Nissen: DR er truet af succes

Christian Nissen siger nu, at han står inde for pointerne i oplægget, men ønsker ikke at kommentere det selv. - Foto: Jens Dresling
Christian Nissen siger nu, at han står inde for pointerne i oplægget, men ønsker ikke at kommentere det selv. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Danmarks Radio kan ende som en nichekanal for den del af befolkningen, der i forvejen er storforbrugere af kulturelle tilbud. Sådan lød advarslen fra den nu fyrede generaldirektør Christian Nissen i et oplæg til debat på en chefkonference i Danmarks Radio i august - seks uger før bestyrelsen fyrede ham. Nye trusler Nissen beskrev, hvordan Danmarks Radio er kommet styrket ud af kampen mod de kommercielle stationer efter monopolbruddet. Men nye trusler lurer. »På trods - eller måske snarere affødt - af denne succes møder den europæiske public service-radiofoni som institution i disse år en ny trussel fra tre sider. Tre mere eller mindre uafhængige kræfter, der alle ud fra deres egen synsvinkel risikerer at presse public service-virksomheder ind i en niche eller ghetto for de i forvejen kulturelt velforsynede«, hed det i oplægget, som Politiken er i besiddelse af. Kampen om seerne For det første frygter Nissen de kommercielle medier. De anklager den licensfinansierede station Danmarks Radio for at stjæle lyttere og seere ved at bringe populære og billige programmer - eksempelvis film og serier, som de kommercielle medier lige så godt kan sende. Desuden har »den kulturelle elite« svært ved at sluge, at en offentligt ejet kulturvirksomhed som Danmarks Radio skal sende sport, film og underholdning for »de sparsomme licensmidler«, som Nissen skriver. Og så har EU et horn i siden på de licensfinansierede kanaler. De får penge af staten, men sender ofte programmer, der konkurrerer med tilsvarende tilbud fra de kommercielle medier. Det er konkurrenceforvridende, mener EU. Nissen vil ikke kommentere DR har ikke været god nok til at argumentere for, hvorfor staten overhovedet skal betale til radiofonien, når markedet i forvejen svømmer over med private medier, skriver Nissen. Christian Nissen siger nu, at han står inde for pointerne i oplægget, men ønsker ikke at kommentere det selv. Det vil Henrik Søndergaard gerne. Han er medieforsker ved Københavns Universitet og har skrevet flere bøger om public service. Fjernsyn for dig Han mener, at DR skal holde fast i sin nuværende strategi om at være fjernsyn og radio for alle. »Skræller man underholdning, sport og film væk fra Danmarks Radio, så står vi tilbage med en kanal, der kun bringer nyheder, kulturprogrammer og dansk fiktion. Ingen gider betale licens til sådan en kanal. Danmarks Radio skal være den samlende kanal, der sikrer kvaliteten«, siger Henrik Søndergaard. Selv om de mange boligprogrammer ikke nødvendigvis er 'alment oplysende', så har de en vigtig funktion. »Hver anden seer bliver hængende til næste program på samme kanal. Derfor har et program, om hvordan man betjener en boremaskine, den berettigelse, at det leder seeren hen mod nyhedstimen. Det betyder, at en meget stor del af den danske befolkning holder sig orienteret om, hvad der foregår i samfundet« Konkurrence med de kommercielle Kasper Krüger, direktør i Sky Radio, mener, at Christian Nissens oplæg beviser, at Danmarks Radio er kørt ud på et sidespor og tænker på at konkurrere med de kommercielle kanaler i stedet for at finde ud af, hvad DR kan tilbyde borgerne, som de ikke kan få andre steder gratis. »DR skal sende programmer, der ikke bliver vist på kommercielle stationer. Det er både smalle programmer, som vi kender det fra DR 2, men også den seertunge nyhedstime og danskproducerede serier som 'Krøniken', 'Rejseholdet' og 'Nikolaj og Julie', der vinder priser i udlandet. Det er ægte public service, for den slags har vi slet ikke råd til at producere«, siger Kasper Krüger: »DR skal ikke sende licenskronerne til Hollywood, men til det danske produktionsmiljø«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her