Lykketoft klar til forhandling om ny DR bestyrelse

Lyt til artiklen

Socialdemokratiets formand Mogens Lykketoft er klar til at forhandle med regeringen om at få en professionel bestyrelse for DR og opgive princippet om, at de politiske partier udpeger flertallet i bestyrelsen. Men det kan blive svært for regeringen at blive enig med både S og Dansk Folkeparti. »Vi er meget indstillet på at snakke om ændringer. Dommen over den nuværende bestyrelse er jo, at den ikke har arbejdet særlig professionelt«, siger Lykketoft. Advarer mod smalt forlig Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har lagt op til brede forhandlinger om en ændring af DR's bestyrelse. Selv om regeringen for to år siden indgik medieforliget alene med Dansk Folkeparti. »Det er klogt af ham, fordi det smalle medieforlig har vist sig at være en meget dårlig ide«, siger Lykketoft. S-formanden fastslår, at han også vil drøfte den ændring af tv-loven, som fra januar 2003 har givet DR's bestyrelse det »overordnede programansvar«. »Det har skabt alle de dårlige vibrationer og kan anfægte nyhedsorganisationens integritet«, mener Lykketoft. Venstres politiske ordfører Jens Rohde mener, at bestyrelsen skal have ansvaret for, at DR's public service kontrakt overholdes. »Men det er ikke en beføjelse til at blande sig i programmerne. Hvis det ikke fremgår klart nok af lovteksten, så må vi sørge for, at det kommer til det«, siger Jens Rohde. Den melding modtages positivt af Lykketoft, men ikke af Dansk Folkeparti. »Bestyrelsen skal have ret til at gå til generaldirektøren og kritisere, hvis man synes, at der er et problem med den journalistiske dækning. Ikke i enkelte programmer, men på et større område - som Irakkrigen eller Israel«, siger medieordfører Poul Nødgaard (DF). DR repræsentantskab Særligt DF's bestyrelsesmedlem Søren Espersen og Venstres Karsten Madsen har brugt deres bestyrelsesposter til den slags kritik. Medieforsker Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet anbefaler, at programansvaret fjernes fra bestyrelsen. »Det skal bestyrelsen ikke blande sig i. Det må være direktionens ansvar«, siger Henrik Søndergaard. DF er også skeptisk over for et forslag fra Jens Rohde om at udpege et repræsentantskab for DR. Rohde mener, at det bør sammensættes af en række organisationer og mødes jævnligt med bestyrelsen for at sikre den folkelige forankring. Men hvis repræsentantskabet ikke får formel indflydelse, risikerer det bare at blive »et unødvendigt ekstra led og en narresut«, mener Poul Nødgaard. Ideen om et repræsentantskab modtages positivt af Mogens Lykketoft. Klare kvalifikationer Han lægger også vægt på, at en professionel bestyrelse ikke bare må blive »regeringens håndplukkede venner fra erhvervslivet«. Jens Rohde mener, at loven skal fastsætte klare kriterier for, hvilke kvalifikationer bestyrelsesmedlemmerne skal have. Ud fra det skal regeringen udpege. »Så kan vi eventuelt lave en høring, hvor partierne kan spørge bestyrelsen. Det kunne være en interessant nyskabelse«, siger Rohde. I næste uge mødes Brian Mikkelsen med V, K og DF. De tre skal som medieforligspartier blive enige, før ministeren kan forhandle med andre partier. Jens Rohde går efter at få ændret loven hurtigt, så en ny bestyrelse kan være udnævnt til nytår: »Vi bliver nødt til at være hurtige. DR kan ikke leve i et vakuum i længere tid«. DR's konstituerede generaldirektør Lars Vesterløkke vil ikke kommentere politikernes forslag. »Men jeg ønsker da en relativt hurtig afklaring for medarbejderne og DR«, siger Lars Vesterløkke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her