Netop som børnefilmfestivalen Buster i København er ovre, rykker Ebbe Preisler, landskonsulent for Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, ud med en hård kritik af bl.a. Det Danske Filminstitut for ikke at støtte danske børne- og ungdomsfilm tilstrækkeligt. Kritikken, som Preisler udtrykker in extenso i dagens Kronik i Politiken, går som udgangspunkt på, at der i år ikke er givet én krone i produktionsstøtte til området. »For det første er året ikke gået endnu«, replicerer filmkonsulent Mette Damgaard Sørensen, hvis ressort netop er børne- og ungdomsfilm, »og som landet ser ud, kunne det tyde på, at der kommer støtteudbetalinger, inden året er omme«. Et glidende forløb Når det er sagt, advarer Mette Damgaard mod at se så sort på fremtiden: »Vi er inde i et fireårigt filmforlig, hvor børne- og ungdomsfilmene over en fireårig periode skal have 25 procent (godt 20 mio. kr./år, red.) af alle filmstøttekroner. Det er et glidende forløb, og der er ikke noget med, at hvis vi ikke bruger så og så mange penge i år, skal de betales tilbage, og man kan altså ikke beslutte, at så og så mange filmprojekter skal være gode nok til at fortjene at få støttepenge. Vi er jo ikke et landbrugs- eller industriministerium. Den slags kommer i pludselige boom og dernæst mere langsomt«. Men det er ikke som i 1970'erne eller 1980'erne, bekræfter Mette Damgaard. Lige nu har den danske voksenfilm stor succes, og det har det med at inspirere til mere af samme slags. Den svenske 'Fucking Åmål' afstedkom en række højst nutidige ungdomsfilm, og Damgaard forventer, at det samme vil ske for børnefilmens vedkommende i kølvandet på 'Terkel i knibe' og Harry Potter-bølgen. »'Terkel i knibe' viser i hvert fald, at man ikke behøver at måle børnefilm med en mindre alen end voksenfilm«, siger hun. »Det er en film, der tør gå rigtig langt, helt ud til kanten. Børnene har taget den til sig, og samtidig appellerer den opad i målgruppen«. Brydningstider Vi er altså langt fra BUPL-70'erne, da Søren Kragh-Jacobsen m.fl. skabte et hav af film om og for de helt unge, film, der blev danske filmklassikere. »Det ligger lige for at mene, at når man laver film for børn og unge, går man ind i en særligt beskyttet fold, men det er brydningstider, og der er ved at blive fundet nye veje. Det er stadigvæk for tidligt at sige, om 'Terkel i knibe' bliver en løftestang, men den er morsom og grænsebrydende, og spørgsmålet i dag er: Hvad er egentlig en børnefilm?«. Akademisk diskussionDer er flere, der mener, at højt priste nylige udenlandske titler som 'Jeg er ikke bange' og 'The Return' slet ikke er børnefilm?

»Jeg synes, det er en akademisk diskussion - og lidt gammeldags«, siger Mette Damgaard. »Den italienske 'Jeg er ikke bange' er en voldsom film, der handler om en dreng, der finder en dreng nede i bunden af et hul. Det er så absolut en børnefilm; jeg har set den sammen med børn, der var meget optaget af den. Filmen fokuserer på drengens oplevelse af situationen, selv om det for en voksen filmskaber ville ligge snublende nær at gå over til de voksnes synsvinkel. Filmen handler om uskyldstab og har en meget stærk dramatisk præmis. Det moderne gennembrud, der har fundet sted i voksenfilmen, hvor der er kommet en forankring i virkeligheden, og hvor filmene er blevet mindre kunstlede i udtrykket, kunne være retningen for den moderne børnefilm også. Der tror jeg, at 'Terkel i knibe' kunne være et første skridt til en række film, der beskriver børn der, hvor de er, og gerne i flere lag«.