Mogens Munk Rasmussen bliver ny formand for DR's bestyrelse og dermed manden, der skal klare DR igennem den alvorlige ledelseskrise. »Jeg glæder mig over, at Mogens Munk Rasmussen har påtaget sig hvervet som ny formand for DR's bestyrelse. Med sin solide erfaring fra erhvervslivet og sine mange tillidshverv, herunder i kulturlivet, er jeg overbevist om, at han er den rette person til at overtage rorpinden for bestyrelsen«, siger Kulturminister Brian Mikkelsen (K) i en pressemeddelelse. Med den 63-årige koncernchef i Nykredit har kulturminister Brian Mikkelsen (K) valgt en mand med solid erfaring fra flere topposter i erhvervslivet og det danske militær. Med en fortid som premierløjtnant og sekretær i Forsvarsstaben kan han slå fast over for kollegerne i bestyrelsen, at de skal holde op med at bruge posten som platform for egne politiske holdninger. Den traditionelle skole 63-årige Mogens Munk Rasmussen er en respekteret leder i toppen af dansk erhvervsliv. Han er uddannet cand.polit. og har siden 1978 haft forskellige direktørstillinger i den danske bankverden. I 1985 blev han headhuntet til Nykredit, og seks år senere satte han sig chefstolen. Som koncernchef i Danmarks største realkreditinstitut kunne han for to måneder siden præsentere et halvårsregnskab med et overskud på to milliarder kroner. Mogens Munk Rasmussen beskrives som en leder af den traditionelle skole med knækflip og et håndtryk, der kan mærkes. Få penge Som søn af en politiassistent var tonen da også kontant i opvæksten. Penge var der ikke mange af, så da Mogens Munk Rasmussen var 13 år, tog han sit første job - som banansælger på færgen mellem Helsingør og Helsingborg. Salgsevnerne var gode, og han blev hurtigt forfremmet til kiosken. »Min opvæksthistorie har betydet, at jeg ofte tager de sikre valg frem for at slå mig løs«, har Mogens Munk Rasmussen sagt i et interview til Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Sikre valg bliver nødvendige, når Danmarks Radio på et bestyrelsesmøde i december skal tage endeligt stilling til, hvordan den vil skaffe de 450 millioner kroner, kulturinstitutionen mangler til byggeriet af DR Byen i Ørestad. Ny generaldirektør Hans ilddåb bliver dog i første omgang at finde en ny generaldirektør med en så neutral profil, at kritikere ikke kan kalde ansættelsen politisk styret. Men Mogens Munk Rasmussen er næppe bange for at træffe et upopulært valg til posten. Som direktør i Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkort indførte han dankortet i 1983 trods hård kritik fra detailhandel, forbrugere og politikere. I dag har flere end tre millioner danskere et dankort. Mogens Munk Rasmussen foretog i øvrigt selv første køb med kortet. Han købte et par sko. Privat bor DR's nye formand i Klampenborg med sin hustru, Mette, og hendes to børn. Han har selv to børn fra et tidligere ægteskab og to børnebørn. Han interesserer sig for kunst og holder sig i form med tennis, golf og skiløb.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch







