Festuge med erotisk teater

Lyt til artiklen

Efter en måneder gammel diskussion om, hvor grænserne går mellem lummer porno og grænsesøgende erotisk teater var Århus-borgmester Louise Gade (V) og Århus Festuges generalsekretær Martin Lumbye enige om at stå inde for det kontroversielle spanske teaterstykke 'XXX'. Det skete på et pressemøde, hvor Martin Lumbye med næsten 350 forestillinger på ti dage kunne præsentere det mest omfattende festuge-program hidtil. Festugens tema er 'Fra Aros med Eros' - fra Århus med kærlighed, frit oversat - og selv om borgmesteren især betoner kærligheden mellem mennesker og folk, er det ikke den udlægning, der har fyldt i medierne endnu. Omtalt teater Spanske La Fura dels Baus er bare et af mange tilbud, men performance-gruppen har hidtil rendt med næsten al omtalen. Baggrunden er, at borgmester Louise Gade i efteråret ifølge lokale Århus-medier ville blokere for Martin Lumbyes planer om at få 'XXX' til byen. 'XXX' står for pornocensur, og diskussionen stod om, hvorvidt de seksuelt ladede scener var porno eller kunst. Borgmesteren havde hørt, at der var tale om ægte samlejer på scenen, og hun understregede, at det ikke var noget, festugen skulle vise. Afsporet debat På det tidspunkt havde imidlertid hverken Martin Lumbye eller Louise Gade set forestillingen, og på pressemødet om festugen understregede borgmesteren da også, at hun efter at have hørt nærmere om indholdet nu glæder sig til at opleve forestillingen. »Det var en debat, der løb fuldkommen af sporet«, forklarer Louise Gade. »Diskussionen byggede på en masse forlydender, og det skal jeg være den første til at beklage. Mit sigte var at undgå skandale og forhindre, at festugen blev en sexmesse, hvor en enkelt forestilling ville kvæle alt andet«. Martin Lumbye, der i mellemtiden har set 'XXX', mener, at han har 'et brag af en forestilling' at vise frem. »Da diskussionen stod på, var jeg nødt til at forsvare noget, jeg ikke havde set. Nu lægger vi det bag os - min dagsorden ligger også et helt andet sted«, siger Martin Lumbye, der især er stolt over at have iværksat omfattende samarbejder 'på kryds og tværs mellem lokale kræfter' i Århus - fra Thomas Helmig og Århus Symfoniorkester over Granhøj Dans og til byens mange scener, gallerier og museer. Oplagt tema om kærlighed For borgmester Louise Gade er festugen en årlig lokal og international begivenhed, der rækker langt ud over byens grænser. Hun glæder sig over, at kærlighedstemaet så oplagt inviterer til, at folk åbner sig over for hinanden og over for andre kulturer. I et af årets mere eksperimenterende tilbud er det snarere byen, der åbner sig for publikum. Med Katapult Teaters opførelse af Svend Aage Madsens 'Tur i Byen' forsynes publikum med audioguides som dem, man kan låne på slotte og museer, for bogstaveligt at blive sendt på 'Tur i Byen' rundt i Århus og finde den gode historie. Om den er til at finde, vil festugen vise. Foreløbigt kan Martin Lumbye smile bredt: Den nye generalsekretær, der for første gang præsenterer sit helt eget program, har allerede haft succes med at tætne kulturfestivalens sikkerhedsnet med nye sponsorer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her