De olympiske lege er ikke noget, man kun ser for sportens skyld. Milliarder af seere følger lige så meget med for underholdningens og for spændingens skyld, når legenes mangestrengede soap-opera af tapre sportsfolk og dystende nationer udspiller sig over sine seksten dage. Patriotisme, heltedyrkelse, smerte, fortvivlelse og ekstatisk glæde - alt dét handler legene om. Og så handler de om én ting til: sex. Anderledes kan det næsten ikke være, når verdens flotteste kroppe stuves sammen på et stadium, hvor de kæmper om at være størst, hurtigst og allerbedst. De hopper og løber og svinger sig om stave i alle mulige og umulige positioner. De er iført kropsnære tanktops i flammende farver og shorts, der kun dækker halvdelen af bagdelen. Og så sveder de og pruster og bryder ud i vilde, orgiastiske hyl, når kampen er nået sin ende. Olympiaden er og har altid været et rent festmåltid af fysisk skønhed, fremvist i de mest dramatiske former, som den menneskelige skikkelse kan antage, så selvfølgelig er sex en del af det hele. Tommelfinger i trussekant Hvor stor en del det helt præcist drejer sig om, diskuteres for tiden ivrigt i de amerikanske medier, efter at man i denne måned har kunnet beskue det mest af USA's kvindelige olympiadehold uden en trævl på kroppen i landets mandeblade. FHM (For Him Magazine) foldede damernes guldmedaljekroppe ud i et stort anlagt 'Sexy Olympic Special', der kulminerer i et gruppefoto, hvor fem toptrænede kvindekroppe står og gnider sig op ad hinanden med tommelfingrene spillende i trussekanten. På Playboys midtersider var trusserne helt væk, og i stedet fremstod USA's dreamteam i en ren mandefantasi af bare numser (stangspringeren Mary Sauers), bare bryster (svømmeren Haley Copes) og det bare ingenting (højdespringeren Amy Acuff). Heja USA! De sælger ud I Ohios største avis, Plain Dealers, hepper den kvindelige klummeskribent, Regina Brett, dog ikke. Sammen med en række andre feminister kritiserer hun på det kraftigste den tendens, der for tiden hersker blandt verdens bedste kvindelige idrætsfolk til at føre sig selv frem som sexobjekter. Som når tennisstjernen Serena Williams stiller op til U.S. Open i sexet nittekjole, bar mave og lange støvler, eller som når en anden tennisspiller, den unge Anna Kournikova, poserer på kalendere og plakater med sit blonde hår og lokkende lolitasmil. Nøgne forbilleder Det er en trend, som den voluminøse, russiske gymnast, Svetlana Khorkina, startede, da hun i sin tid optrådte nøgen på siderne af det russiske Playboy for at vise, at gymnaster var andet en fladbarmede småpiger med anoreksi, og det er en trend, der altså nu har fået det meste af 'Team USA' til at smide træningstøj og sports-bh'en for at vise, at der er rigtige kvinder til i sportens verden. Men at det skulle give kvindelige topidrætsfolk en højere følelse af kvindelighed at posere nøgen foran et kamera, er ikke en argumentation, som Brett køber. Hun mener derimod, at de amerikanske olympiadenymfer har solgt ud, når de udstiller sig selv som passive pornoobjekter i mandebladene. Hvad værre er, Playboys nøgenbilleder vil komme til at fungere som forbilleder for generationer af unge piger, der gerne vil til tops i idrættens verden, skriver Brett: »Billederne sender den besked, at det ikke er nok for kvinder at være atleter i verdensklasse - de skal også være sexkillinger«. Dermed har de forrådt ikke bare dem selv og fremtidens kvinder, mener Regina Brett, men også den generation, der er gået forud, og som i årtier har kæmpet for en ligestillet verden, hvor »mænd betragter kvinder som jævnbyrdige, ikke som blot og bart legetøj for deres seksuelle adspredelse«. De er bare selvsikre Men skribent og tidligere svømmer Diana Nyad mener ikke, at nøgenbillederne af det amerikanske, kvindelige olympiadehold kan kategoriseres som pornografi i traditionel forstand. Tværtimod bekræfter de et nyt kvindeideal, der i dag gør det acceptabelt for kvinder både at være stærke og feminine - og heldigvis for det, skriver hun i New York Times. Da Nyad selv var en ung, professionel svømmer i 1960'erne, måtte hun skjule sine muskuløse overarme under store bluser og lange ærmer for ikke at chokere sine omgivelser og skræmme det modsatte køn langt væk med sin 'mandige' fremtræden. I dag er den modsætning mellem 'feminin' og 'maskulin' opløst, og det er et fremskridt i kvindehistorien, som Playboy-billederne hylder. Her fremstilles kvindekroppen ifølge Nyad nemlig ikke i degraderende positioner, men fremstår i stedet i al sin vælde af selvsikkerhed, stolthed og styrke: De olympiske kroppe er hårde som guld, og at de i dag kan beundres i mandebladene viser, at kvinder endelig kan være sexede på deres egne præmisser - med muskler, medaljer og det hele. Heja kvinderne! Nix, det er beskidt For sportskommentatoren Simon Barnes, der skriver i London Times, går erotikken dog fløjten, når sportsfolk udstiller deres kroppe til offentlig beskuelse. Selvfølgelig nyder vi synet af de skønne, veltrænede idrætsfolk på banen, men pointen er ifølge Barnes netop, at de er skønne og veltrænede ikke for vores, men for deres egen skyld. For rigtige sportsfolk udgør muskler ikke et mål i sig selv, men er blot et middel for et højere anliggende - at få kroppen til at løbe stærkere, kaste længere, springe højere - og at de tilfældigvis samtidig er sexede at se på, er blot en sidegevinst. »Når pistolskuddet lyder, mister atleten bevidstheden om alt, inklusive sig selv«, og det er præcis i den ubevidsthed, at hans ellers hendes erotiske udstråling består, skriver Barnes. Det er altså en uskyldighed, der ifølge Barnes går tabt, når sportsfolk som de amerikanske olympiadekvinder smider tøjet og arrangerer deres kroppe for bevidst at tiltrække sig vores blikke. Væk er kamparenaen af ædle vilde, der brøler og kæmper i selvforglemmelse og kampens hede, og væk er de rene følelser af fortvivlelse og ophøjethed, som deres præstationer kan vække i os. Til gengæld kan kiggerne nyde de olympiske leges spænding lidt endnu, når Playboy fremviser de amerikanske, kvindelige deltagere fra en anden, men ikke mindre gribende kameravinkel. Det er også en del af sporten.