Den mest imødesete opsætning i verden i 30 år af Wagners firedobbelte operaværk 'Nibelungens Ring' strandede fredag, da Wagnerfestspillene i Bayreuth på sin hjemmeside meddelte, at den danske filminstruktør Lars von Trier har givet op over for den enorme opgave. Hans 'Ring' skulle have haft premiere i Richard Wagners eget festspilhus i sommeren 2006. »Lars von Triers beslutning«, skriver Wagnerfestspillene på hjemmesiden, »er kommet helt bag på festivalledelsen, eftersom det udførlige og detaljerede forberedelsesarbejde er gået virkelig godt, og ingen hindringer hen ad vejen har givet anelser om det«. Kan ikke indfri egne ambitioner På hjemmesiden begrunder festivalen instruktørens afbud med, at det »ene og alene (er) motiveret af hans personlige overbevisning om, at omfanget af 'Ringen' og kravene til denne nye produktion ud fra en realistisk vurdering klart ville overstige hans formåen, og at han derfor ikke ville være i stand til at indfri sine egne ambitioner«. Det var en sensation i opera- såvel som i filmverdenen, da komponistens barnebarn Wolfgang Wagner, arvingen til Wagnerfestspillene, i oktober 2001 offentliggjorde, at von Trier var udset til at instruere 'Nibelungens Ring', der anses for at være det filosofisk og kulturelt vægtigste operaværk overhovedet, for ikke at sige det længste. Et værk der dets mastodontiske dimensioner fraset er let at løbe vild i og fortabe sig i. I efterkrigstiden skabte enfant terriblen Patrice Chéreau den mest udfordrende opsætning midt i 1970'erne, der blev den nye milesten for Wagner i verden. Det var den, Lars von Trier blev antaget for om man så må sige at sætte i skyggen med en ny tids æstetik og værdier i von Triers helt eget univers, der kendes fra film som 'Dogville', 'Breaking the Waves' og 'Dancer in the Dark'. Holten midt i Ringen Operachef på Det Kgl. Teater Kasper Bech Holten har garanteret haft mange lejligheder til at ærgre sig over, at Lars von Trier fik den prestigiøse opgave i Bayreuth, mens Holten stadig var i færd med at vokse færdig som instruktør. I stedet er Holten nu præcis midt i arbejdet med en samlet opsætning på Det Kgl. Teater af 'Nibelungens Ring'. »Jeg kender intet til Lars' bevæggrunde«, understreger Holten til Politiken, men siger også, at »'Ringen' er værket over dem alle, hvor en instruktør føler, han skal præstere noget helt enestående«. Lars von Trier og ledelsen af Wagnerfestspillene har aftalt, at ingen af parterne kommenterer sagen ud over den tekst, der er offentliggjort på festivalens hjemmeside. Det tyder på, at von Triers opsigelse er foregået i resigneret overensstemmelse med festivalleder Wolfgang Wagner, og det er med en høj grad af empati, at man på hjemmesiden skriver, at »det var ikke let (for von Trier, red.) at komme overens med den gryende erkendelse af, at realiseringen af værket lå hinsides hans rækkevidde«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








