Siden deres debut med den makabre og kulsorte skæbnekrimi 'Blood Simple' i 1984 har den mest kræsne del af alverdens filmpublikum glædet sig til hver ny film af brødrene Joel og Ethan Coen. Som er kommet regelmæssigt siden med et til tre års mellemrum. Heriblandt perler som 'Miller's Crossing', 'Barton Fink', 'Fargo', 'The Big Lebowski' og 'The Man Who Wasn't There'. Lutter originale film, ud fra geniale ideer og koncepter, og udtænkt i de to brødres krøllede hjerner. Brødrenes kreative tour de force kulminerede med 'The Man Who Wasn't There' med Billy Bob Thornton. Og så var det pludselig slut med originaliteten. Sidste år fulgte således den opdaterede screwball-komedie 'Intolerable Cruelty', og nu kommer så en remake af den gamle Ealing-komedie 'Plyds og papegøjer' fra 1955 under navnet 'The Ladykillers'. Bevares - begge film er gedigent håndværk, men langt fra brødrenes bundniveau. Hvad er det sket? Er den kreative brønd løbet tør? Er der tale om at tjene lette penge ind på kontoen? Og er det for evigt slut med den ægte Coen-brødrene-film? På egen hånd Vi lader spørgsmålene gå videre til Joel Coen, som var i Cannes i forrige måned for at gøre reklame for 'The Ladykillers', som var i konkurrence om palmerne i den sydfranske by. For en sjælden gang må Joel Coen klare sig selv i et interview, da storebror Ethan har måttet holde sengen hjemme i USA. Og den 49-årige Joel Coen føler sig heller ikke godt tilpas her i suiten på Hotel Carlton, hvilket dog helt tydeligt skyldes de ubehagelige spørgsmål. »Yeah - You know. You see ...«, siger Joel Coen og flytter sig utilpas fra side til side, da han bliver spurgt, hvorfor brødrene har besluttet at lave to remakes på lidt over et år. Så sætter han sig op og siger: »'The Ladykillers' er en remake. Det er 'Intolerable Cruelty' ikke. Men det er da rigtigt, at ingen af dem er vores egne historier. Det er ikke historier, som vi har udviklet«. Men hvorfor har I lavet dem og ikke en original historie?

»You know ... Vi havde aldrig prøvet at arbejde på den måde, indtil vi lavede 'Intolerable Cruelty'. Begge film har det til fælles, at de kom til os som skrivearbejder. Det var ikke meningen, at vi også skulle instruere dem. Vi skrev dem for andre. 'Intolerable Cruelty' gennemskrev vi for Universal Pictures, og der har været adskillige instruktører indover, indtil George Clooney kom om bord og sagde, at han gerne ville spille Miles Massey, hvis vi ville instruere«. »Med hensyn til 'The Ladykillers' så skulle Barry Sonnenfeld have instrueret den. Men af forskellige årsager valgte han at producere filmen i stedet, og så valgte vi at instruere for Disney. Især da det gik op for os, at vi kunne få Tom Hanks med som hovedpersonen, professor G.H. Dorr i Sir Alec Guinness' gamle glansrolle. Vi har i flere år gerne villet arbejde med Tom. Nu lå chancen lige for«. Vil det sige, at vi kan forvente endnu flere filmatiserede bestillingsopgaver fra jer?

»Nej - i hvert fald ikke lige med det samme. Den næste film, vi laver, bliver ud fra en af vores egne historier. Vi er meget mere vant til at arbejde på den måde«. Hvad kommer den til at handle om? »Det er for tidligt at sige endnu. Ethan og jeg er stadig kun i startfasen, hvor vi sidder og brainstormer i alle retninger. Det bruger vi meget tid på. Alle ideer og alle jokes skal føles rigtige fra vores begges side, ellers kommer de ikke med i filmen. Det kan godt være, at jeg er ved at dø af grin over en pointe, men hvis Ethan ikke synes, den er sjov, så kommer den ikke med. Det er vores erfaring, at når vi begge føler det rigtigt, er det også o.k. for publikum. Men idé-fasen er den længste. Når først vi går i gang med at skrive, går der kun et par måneder, til vi kan starte optagelser«, siger Joel Coen. En sort komedieBortset fra at I kunne få Tom Hanks, så har du endnu ikke svaret på, hvorfor det var interessant at instruere 'The Ladykillers'?

»Well - både Ethan og jeg kendte den gamle udgave af 'The Ladykillers', og vi blev enige om, at det materiale kunne vi godt gøre noget ved. Det handler om en gruppe utilpassede kriminelle, og filmen slutter med en ironi omkring, hvem det er, der overlever. Det er en sort komedie, og vi så for os en måde at ændre hovedrollerne på til noget, som vi kunne interessere os for. Derfor var vi heller ikke svære til at overtale, da vi blev bedt om at instruere«. »Vi har stjålet alt, hvad vi har kunnet bruge fra den oprindelige film, og så ellers føjet nyt til. Vi har eksempelvis opdateret de enkelte typer, og vi har flyttet handlingen fra førkrigs King's Cross i London til The Deep South i USA i dag. Jo - vi har haft megen glæde af den oprindelige film. Men det overrasker mig, at Tom (Hanks) ikke havde set den gamle udgave, og at han heller ikke ville. Senere fandt jeg ud af, at det faktisk var smart af ham. Så undgik han nemlig at tillægge sig nogle uvaner, som måske passede til Alec Guinness, men som ikke ville passe i dag«. I er kendt for ikke alene at arbejde med de samme skuespillere, men også at arbejde stort set med det samme filmhold. Hvorfor gør I det?

»Fordi man bliver fortrolige med dem. Og måske også en smule af dovenskab. Vi ved, at deres arbejde er i orden. Robert Mitchum blev engang spurgt, hvorfor han stadig var gift med den samme kvinde efter 50 år, og han svarede - »af mangel på fantasi«. Sådan har vi det vist også«. »Det er bl.a. også grunden til, at vi aldrig test-screener vores film. Vi har det sådan, at vi grundlæggende ved, hvad det er, vi vil. Derfor tester vi ikke en film og går tilbage og laver ting om, hvis publikum ikke reagerer 'som de skal'. Sådan arbejder vi ikke«, siger Joel Coen.