Den danske ambassade i Brasilien advarede i sommeren 2003 H.C. Andersen 2005 Fonden mod at bevæge sig ind i Rio de Janeiros kriminelle sambamiljø. Alligevel valgte fonden at yde 1,1 million kroner til en sambaskole, hvis topfigur har vist sig at tilhøre landets mafia. Politiken har tidligere skrevet, at H.C. Andersen-fonden har givet 1,1 million kroner i støtte til sambaskolen Imperatriz Leopoldinense, hvis ærespræsident, Luiz Pacheco Drummond, er kendt som en fremtrædende forbryder i Rios underverden. Pengene skal skolen bruge til at gøre figurer fra H.C. Andersens eventyr til en del af skolens parade under karnevalet i februar næste år. Karnevalet skal overværes af kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og kulturminister Brian Mikkelsen (K). Fond var advaret Men H.C. Andersen-fonden var advaret, siger den danske ambassadør Christian Kønigsfeldt. »Ambassaden påpegede, at man må udvise den største agtpågivenhed, hvis man vil bevæge sig ind i sambamiljøet«, siger ambassadøren, der dog ikke selv sad på posten dengang. Det gjorde Anita Hugau, som nu er ambassadør i Chile, og hun bekræfter, at hun personligt advarede H.C. Andersen-fondens generalsekretær, Lars Seeberg, mod at støtte sambaskoler, da han besøgte Brasilien i juli sidste år. »Ambassaden gjorde opmærksom på, at alle sambaskoler ligger i kriminelle miljøer«, siger Hugau. Ambassaden blev af Udenrigsministeriet bedt om at aflevere en skriftlig redegørelse med det samme. Generalsekretær: Rygter Generalsekretær i H.C. Andersen 2005 Fonden Lars Seeberg forklarede fredag i Politiken, at han under besøget i Brasilien sidste år havde »hørt rygter« om, at sambaskoler var knyttet til organiseret kriminalitet. Fonden måtte derfor, forklarede han, sætte sin lid til, at erhvervsmanden Jens Olesen, der havde kontakt til ambassaden, kunne finde en sambaskole, der ikke kunne sættes i forbindelse med kriminelle kredse. Lars Seeberg har taget kontakt til både Jens Olesen og ambassaden i Brasilien. »Jeg har bedt om en skriftlige redegørelse. Når vi får den, vil I høre nærmere«, sagde Lars Seeberg. Penge er udbetalt til sambaskole Der er dermed lagt op til, at ansvaret for, at fonden har ydet en støtte på 1,1 million kroner til en sambaskole, hvis leder har en langvarig fængselsdom bag sig, kan skubbes rundt mellem de involverede parter. Under alle omstændigheder er H.C. Andersen-fondens penge, som stammer fra Bikubenfonden, staten og en række kommuner, udbetalt til karnevalet i Rio. Og i både regeringen og på Amalienborg overvejer man nu, om det officielle Danmark skal blåstemple det store projekt og stå ved tilsagnet om at sende både kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og kulturminister Brian Mikkelsen (K) til karneval i Rio til februar. Kongehuset afventer »Vi afventer Udenrigsministeriets vurdering af denne sag«, siger kongehusets informationschef, Lis M. Frederiksen. Kulturminister Brian Mikkelsen har nu bedt fondens reklamebureau, Christian Have, om en redegørelse for sagen og vil ikke udtale sig, før den er modtaget. Til gengæld presses kulturministeren nu af flere folketingsmedlemmer, der vil have en forklaring på, hvordan offentlig kulturstøtte kan ende i en sambaskole med forbindelse til den brasilianske mafia. Politikere vil have forklaring Omkring en tredjedel af fondens midler kommer fra det offentlige, og den radikale Naser Khader har længe kritiseret, at fondens penge er uden for almindelig offentlig kontrol. »Har ministeren hånd i hanke med de offentlige midler, H.C. Andersen 2005 Fonden administrerer og fordeler«, spørger Naser Khader. Louise Frevert fra Dansk Folkeparti har bedt ministeren garantere, at kulturstøtten ikke går til kriminalitet. »Man må jo spørge, hvordan fondens generalsekretær bare kan læne sit hoved op ad en erhvervsmand. Når det kan ske her, kan det også ske andre steder«, siger Louise Frevert.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








