Billedkunstneren Tal R er ved at få spændt et vældigt lærred op i publikumsfoyeren til det, der skal være den såkaldte studiescene i det nye operahus i København. Det måler fire gange femten meter, intet mindre, og Tal R er på grund af værkets størrelse nødt til at male det på stedet. Opgaven har han fået af bygherren, A.P. Møller Fonden, der med skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller for bordenden har udformet listen og godkendt skitserne fra de kunstnere, der skal bidrage til udsmykningen af operahuset. Lang proces »Processen har været lang, og andre kunstnere kunne have været valgt, men vi mener, vi har fundet de rigtige. De skulle repræsentere forskellige former og et bredt udsnit af danske kunstnere fra flere generationer. Fonden var ikke interesseret i at købe færdige værker, men har bestilt nye arbejder til bestemte steder i operahuset«, siger Lars-Erik Brenøe, der er direktør hos A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møllers personlige assistent. Fonden har undervejs hentet råd og idéer flere steder, blandt andre hos direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland. Gallerist Bo Bjerggaard er blevet hyret til at varetage kontakten til kunstnerne, og det var ham, der præsenterede deres forslag for Mærsk Mc-Kinney Møller. De blev ifølge Bo Bjerggaard accepteret uden sværdslag. Skal vises frem Den samlede liste tæller i alt ti af kunstscenens kendte og væsentlige navne, hvoraf et par har opnået internationalt ry. Alle er - mere eller mindre - danske, og hver af dem er blevet tildelt et område i operahuset. Som f.eks. personalekantinen, sceneindgangen, kunstnerloungen osv. Det betyder, at hovedparten leverer værker til de seks syvendedele af husets i alt 41.000 kvadratmeter, der ikke er publikumsorienterede, men det betyder ikke, at de forbliver usynlige for de fleste. Det Kgl. Teater gennemfører fra februar næste år to daglige rundvisninger - bortset fra søndag. Kendte kunstnere Per Kirkeby (f. 1938) er vel en af sin generations mest anerkendte og efterspurgte kunstnere. Han arbejder for tiden på Læsø med fire bronzerelieffer, der hver er på halvanden gange tre meter. De skal placeres på en væg i den store publikumsfoyer ud mod havnen. Olafur Eliasson (f. 1967) har til barområdet på plan 1 skabt tre lysskulpturer, prismer eller lysekroner, der hver måler tre meter i diameter og med hver 300 lamper og 2.000 stykker glas får lyset til at spille i et spekter fra gult til lilla. Per Arnoldi (f. 1941), der især har markeret sig som plakatkunstner og i øvrigt er Mærsk Mc-Kinneys personlige rådgiver, skal udforme scenetæppet. De øvrige, hvis værker altså skal placeres inde i huset, er Pia Andersen (f. 1960), Kasper Bonnén (f. 1968), Jesper Christiansen (f. 1955), Erik A. Frandsen (f. 1957), Nils Erik Gjerdevik (f. 1962), Lars Nørgaard (f. 1956), Sonny Tronborg (f. 1953). Tal R er ikke ene om det store format. Eksempelvis folder Niels Erik Gjerdevik sig ud på et værk, der bliver 22 gange 1,5 meter, mens Kasper Bonnén holder sig til 3 gange 3,5 meter. Jesper Christiansen er en af de udvalgte, der i sit bidrag tager direkte udgangspunkt i stedet. Han arbejder i et større og mindre maleri med bl.a. de spejlinger, der er karakteristiske for ballettens øverum. Gave til 2,5 milliarder kroner Men tilbage til Tal R, der også har ladet sig inspirere af huset. Han kalder sit billede 'Et skib er ikke en ø'. »På et sejlskib står en kaptajn med et stort gult hoved og cykelstyroverskæg. Han sejler ind i et mørke skabt af sorte fugle. Det er et maritimt billede, og det relaterer sig til operahuset. Det ligger på en ø i havnen. De sorte fugle, der fylder halvdelen af billedet, ligner et forhæng. Det kan ligne en sejlende scene«, siger Tal R. Han regner med at skulle bruge et par måneder på værket og følger således for en tid med som arbejdende kunstner, når A.P. Møller Fonden 1. oktober afleverer sin gave til en værdi af ca. 2,5 milliarder kroner til staten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








