvåget. Rygterne opstår som ren propaganda for filmen, fordi man tror, at det sælger flere billetter«. På lidt over 15 år har du medvirket i over 50 film. Hvilke roller kan du bedst lide at spille?
»Det lyder banalt, men jeg kan faktisk godt lide at veksle mellem de sjove og skurkerollerne. Det er f.eks. ikke sjovt bare at være helten, der er god hele tiden. Den slags mennesker findes kun i Hollywood - ikke i virkeligheden. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, som ikke også har nogle dårlige sider. Selv vores præsident kan have nogle dårlige sider indimellem«, siger Billy Bob Thornton med et ironisk smil. Lidt efter stivner smilet dog, da han bliver bedt om at kommentere USA's krig i Irak.
»Jeg synes, det er meget problematisk. Jeg tror ikke på, at vi gør det rigtige, ved at være der. Jeg har en intuitiv fornemmelse af, at vi ikke burde være der. Det betyder ikke, at jeg ikke holder af mit land, for det gør jeg. Men jeg tror ikke altid på dem, der regerer os. Jeg tror mere på folk, og jeg tror at folk er trætte af, at vi er i krig«.
»Men jeg synes samtidig, at den almindelige amerikaner er for inaktiv omkring krigen. Der er for megen apati i USA. Folk sidder og æder cheeseburgere og ser tv. I andre lande går folk på gaderne og demonstrerer, hvis der er noget, de er utilfredse med. Hos os er de bare dovne. Jeg burde måske også selv være mere aktiv, men jeg hader at være en af disse kendte mennesker, der tror, at de gør en forskel. For det tror jeg ikke på, at vi gør«. Men måske ville det gøre en forskel, hvis du skrev om det i en af dine sange. Er det noget, du har overvejet?
»Ja, det har jeg faktisk. På mit nye album, som kommer næste år, har jeg et par sange med om det. Men jeg skriver på et personligt plan. Ud fra personlige oplevelser. Jeg er ikke godt nok uddannet til at blande mig i storpolitik, eller til at jeg kan skrive en sang om det. Det overlader jeg til Bob Dylan«.
Billy Bob Thornton regner med at tage på turné, så snart han har udsendt sit nye album. Og han forsøger at nå så mange lande i Europa som muligt - inklusive Danmark.
»Jeg har det fantastisk godt i Europa, og jeg kommer helt sikkert til København. Der var jeg også, da vi turnerede med albummet 'Private Radio', og det var en fed oplevelse«, siger Billy Bob Thornton.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








