»Hvor kunne I nænne at slå den søde, gamle kone, som aldrig gjorde en kat fortræd, ihjel? For at sige det, som det er: Jeg kneb faktisk en tåre«. Lone Darling var blandt de første ATS-læsere, der reagerede på den 99-årige fru Elvira Mortensens bortgang. Men hun var sandelig ikke den sidste, for i de to uger, der er gået siden dødsfaldet i Flauenskjold, har vi modtaget kondolencemail og breve nok til at fylde en hel indkøbskurv hos Homo-købmanden i Pandrup. Sonja Dons Tychsen fra Birkerød kondolerede således på vegne af »alle os bagsidelæsere, som i årevis har nydt godt af Elvira Mortensens evne til altid at se samfundsbegivenhederne i deres rette perspektiv« og tilføjede: »Jeg vil mindes dig, kære Elvira, hver gang sovsen klumper, og kartoflerne har fået for meget. Æret være dit minde«. Billede på skrivebord Andre læsere gjorde som Dorthe Galker og rettede deres medfølelse til de efterladte: »Vore tanker går til fru Elvira Mortensens søn, der aldrig kom og besøgte hende, og til hans ternede kasket«, skrev hun. Og en nedbøjet Jørgen Thomsen fra København følte stor tomhed efter det endegyldige farvel til den 99-årige: »Nu har jeg kun hendes billede ved mit skrivebord«, skrev han. Hanne Holm, Frederiksberg, ærgrede sig over, at fru Elvira Mortensen ikke nåede at blive opstillet som kandidat til overborgmesterposten i København »i stedet for Ritt, der som sædvanlig bare laver rav i den«: »Med Homo-købmanden som spindoktor ville hun på glorværdig vis have kunnet indvirke på hovedstadens trivsel«, mente hun. Logisk dødsfald Søren Jensen, Frederiksberg, var som mange andre læsere »rystet og chokeret over at erfare, at fru Elvira Mortensens liv nu er blevet definitivt forkortet af redaktionen«. Han tilføjede dog, at dødsfaldet ved nærmere eftertanke var en logisk følge af de senere års begivenheder: »Det måtte jo næsten gå sådan, når hun ikke føjede numerologen fra Vester Hjermitslev, der jo netop forudsagde, at fru Elvira Mortensen næppe ville få et langt liv, medmindre hun skiftede navn til fru Tusnelda Klokkeblomst Mortensen, Flauenskjold«. I en del af læserkredsen holdt man sig ikke for god til at antyde, at ATS-redaktørerne havde haft en finger med i spillet ved Elvira Mortensens død. Formålet skulle være at øge salget af mindebogen ('Elvira - forkortet af red.', som netop er udkommet på Politikens Forlag). Mordere Johan Bech Pedersen, Hillerød, kaldte os ligefrem for mordere og krævede, at landbetjent A. Svendsen og hans hund, Rollo, iværksætter en efterforskning af det mistænkelige dødsfald. Fhv. retsmediciner Jytte Hestbech og praktiserende læge Jens Berner, Hjortespring, var inde på noget af det samme. Sidstnævnte fremsendte endda et eksemplar af Sundhedsstyrelsens Vejledning vedrørende ligsyn og dødsattester, idet han bemærkede, at Elvira Mortensens læge, dr. Bolsing, havde gjort sig skyldig i pligtforsømmelse ved at opgive dødsårsagen (kvalt i tartelet m. fyld af skinke og udkogte grøntsager) som 'naturlig': »Beskrivelsen af dødsmåden lader ingen tvivl tilbage: Elvira er død ved en ULYKKE, og ved dødsfald på grund af ulykke skal politiet kontaktes med henblik på afholdelse af medicolegalt ligsyn«, skrev dr. Berner og tilføjede: »Dr. Bolsings slendrian er ikke enestående. Dagligt bringer jeres Tillæg beretninger om de praktiserende lægers skalten og valten med borgernes dyrebare liv«. Sørgende læge Til dr. Bolsings undskyldning skal siges, at han formentlig var hårdt ramt af sin gamle patients død. Sorg kan spille sindet et puds, og det er formentlig også forklaringen på, at hele to læsere mener at have set den afdøde i levende live flere dage efter hendes død - fuldstændig på samme måde som Elvis Presley bliver ved med at dukke op forskellige steder i verden. Hans Jørgen Bloch Thomsen observerede fru Elvira Mortensen i Netto i Hellerup, mens Michael Damm van Deurs så hende på gaden i Esbjerg: »Jeg prøvede at følge efter hende, men hun smuttede fra mig i Aldi«, rapporterede han.