Arkitekten Finn Juhl er et verdensnavn, især når det kommer til møbelkunst, men også hans eget hus fra 1942 på Kratvænget i Charlottenlund er højt hævet over det sædvanlige. Alligevel vil man hverken frede det eller gøre det til museum, skønt der næppe vil mangle et arkitekt- og designinteresseret publikum. Altså skal huset sælges, og det sker formentlig i denne uge, hvorefter mange vil begræde situationen, ikke mindst dem, der håbede, at huset kunne bevares som den hvide perle omkring arkitektens berømte møbler. Møbelskatte Finn Juhl døde i 1989, mens hans enke, forlæggeren Hanne Wilhelm Hansen, døde sidste år i maj, og herefter dukker så spørgsmålet om husets eventuelle fredning eller museumsstatus op, hvilket var en mulighed, eftersom Hanne Wilhelm Hansen ikke ændrede på noget, men sørgede for at bevare huset med indhold til mindste detalje, fuldstændig som det altid har set ud og med samtlige møbelskatte på plads. I Kulturarvsstyrelsen, hvor man freder mellem 20 og 25 bygninger fra hele landet om året, finder man situationen med Finn Juhl enestående, fordi der er tale om en sjælden sammenkædning af hus og interiør. Men da loven ikke giver mulighed for en fredning, som omfatter det hele, må man fortsat holde sig til det halve, det vil sige en vurdering af bygningen alene, og »den hører trods alt ikke til de bedste i Danmark«, som kontorchef Sven Koefoed Hansen siger. »Vi bliver nødt til at forholde os til et stykke arkitektur, ribbet for alt, men jeg ville da ønske, det var anderledes, og at vi en dag må få redskaberne til at holde fast på den sammenhæng, der hedder hus med møbler«. Værd at bevare Ideen om at omdanne arkitektens bolig til museum har været på bordet i Kunstindustrimuseet, men ifølge museumsdirektør Bodil Busk Laursen kræver det en pose penge, som man ikke har. »Huset, som det står med møbler og det hele, er bestemt værd at bevare, det kunne virkelig være blevet et unikt lille museum, men altså - der skal også være økonomi i det«. Afgørelsen om husets fremtid ligger i hænderne på bobestyrer og formand for Wilhelm Hansen-fonden Niels Bjørnskov. Han siger til Politiken, at da Kulturarvsstyrelsen ikke fandt det relevant med en fredning, skal »hver en realiseret krone nu puttes i fonden«. Han kan desuden oplyse, at man har den helt rigtige køber med den helt rigtige indstilling i kikkerten - det vil sige en køber, der har tænkt sig at bevare huset, som det er. Prisen ligger et sted mellem seks og syv millioner kroner.