John Idorn var en journalist, der altid forberedte sig uhyre grundigt til alle reportageopgaver, havde orden på sine papirer og styr på alle detaljer. Derfor blev han som kommentator til maratonløbet ved de olympiske lege i München i 1972, som han dækkede for Danmarks Radio, hurtigere end de fleste andre på stadion klar over, at der var noget galt. Den løber, som var på vej i mål som nummer ét akkompagneret af stort bifald fra tilskuerne, var en snyder. En ung mand i samme udstyr som de rigtige maratonløbere lavede en fantastisk practical joke ved lige uden for stadion at snige sig ind på ruten ind til stadion og sprinte af sted, som var han på vej mod guldet. John Idorn virkede, husker tv-seere, der oplevede episoden, først lettere forvirret, hvorefter han langsomt begyndte at grine og endte i en uforglemmelig, langstrakt latter for åben skærm. Passioneret foredragsholder Episoden var et muntert højdepunkt i John Idorns liv og karriere som sportsjournalist. Han fortalte gerne og meget underholdende om den i sine foredrag, som han gennem mange år rejste rundt i landet med. Selv på sin 70-års dag var han ude at holde foredrag, i Lynge, fordi - som han sagde - det var den dag, der passede dem bedst. John Idorn døde efter længere tids sygdom natten til mandag, i en alder af 71 år. Han var født i Helsingør. Meget tidligt fik John Idorn kontakt med og stor interesse for idrætten, og i 1953 tog han skoleembedseksamen i gymnastik. Samme år startede han som journalist på avisen Nordsjælland i Helsingør, og han blev de følgende år korrespondent til flere dagblade i hovedstaden. 1. november 1957 kom han til Dagens Nyheder, 1. februar 1959 skiftede han til Berlingske Tidende, 1. januar 1961 til Politiken, og 1. marts 1962 blev han ansat af legendariske Gunnar Nu Hansen på sportsredaktionen i Danmarks Radio. Omvandrende leksikon John Idorn blev kendt som et omvandrende olympisk leksikon og den saglige, meget vidende, bredt favnende og entusiastiske kommentator, der altid havde en enorm baggrundsviden at øse af. 1. november 1976 forlod han Danmarks Radio og blev ansat i Gutenberghus, og tre år senere valgte han at arbejde som freelancejournalist.1. maj 1984 startede han på radioavisen i DR som oplæser og reporter. Fra 1987 til 1991 var han DR's korrespondent i London. Derefter blev han atter freelancer og skrev kronikker om mange forskellige emner, ikke mindst det, som lå hans hjerte meget nær, det olympiske. Så sent som 12. juni i år fik han den olympiske hædersbevisning IOC Trophy ved det afsluttende OL-seminar for de danske deltagere ved 2004-legene i Athen. En belønning for hans interesse for det olympiske og for hans indsats i Danmarks Olympiske Akademi under Danmarks Idræts-Forbund. John Idorn, der efterlader sig fru Kirsten og to børn, blev hædret med titlen Årets Sportsjournalist i 1968. Han skrev og redigerede talrige bøger om idræt, og han var en skribent, der på veloplagt og kompetent måde kunne sætte idrættens udvikling i historisk og samfundsmæssigt perspektiv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00








