'Disbelief' er blandt de mest kontroversielle film, som i kategorien Amnesty Award vises på dokumentarfilmfestivalen chp:dox. Den stiller det ubesvarede spørgsmål, om Ruslands efterretningstjeneste FSB var involveret i de bombesprængninger i russiske boligblokke, som dræbte op mod 300 mennesker i september 1999. Det er historien om søstrene Aljona og Tatjana, hvis mor blev dræbt under den første bombesprængning 9. september. Aljona hørte ikke bomben. En psykiater fortalte hende siden, at i centret for en eksplosion er der stilhed. Aljona husker kun stilhed og totalt mørke, indtil en redningslampe blændede hende. Efter at have ledt to timer i ruinerne efter moderen, ringede hun til søsteren Tatjana, der boede i Milwaukee i USA. Tatjana fløj til Moskva, hvor hun først troede på formodninger om en gaseksplosion, selv om teorier hurtigt var fremme om, at tjetjenske terrorister stod bag. Da en bombe sprang i endnu en boligblok 13. september og flere fulgte efter, blev terrorisme det indlysende svar. Aljona drog med Tatjana til USA, hvor de kom stadig mere i tvivl om den officielle forklaring. Da filminstruktøren Andrej Nekrasov henvendte sig til dem om sine planer for dokumentarfilmen, sagde kun Tatjana ja til at deltage i Rusland. Aljona ville ikke tilbage, men er interviewet til filmen i sit nye hjemland. Det var ikke mindst et afværget nyt attentat imod en boligblok, som rejste pinagtige spørgsmål om det holdbare i påstanden om, at tjetjenere stod bag. Skræmte borgere overvågede på skift boligblokke, og i byen Rjasan, syd for Moskva, opdagede 'beboervagter' 22. september om aftenen, at tre sække blev slæbt ind i kælderen under deres opgang. Tilkaldte politifolk og sprængstofeksperter konstaterede, at sækkene var fyldt med sprængstoffet hexogen, og alle beboere blev straks evakueret fra bygningen. Daværende ministerpræsident Vladimir Putin gik på tv og roste beboerne for deres »årvågenhed, der havde reddet menneskeliv«. Men da beviser pegede på, at det var FSB-folk, som havde været på færde, stod FSB-chefen Nikolaj Patrusjev frem og chokerede landet ved at erklære, at det ganske rigtigt var hans folk, der havde slæbt sækkene ind. Men det var »harmløst sukker« og ikke hexogen. Der havde været tale om »en øvelse« for at teste årvågenheden, sagde han. Der fulgte et ramaskrig fra beboerne i Rjasan og i medierne. Dengang herskede fortsat den pressefrihed, som karakteriserede Boris Jeltsins præsidentperiode. FSB-ledere blev grillet i de elektroniske og skrevne medier, hvor de rodede sig ud i stribevis af modsigelser. 'Disbelief' indeholder flere klip fra tv-debatterne, hvor mange krævede en uvildig undersøgelse. Sådan en blev aldrig gennemført, og noget af det første, som Putin foretog sig efter at være blev valgt til præsident året efter var at tage kontrol med de landsdækkende tv-kanaler, så de ikke siden har kunnet gentage de ubesvarede spørgsmål. Ødelagte liv Tatjana møder i dokumentarfilmen flere, hvis liv blev ødelagt af bomberne, både bombeofre og mennesker, der led på anden vis. Hun besøger Timur Dakhkilgov, en af de tjetjenere, der blev arresteret under stor medieopmærksomhed, men løsladt i stilhed tre måneder senere efter - med mange men efter tortur. Tatjana hyrer Mikhail Trepasjkin, tidligere oberst i FSB, som sin advokat. Han blev siden dømt for at »afsløre statshemmeligheder«. Efter Trepasjkins arrestation, producerede Nekrasov en dokumentarfilm på grundlag af sine interview med ham. Masterkopien til den film blev stjålet, lige som alle Nekrasovs dokumenter om sagen. Tatjanas forgæves kamp for at få alle relevante officielle dokumenter skildres i filmen, ligesom hendes mistro til officielle forklaringer, men også vægring ved at tro, at FSB kynisk kunne have dræbt egne borgere for at fremme en ny Tjetjenien-krig og valget af Putin til præsident. Nekrasov har kaldt sin film 'Tvivl', fordi den ikke tager stilling, i modsætning til en tidligere dokumentarfilm om emnet 'Mord på Rusland', finansieret af den russiske mangemillionær i eksil, Boris Beresovskij. Den er baseret på bogen 'FSB sprænger Rusland i stykker', og Beresovskij hævdede, at filmen ville bevise det. Det gjorde den ikke. 'Disbelief' gør et meget mere seriøst arbejde ved at fremlægge facts uden at konkludere. Nekrasov sagde ved den første af hidtil få visninger af 'Disbelief' i Rusland, at beviser er unødvendige. Det er nok for ham, at beviserne imod FSB ikke er efterforsket. »Enhver ansvarlig politiker må svare på det udførlige bevismateriale. Det er enhver kunstners eller journalists ret at stille spørgsmål til det og sætte det i perspektiv«, sagde han. Og perspektivet er krig og mere terror, statslig som ikke statslig. Det er aldrig bevist, at tjetjenske terrorister stod bag bombesprængningerne i september 1999. Men det skabte så megen angst og vrede blandt russerne, at Putin fik opbakning til sin krig i Tjetjenien fra oktober 1999. Jeltsin fik aldrig folkelig opbakning til sin krig imod tjetjenerne 1994-96. Terroren gjorde forskellen. Senest har gidseldramaet i Beslan i den sydrussiske republik Nordossetien vist, at terroren er taget til i omfang og grusomhed i Putins tid. Men han har også afvist en uvildig undersøgelse af Beslan. Her mistænkes FSB ikke for at stå bag, men for at koncentrere sig mere om at slå terrorister ihjel end om at redde gidsler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








