Kunstrådet vil straffe citatfusk

Esmanns biografi kaster blandt andet et kritisk lys på Henry Kissinger (tv.), der var udenrigsminister under Richard Nixon (th.). Nu trækkes biografien tilbage fordi, der er mistanke om, at passager er skrevet af fra en anden bog. - Foto: AP
Esmanns biografi kaster blandt andet et kritisk lys på Henry Kissinger (tv.), der var udenrigsminister under Richard Nixon (th.). Nu trækkes biografien tilbage fordi, der er mistanke om, at passager er skrevet af fra en anden bog. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Forfattere, der fusker med citater, skal betale deres støttekroner tilbage. Det mener Kunstrådet, der nu vil ændre sine støtteregler og dermed sikre sig mulighed for at kunne kræve pengene tilbage fra forfattere, der bliver grebet i fusk, og som har modtaget støtte fra den statslige organisation. Meldingen kommer i kølvandet på sagen om journalisten Frank Esmann, hvis biografi om Henry Kissinger er blevet anklaget for at være delvis plagiering af amerikaneren Walter Isaacsons store Kissingerbiografi. Rådet fortryder støtte Kunstrådet gav Frank Esmann 50.000 kroner i offentlig støtte til arbejdet med bogen om den tidligere amerikanske udenrigsminister. Og det fortryder rådet i dag: »Kunstrådet repræsenterer staten og skatteyderne, og vi kan ikke forsvare at støtte arbejder, som overtræder reglerne. I de tilfælde, hvor det sker, må det være rimeligt, at støtten trækkes tilbage. Det er et spørgsmål om Kunstrådets politiske legitimitet i forhold til befolkningen«, siger Claes Kastholm Hansen, formand for Kunstrådets litterære fagudvalg. Derfor vil han have indføjet et sæt nye paragraffer i støttebetingelserne, som giver Kunstrådet mulighed for at få pengene retur, hvis der i fremtiden skulle opstå lignende sager. Ændringen vil blive diskuteret på et møde i morgen, hvor Kunstrådets litterære udvalg samles for første gang, siden Esmannsagen begyndte at rulle i Berlingske Tidende. Presset forlag Det var Berlingskes anmelder Bent Blüdnikow, som i sidste uge dokumenterede, at en række passager i Esmanns bog er enten af- eller omskrivning af Isaacsons bog. Den massive mediedækning har ført til, at Frank Esmanns forlag, Aschehoug, har trukket bogen tilbage fra boghandlerne. Især Berlingske Tidende har været voldsomt kritisk over for DR-journalisten Frank Esmanns arbejde, og det er også avisens faste kommentator og klummeskribent Claes Kastholm Hansen, der i sin egenskab af formand i Kunstrådet har bedt Kammeradvokaten undersøge, om rådet kan kræve Frank Esmanns 50.000 kroner retur. De to kasketter i samme sag mener Claes Kastholm Hansen dog ikke er et problem: »Overhovedet ikke. Jeg holder en uigennembrydelig mur og skriver aldrig om kunst og kultur i Berlingske Tidende«, fastslår han. Forlaget Aschehoug vil ikke kommentere Kunstrådets melding. Direktør Anette Wad siger, at forlaget har følt sig »meget presset af medierne« og mener, at »Berlingske Tidende virkelig har overdrevet«. Derfor vælger Aschehoug nu at forholde sig i tavshed, mens en konsulent nærlæser Esmanns og Isaacsons bøger for at undersøge alle anklagerne om citatfusk. Onsdag eftermiddag skal forlaget og Frank Esmann mødes for at diskutere den tilbagekaldte Kissingerbiografis fremtid. Frank Esmann, som i hele forløbet har fastholdt, at han ikke har begået nogen alvorlige fejl, vil efter mødet sende en redegørelse af sin udlægning af sagen til Claes Kastholm Hansen i Kunstrådet. Overvejer nyt regelsæt Et andet brev, Kunstrådet afventer i spænding, er det juridiske responsum fra Kammeradvokaten, som kommer i næste uge. Kunstrådet har ikke tidligere givet støtte til en forfatter, der senere er blevet anklaget for citatfusk, og statens advokat skal dermed afgøre en sag uden fortilfælde. Men afviser Kammeradvokaten, at Kunstrådet kan kræve pengene tilbage af Frank Esmann, vil rådet altså med sit ny regelsæt skabe grundlag for at kunne straffe eventuelle tilfælde af plagiat i fremtiden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her