Medieforskere undrer sig over fyring af DR's topchef

Generaldirektør Christian Nissen står efter ti år i DR til fyring. - Arkivfoto: Jesper Stormly
Generaldirektør Christian Nissen står efter ti år i DR til fyring. - Arkivfoto: Jesper Stormly
Lyt til artiklen

Hvis Danmarks Radios bestyrelse som forventet i dag fyrer generaldirektør Christian Nissen, er det en beslutning, der kommer bag på flere medieforskere. »Jeg læser det som et meget ubehageligt tegn på politisering fra bestyrelsens side«, siger medieforsker og tidligere medlem af DR's bestyrelse Preben Sepstrup. Budgetoverskridelse Ifølge Politikens oplysninger er det Christian Nissens rolle i bygningen af DR's nye domicil i Ørestad, der står til at koste ham jobbet. I forrige uge kom det frem, at det tre milliarder dyre byggeri formentlig bliver 300 millioner kroner dyrere end forventet. Men det mener Preben Sepstrup ikke er nok til at berettige en fyring. »Med mindre manden har taget af frimærkekassen, er det en meget bemærkelsesværdig fremgangsmåde«, siger han. Professor i journalistik Jørgen Poulsen fra Roskilde Universitetscenter kalder beslutningen for »bekymrende« og »meget overraskende trods budgetoverskridelsen i Ørestad«, hvis et flertal i bestyrelsen fyrer Christian Nissen. Strid om underholdningsprogrammer Spørgsmålet er imidlertid, om ikke flertallet i DR's bestyrelse bare har ventet på en belejlig undskyldning til at komme af med Christian Nissen, der har bestridt posten som generaldirektør i 10 år. Senest har bestyrelsen været utilfreds med, at radikale politikere dominerede DR's quizzer. Bestyrelsen kræver politisk balance i underholdningsprogrammerne. Men allerede inden DR's nuværende bestyrelse havde indledt sit arbejde, lagde Christian Nissen sig ud med den. Han var bekymret over, at bestyrelsen med medieforliget fra 2002 gav sig selv udvidede beføjelser til at blande sig i DR's redaktionelle linje. »Der er taget et lille, men meget betænkeligt skridt tilbage til Radiorådets direkte involvering i programspørgsmål«, sagde han dengang i et interview med Politiken. »Dette kan komme til at påvirke DR's redaktionelle frihed. Kombinationen af, at DR's bestyrelse fremover skal udvælges af ministeren, og at bestyrelsen samtidig skal have det overordnede ansvar, bekymrer mig. Jeg ved godt, at det er svært at vinde gehør for dette synspunkt blandt politikere, men i journalistiske miljøer er det en erklæret leveregel, at hverken ejere eller bestyrelse må have indflydelse«, sagde han videre. Hængt i en lygtepæl Danmarks Radio har de senere år også været klandret for at tage side i den politiske debat. Sidste år sagde kulturminister Brian Mikkelsen (K) de famøse ord om, at udenrigsminister Per Stig Møller (K) engang var blevet truet med at blive hængt i en lygtepæl efter revolutionen af en direktør fra DR. Det afviste Per Stig Møller selv senere. Men debatten fik efterfølgende den konsekvens, at DR annoncerede at ville oprette en stilling som en slags 'lytternes og seernes redaktør'. Bestyrelsesmedlem ved intet Medlem af DR's bestyrelse forfatteren Rolf Bagger havde i aftes ikke hørt, at generaldirektøren angiveligt skal afskediges i dag. »Jeg vil med store ører lytte i morgen (i dag, red.) på bestyrelsesmødet. DR Byens økonomi har været voldsomt diskuteret, også i bestyrelsen, men der har ikke været diskussioner om generaldirektøren«, siger han til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her