Midem-messen i Cannes skulle have været en storstilet eksportsatsning for dansk rock, men nu viser det sig, at det er den danske jazz, der har høstet det mest positive udbytte. I januar 2004 kørte pr-maskinerne ellers på højtryk for at sælge danske rockvarer på Midem - med et slutresultat, der ifølge Kunststyrelsens evaluering hverken gav udenlandsk presseomtale eller de kontakter, der på forhånd var målsætningen. Positiv omtale af dansk jazz Det langt mindre jazzfremstød får anderledes positiv kritik. »Jazzfolk fik for første gang mulighed for at skabe kontakter, og det lykkedes. Alle føler, de fik noget med hjem«, siger Carsten Lassen fra Dansk Jazzforbund, der har evalueret jazzdelen af Midem. For eksempel lod orkestrene Mold og Tys Tys sig hyre til festivaler i Frankrig, mens gruppen Wonderbrazz fik en manager og distribution i samme land. Sangerinden Malene Mortensen skrev europæisk pladekontrakt. ILK Records solgte hele sit bagkatalog til Japan, mens pladeselskabet Cope Records jublede over distributionsaftaler i en række lande. Fire jazzorkestre fik turneer i udlandet, og seks pladeselskaber skrev nye kontrakter og licensaftaler under selve festivalen. Dertil kom en masse networking og personlige kontrakter. Mere kendte Det var første gang, at dansk jazz deltog i et stort samlet fremstød på Midem. »Selv om der er langt færre penge i jazz, er danske jazzmusikere mere kendte internationalt end danske rocknavne. Jeg tror, vi vakte opmærksomhed, fordi danske jazzkunstnere skiller sig ud som noget specielt, der hverken er stylet eller mainstream«, siger Carsten Lassen. Jazzdelen hyrede også redaktøren François Lacharme fra det franske tidsskrift Jazzman som konferencier ved et præsentationsshow - et træk, der gav noget af den internationale omtale, rocken måtte kigge helt forgæves efter. Der er stor interesse for dansk jazz i Frankrig for tiden. Mobil musikgenre »Jazzen er meget mere mobil og hurtig at eksportere, netop fordi store multinationale selskaber ikke skal tages i ed. Jazznavne holder også længere, og en jazzplade kan stadig sælge godt efter ti år, mens popnavne kommer og går. Så man skal ikke forklejne jazzen som eksportvare, selv om en enkelt plade ikke sælger stort på en uge«, siger Carsten Lassen. Tidligere på året oprettede pladebranchen og musikorganisationer Music Export Denmark, som Kulturministeriet støtter med 3,5 millioner kroner om året i de kommende tre år. Pengene går til musik med 'kommercielt potentiale', og det vil især sige rock, oplyser Søren Bojer Nielsen, der er formand for Kunstrådets fagudvalg for musik. »Jeg kan ikke vurdere, om vi har jazzkunstnere med tilstrækkelig stort kommercielt potentiale. Men den ikkekommercielle jazz vil jo stadig få støtte i kunststøttesystemet«, siger han. Der er generel enighed om, at store fremstød som på Midem-messen ikke er vejen frem. Også Dansk Jazzforbund vurderer, at den større jazzkoncert med 11 navne under Midem ikke gjorde forskellen alene. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) havde ikke tid til at lade sig interviewe i går, men udtaler i en kort kommentar, at Midem var »et velvalgt skub«: »Det overrasker mig ikke, at netop jazzmusikken har gjort det godt, fordi de færdes hjemmevant i internationale sammenhænge«, erklærer han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








