Gyldendal spiller ud med kanon-antologi til skolerne

Lyt til artiklen

'Så behøver du kun at handle ét sted'. Det slogan kan forlaget Gyldendal måske snart gøre til sit eget. Fra næste skoleår er forlaget klar med en kanonantologi på ikke mindre end 11 bind, der dækker det samlede skoleforløb fra børnehaveklasse til 3. g. - med tekster af H.C. Andersen, Dan Turèll, Shakespeare, Hemingway, Dostojevskij, Tolkien og flere hundrede andre forfattere. Ingen modkanon Med 290 forfatterskaber og 739 navngivne værker og tekster går antologien langt ud over den litterære kanon, som blev introduceret i sidste uge af Undervisningsministeriet. Denne består af 15 obligatoriske forfatterskaber samt 25 anbefalede forfattere, hovedsagelig danske, og definerer ikke, hvilke af forfatternes værker eleverne skal læse. Et dyrt sats Direktøren for Gyldendal Uddannelse, Mathias Bruun, understreger, at antologien ikke skal opfattes som en modkanon eller en protest mod den officielle kanon, men som et bud på en »stor brutto kanon«, der inkluderer de 40 forfattere. Der er tale om en meget stor og meget dyr satsning (prisen er en forretningshemmelighed), og Mathias Bruun lægger da heller ikke skjul på, at Gyldendal satser på at udgive en bestseller til grundskolen og gymnasiet. »Vi forestiller os, at antologien bliver solgt som klassesæt, og ja, vi håber da så sandelig på at komme til at sidde tungt på markedet«, siger Mathias Bruun. Dansklærere skal modarbejde monopol Det håb deles ikke af Dansklærerforeningen. »Hvis Gyldendal får monopol på området, er det udtryk for, at der er alt for mange usikre lærere. En kanon skal virke som inspiration og som et redskab, der fremmer litteraturundervisningen, men den kan ikke tage højde for niveauet i den enkelte klasse. Det er stadig lærerens opgave«, siger Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion. Han kender endnu ikke Gyldendals kanon i detaljer, men roser den for at være international. Internationalt rettet »Det er spændende, at Gyldendal også har udenlandske forfattere med, for det giver ingen mening at arbejde med en rent national kanon«, siger Jens Raahauge, som desuden har været medlem af det kanonudvalg, som i sidste uge præsenterede den officielle kanon i litteratur. Også Gyldendal har siddet med i Undervisningsministeriets Kanonudvalg. Det samme har nogle af de personer, der har udvalgt forfatterskaber og tekster for Gyldendal. Det gælder seminarielærer Lene Møller og forfatter Jens Smærup Sørensen. Det betyder dog ikke, at Gyldendal har fået et uhensigtsmæssigt forspring, mener Mathias Bruun. »Da debatten kom op i januar, besluttede vi at sætte nogle kloge folk til at vælge tekster ud til en kanon. Udvalget har arbejdet helt uafhængigt af ministeriets udvalg, men vi er selvfølgelig gået efter at nå det til starten af oktober, så det passede med den officielle rapport. Det er lige præcis lykkedes«, siger Mathias Bruun. Antologien suppleres med en hjemmeside, hvor lærerne kan finde forslag til, hvordan de kan bruge teksterne i deres undervisning. Eller som Mathias Bruun udtrykker det: »... hvordan de kan få eleverne til at synes, at Herman Bangs 'Ved vejen' er spændende«. Hjemmesiden er åben fra 4. oktober på www.kanon.gyldendal.dk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her